Hærvejen danner rammen om nyt brætspil

I denne uge udkom brætspillet ”Vejen”, der er udviklet af Kai Starck fra Flensborg og Thomas Nielsen fra Læk. Den historiske danske rute Hærvejen danner rammen om spillet, hvor spildeltagerne på strategisk vis skal agere handelsrejsende i det 17. århundrede

Thomas Nielsen (til venstre) og Kai Starck ses her med prototypen til deres brætspil ”Vejen”. Spillet er netop udkommet i denne uge, det forhandles endnu ikke i Danmark, men kan købes online. –
Thomas Nielsen (til venstre) og Kai Starck ses her med prototypen til deres brætspil ”Vejen”. Spillet er netop udkommet i denne uge, det forhandles endnu ikke i Danmark, men kan købes online. – . Foto: Tim Riediger.

Hvert år trækker et stort antal danskere i vandreskoene for at gå den jyske rute Hærvejen, der strækker sig fra Hirtshals til Padborg. På ruten kan man mærke historiens vingesus, mens man bevæger sig gennem mere end 20 forskellige sogne fordelt på knap 500 kilometer. Den gamle handelsrute er ikke anlagt, men er helt naturligt opstået dér, hvor pilgrimme, studedrivere og adelsfolk har gået op igennem historien.

Et nyt brætspil, der er skabt af det tyske makkerpar Kai Starck og Thomas Nielsen, er inspireret af den populære danske pilgrimsrute. De to spiludviklere har designet et strategisk og historisk brætspil.

”Kort fortalt går spillet ud på, at deltagerne er handelsfolk i det 17. århundrede, og de handler med varer mellem Syddanmark og Nordtyskland. Den, der har flest penge, når spillet slutter, er vinderen,” siger Kai Starck og forklarer, at spildeltagerne undervejs skal holde øje med de skiftende valutakurser i Danmark og Tyskland samtidig med, at de skal finde den mest optimale handelsrute på det visuelt udførlige kort, der udgør spillepladen.

Kai Starck mødte Thomas Nielsen for to år siden, da de begge deltog i en dansk-tysk spilledag for brætspil i den nordtyske by Nibøl nær grænsen. De fandt hurtigt hinanden og blev enige om at udvikle et brætspil sammen. Duoen på henholdsvis 25 og 28 år er fra byerne Flensborg og Læk i Nordtyskland, og geografien har spillet en særlig rolle for udviklingen af deres nye brætspil.

”Vi bor nær den dansk-tyske grænse, og vi kender derfor til Hærvejen. Vi synes, den kunne danne ramme om et rigtig godt tema, så da vi begyndte at udvikle spillet, kaldte vi det for ’Hærvejen’. Det viste sig dog at være en beskyttet titel, så vi måtte finde på et andet navn. Derudover lavede vi undervejs nogle ændringer, så spillet ikke var historisk faktuelt hele vejen igennem. Vi har for eksempel taget mange små byer med på vores kort, og mange af dem er ikke en del af Hærvejen i virkeligheden og har aldrig været det. Derfor har vi har valgt at kalde spillet ’Vejen’ i stedet,” uddyber Kai Starck.

Han forklarer også, at det ikke er okser, men især træ og stål, spillerne handler med i ”Vejen”.

Hærvejen har haft stor betydning for Danmark, og den har været kaldt ved mange navne, der tæller alt fra Oksevejen til Kongevejen og Gammel Viborgvej, fortæller Benedicte Fonnesbech-Wulff, der er historielektor ved Københavns Universitet.

”Hærvejen var den vej, okserne gik. Op igennem middelalderen og frem til omkring det 17. århundrede var oksehandlen nemlig enormt værdifuld herhjemme. Handlen gav mange toldindtægter til kongen og indtægter til adlen, der havde som privilegie at opfostre okser.

Det fine ved okserne var, at de kunne transportere sig selv og æde sig tykke på ruten ned til marskegnene, hvor de så blev solgt med en god fortjeneste. Den lange rute har også været brugt til at transportere tropper i krig gennem historien,” siger historielektoren.

I slutningen af 1800-tallet forsvandt grundlaget for studedriften dog med jernbanens indtog i Danmark, og det fik samtidig Hærvejen til at gå i glemmebogen, indtil ruten blev ”genopdaget” i det 20. århundrede som pilgrimsrute.

Kai Starck og Thomas Nielsen håber på, at de historiske elementer i deres brætspil kombineret med geografisk genkendelighed vil få mange – især tyskere og danskere – til i fremtiden at spille det.

Det samme håber Henning Voss, der er spiludgiver og grundlægger af spillevirksomheden Spielefaible, der i denne uge har lanceret de unge mænds brætspil. Han mødte makkerparret for et år siden på spilkonferencen Bremer Spiele-Tage. Dengang var Henning Voss netop sprunget ud som spiludgiver og ledte efter det perfekte første produkt, husker han.

”Det første, jeg så, var en avanceret prototype af brætspillet. Og lige dér på deres landkort så jeg min hjemby Itzehoe, hvilket straks fangede min opmærksomhed,” siger han og påpeger, at han hurtigt observerede ”en vis strategisk dybde” i spillet.

”Det var første gang, vi mødtes, og så gik jeg ellers i gang med at overbevise dem om, at jeg var den rette samarbejdspartner på trods af min manglende erfaring. Det lykkedes heldigvis,” griner han.

Henning Voss fortæller, at brætspillet kan spilles af børn ned til 12-årsalderen og har en spilletid på mellem 60 og 120 minutter.

”Hvis man kan lide at spille strategiske brætspil som for eksempel ’Settlers fra Catan’, vil man også kunne lide’ Vejen’,” forudser han.

”Og så tror jeg, at mange danskere og tyskere vil synes, det er sjovt at spille et spil, der foregår i deres hjemland og måske i den by, de er fra. Det er ikke et nemt spil, men jeg er alligevel sikker på, at mange vil kunne lide det, så snart de har sat sig ind i reglerne,” siger spiludgiveren.