Intet emne er åbenbart for småt til at bringe sindene i kog i Danmark. Det kan man positivt se som udtryk for, at vi ikke døjer med store problemer og derfor har masser af tid til de små. Eller man kan mere pessimistisk se det som udtryk for, at vi helt er ved at miste sansen for proportioner.
Det er som bekendt ved lov indført, at nye danske statsborgere skal sige tak for deres optagelse i fællesskabet med et håndtryk. Ja, det er endda i detaljer foreskrevet, hvordan dette håndtryk skal foretages. Ikke noget med at knibe udenom og tro, at man kan nøjes med at antyde eller simulere!
Men nu har en kommune så besluttet, at den nye statsborger kan bestemme, om håndtrykket skal gives til en hvilken som helst myndighedsperson, eller om man kan forbeholde sig kun at give hånd til en person af samme køn som en selv.
Stor opstandelse! Sagen bliver naturligvis ikke mindre munter af, at det just er en viceborgmester fra Dansk Folkeparti, som synes, at det er i orden at vise liberalitet i denne sag, hvad der straks har givet legeplads til en tidligere minister fra Venstre, som nu kræver af den nuværende minister fra Socialdemokratiet, at han skrider ind og genopretter ro og orden på håndtryksområdet.
Når man fortæller sine udenlandske venner om den sag, slår de en høj latter op og spørger, om vi virkelig ikke har andet at lave end at give regler for håndtryks rette form. Men de er jo udlændinge, så de forstår naturligvis ikke, at nationens overlevelse og ganske særligt dens sammenhængskraft afhænger af netop det. Og de, som måtte have grinet, skal nok ikke gøre sig håb om at blive danske statsborgere.
Det er ejendommeligt, at man skal demonstrere særligt frisind ved at kræve, at man skal give hånd også til en person af modsat køn, hvis det nu ikke er skik og brug der, hvor man kommer fra. Ligesom drenge og piger pinedød skal bade og svømme sammen, så de kan lære, at her hos os er der ikke noget, der hedder blufærdighed.
Man kan så argumentere med, at der i dag er registreret så mange køn, at man alligevel ikke kan vide, om den person af samme køn, man trykker i hånden, nu virkelig er det, men det er ikke begrundelsen. Begrundelsen er, at vi i Danmark er frie og frisindede. Derfor er Københavns Lufthavn også en af de få lufthavne, jeg kender, hvor man skal bede sig fritaget for at blive kropsvisiteret af det modsatte køn – de fleste andre steder er det en selvfølge, at man ikke bliver det.
Men det har intet med virkelig liberalitet at gøre. Naturligvis er ingen friheder absolutte (end ikke ytringsfriheden). Alle må afvejes i forhold til hinanden. Og blandt frihederne er også den at få lov at beholde sin selvrespekt, så længe man ikke opfører sig respektløst over for andre.
Så forstå mig ret, kære læser! Jeg har for nylig skrevet en klumme om, at der er alt for lidt høflighed i Danmark. Det er fortræffeligt, at man bliver optaget i samfundet ved en ceremoni af en eller anden art. Det er også kun ret og rimeligt, at en nyslået statsborger viser respekt for sit nye fædreland. Man tager sit pæne tøj på, men skulle der til det høre et tørklæde, er det i orden. Man hilser, men skulle det ske, at det gøres på en anden måde end ved håndtryk, er det også i orden. Respekt eksisterer kun, hvor den er gensidig. En ny statsborger er en statsborger og ikke en undersåt. Derfor skal man ikke diktere den måde, respekten skal komme til udtryk på.
Og nu kan det ovenikøbet være, at coronavirussen fører til, at håndtryk frarådes. I interne adfærdsregler i institutioner og virksomheder ser man det allerede. Det viser, hvor risikabelt det er at knytte sin nationale identitet til en helt bestemt måde at hilse på. Tænk, hvis det skulle vise sig, at dansk identitet er sundhedsfarlig.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.