Halal og halleluja i familien

Kristina Aamand leverer et muntert indspark i integrationsdebatten

Hvordan kan vi leve sammen med andre mennesker uden at miste os selv? Hvordan kan vi finde sammen på tværs af kulturer? Og hvordan bliver integration nemmere? Hvis man spørger Kristina Aamand, er det ikke lovmæssige indgreb, der skal til for at løse den sidste problematik, skriver anmelder.
Hvordan kan vi leve sammen med andre mennesker uden at miste os selv? Hvordan kan vi finde sammen på tværs af kulturer? Og hvordan bliver integration nemmere? Hvis man spørger Kristina Aamand, er det ikke lovmæssige indgreb, der skal til for at løse den sidste problematik, skriver anmelder.

Det skulle egentlig have været en roman med en hovedperson, der hed Sklerose-Carina. I stedet blev det en selvbiografisk beretning.

Det fortæller bogens metaspor, der også afslører, at ambitionen var at skrive en idyllisk ”kendskab giver venskab”-indvandrerkrønike, men at det endte helt anderledes. Og det er en af styrkerne hos Kristina Aamand: en åbenhed og ærlighed, der ikke kan undgå at forføre.

Kristina Aamand, født 1972, er sygeplejerske, socialrådgiver, foredragsholder, børnebogsforfatter, klummeskriver med meget mere. Og ingen af delene fornægter sig. Hun bærer sin personlige og professionelle indsigt i indvandrermiljøer med sig, og hun formidler den i en kort og kæk form, som kunne gøre en træt og tummelumsk. Men det gør den ikke.

For der er flere lag i replikken, der både er rap og empatisk, hendes sprog er billedskabende, og hendes budskaber om, hvordan man lever sammen i en familie, rækker langt ud over indvandrermiljøerne.

Et omvandrende kultursammenstød, kalder hun sig selv, flasket op med diskussioner, der får Muhammed-krisen til at ligne en bøvs.

Hendes mor er dansk, hendes far palæstinenser, hendes mand pakistaner, hun er selv kristent døbt og muslimsk opdraget til punkt og prikke, hvor en børnefødselsdag i første klasse blev betragtet som intet mindre end en satanistisk cocktail, fordi den bød på både pølser og drenge“

Den røde tråd i ”På tværs - Kunsten at overleve en pakistansk svigermor” er en eskalerende krise i familielivet. Hvad stiller man op, når det, man troede, var et interkulturelt projekt baseret på gensidig respekt viser sig at være en ensrettet, blind vej?

Når ens mand ikke kan sætte grænser over for sin mor, der manipulerer med tårer og kropssmerter og insisterer på, at traditioner er vigtigere end mennesker og kærlighed?

Når ens krigskræfter efter fem børnefødsler ligger lavt, og man ikke (altid) orker at konfrontere dobbeltmoralen og hykleriet? Og man samtidig nærmer sig de fyrre, og forestillingen om det perfekte liv stille og roligt krakelerer?

Kristina Aamand er en fornøjelig fortæller, der både underholder og stiller gode spørgsmål til livet i en multikulturel familie - og til livet i det hele taget.

Hvordan kan vi leve sammen med andre mennesker uden at miste os selv? Hvordan kan vi finde sammen på tværs af kulturer? Og hvordan bliver integration nemmere? Hvis man spørger Kristina Aamand, er det ikke lovmæssige indgreb, der skal til for at løse den sidste problematik.

I stedet skal man forsøge at støtte de unge, så de får styrke og mod nok til at træffe selvstændige valg - som for eksempel hvem de vil giftes med, og hvem de vil have sex med - og dermed til at modstå presset fra en eventuel pakistansk svigermor, der i bogen bliver citeret for følgende:

”Man kan lære at elske hinanden, det siger svigermor. Forelskelse er rod, kemi går væk, passion er en frugt. Ægteskab er, når man bygger et liv sammen, et bånd imellem familier, laver børn, ro og orden. Det andet er sindssyge.”