Mascagni er en af de komponister, der sikrede sig verdensry med blot et enkelt værk. Enakteren ”Cavalleria rusticana” fra 1890 opføres stadig i alverdens operahuse, og temaer fra dens musik er blevet anvendt i flere Hollywood-film.
Men hans følgende operaer opnåede ikke tilnærmelsesvis samme succes - heller ikke ”L'amico Fritz”, der fulgte allerede i 1891, og som Den Jyske Opera i fredags havde danmarkspremiere på i Carl Nielsen Salen i Odense.
Handlingen er ikke sindsoprivende. ”Jeg afskyr tanken om ægteskab,” synger ungkarlen Fritz umiddelbart efter ouverturen. Det er hans fødselsdag, og gode venner er på besøg.
Den måske bedste af dem, rabbineren David, har andre planer på hans vegne og indgår et væddemål om, at Fritz alligevel vil lade sig friste til at finde en livsledsagerske. Løsningen er lige ved hånden, den kønne Suzel, datter af en hans daglejere. Og alt går såre godt.
I denne opera er der nemlig ingen fæle skurke - kun en masse skøn, for ikke at sige sødladen musik, og de største dramatiske udsving foregår ikke på scenen, men stiger op fra orkestret. Sagt med en omskrivning af et kendt Storm P.-citat: Operaen ender godt - og det er godt, at den ender.
Operachef Annilese Miskimmon, som ofte har demonstreret sit kunstneriske vovemod, har udtrykt håb om, at publikum vil finde glæde i Mascagnis anden side, der ”kommer frem her - humoren og romantikken i 'L'amico Fritz'”.
Personligt havde jeg da også glædet mig til at nyde et par timers italiensk skønsang og dybest set harmløs orkesterpragt, selvom man gør klogt i ikke at sammenligne Mascagni med hans store samtidige rival, Giacomo Puccini.
Og de første to akter var da også tilforladelige med pil opad.
Men så fulgte tredjeakten, der indledes med et intermezzo lidt a la det i Mascagnis mesterværk fra året før. Og mens musikken endnu klinger, gør en nazist sin entré på scenen, svingende med et hagekorsflag.
Jeg kan kun gisne om, at iscenesætteren, Michael Barker-Caven, har villet minde os om, at Mascagni senere i sin karriere blev en glødende tilhænger af Mussolini, men hvilken relevans har det i sammenhæng med den uskyldige handlingsgang fra anno 1891?
Well, de såkaldte opdateringer (her angiveligt til Alsace 1940) udgør undertiden en spændende fornyelse af operagenren, men operaens uskyld fik sig her et grundigt skud for boven, da vi i slutscenen også blev præsenteret for strakte arme på nazimanér.
Den elskelige David, der i de første akter havde båret en diskret sort kalot, var nu udstyret med armbind - dog ikke med hagekors, men med davidstjerne. Nutidens operaregissører har som regel et ganske stort register at spille på, men i deres komplicerede apparat er der åbenbart ikke indbygget en ”drop det hellere”-knap.
Når forestillingen alligevel kan takseres til tre stjerner, er det takket være en velsyngende Fritz i skikkelse af den amerikanske tenor Scott Quinn og en ret velsyngende Natalya Romaniw som den små Suzel.
Man kunne også glæde sig over, at dirigenten Martin André fik Odense Symfoniorkester til i lange stræk at klinge smægtende - med Henrik Skottes smukke obospil som et af højdepunkterne.