Halfdan Pisket skubber altandøren i sin lille Amagerlejlighed op og får ild på en cigaret, blæser røgen ud i novembersolskinnet.
”Han døde lige dér,” siger han og peger over mod sengen i hjørnet af stuen.
Det er den 35-årige tegneserietegners far, vi taler om.
”Jeg stod faktisk midt i en kunstudstilling på Charlottenborg og var ved at blive interviewet, da min mor ringede. Hun sagde, at jeg skulle komme hjem og hjælpe med at gøre ham i stand, give ham pænt tøj på og sådan. Det troede jeg ikke, jeg kunne, men det var faktisk det mest naturlige i verden. Så lå han hér i fem dage og gik fra at være lun til at være kold og stiv,” siger han.
Halfdan Piskets far, der døde for halvandet år siden, er en hovedkarakter i sin søns forfatterskab. I Piskets roste ”Danskertrilogien”, der består af enkeltværkerne ”Desertør” (2014), ”Kakerlak” (2015) og ”Dansker” (2016), fortælles i karakteristiske sort-hvide tegninger historien om en mand, der i 1970’erne flygter fra et militærfængsel på grænsen mellem Armenien og Tyrkiet og beslutter at rejse til Danmark som gæstearbejder. Her stifter han familie, men bliver også hashpusher, misbruger og bistandsklient. Og på sine ældre dage må han se sine dæmoner i øjnene og spørge sig selv, hvad der er meningen med det liv, han har levet.
”Danskertrilogien” er udkommet i ni lande og er netop kommet i 20. oplag på dansk. Sidste sommer vandt den prisen for bedste tegneserie på tegneseriefestivalen i Angouleme i Frankrig, der anses for at være den vigtigste i verden. Herhjemme er den i litterære kredse blevet rost for at give et sjældent indblik i livet som fremmedarbejder, samtidig med at den har fået flere til at få øjnene op for tegneserien som kunstform. Halfdan Pisket er således første danske tegneserietegner nogensinde, der har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
Den slags forpligter, og det er ikke skam, siger han, men noget lignende, der gør, at han bruger otte timer hver dag ved sit tegnebord. De seneste seks år er det blevet til 700 udgivne sider plus det løse, og 300 af dem ligger foran os på sofabordet i form af den seneste udgivelse, ”Døden”.
Den blev til efter en nødvendig pause i arbejdet, fortæller han. Ugen før sidste bind af trilogien skulle udkomme, fik hans far konstateret uhelbredelig kræft.
”Og det kom oveni en galopperende demens,” tilføjer tegneren.
Halfdan Pisket tog plejeorlov, flyttede ind i faderens lejlighed, og de nåede at bo sammen i halvandet års tid. Den dag, det sluttede, havde faderen på forhånd sagt, at han ikke ville leve mere. Han havde nogle piller, han kunne tage, og døden kom derfor ikke som nogen overraskelse for nogen af dem. Da Halfdan Pisket tog hen til kunstudstillingen på Charlottenborg, havde de allerede sagt farvel. Der gik en måneds tid efter dødsfaldet, så begyndte han at tegne på ”Døden”.
”Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg ville lave en tegneserie om nogle af alle de mennesker, jeg kender, som er døde. Egentlig handler den ikke om den type dødsfald, som min fars var. Det er mere det der kæmpechok, den slags død, hvor man står i køleskabet og er ved at smøre sig en leverpostejmad, og telefonen ringer, og så er der bare én, der er taget af sted,” siger han.
Den chokerende død mødte Halfdan Pisket, da han var i begyndelsen af 20’erne og mistede sin bedste ven. Han begik selvmord, og det er blandt andet dén oplevelse, der har leveret inspiration til den nye tegneserie:
”Det var sådan et vejr her, og jeg var meget forelsket i min kæreste. Og så fik man et telefonopkald, der fik én til at føle, at man bare jordede ind i en væg. Så gik der lidt tid, og det blev bedre, men man blev nok også mere alvorlig. Næste gang, det skete, var det ikke lige så dramatisk, men det var et stort chok første gang at se døden tæt på. Det minder én om, at vi ikke skal være her ret lang tid,” siger han.
I ”Døden” nærmer man sig slutningen stille og roligt, gennem tegningerne. Det begynder med to små drenge, en strand og et hav med nogle vindmøller. Meget lig dem, man kan se i horisonten fra Amager Strandpark ikke ret langt herfra.
På stranden ligger en båd. Den er ejet af en kutteklædt herre, og han er altid med et sted i baggrunden, som historien glider frem, også i gode stunder. Som når de to venner i tegneserien, Yusuf og Rafil, er ude at bade. Der sker dem ikke noget, men den kutteklædte er med dem, sidder i klitterne og holder øje.
Drengene vokser op, og mens Yusuf har svært ved at finde ro, både i sit forhold til kæresten Alma og i arbejdslivet, får Rafil sat stolen for døren. Han får konstateret hjernekræft og må acceptere en uretfærdig skæbne. En sen aften sidder den kutteklædte og spiser suppe hos en ældre kvinde, da han på mobiltelefonen (for selvfølgelig har døden mobil) får et opkald fra en seng på Rigshospitalet. Her ligger Rafil med slanger ind og ud af næsen, i heftige smerter.
”Undskyld, jeg forstyrrer, men kan du komme?”, spørger Rafil.
”Selvfølgelig, jeg kommer med det samme,” svarer døden, men der er lidt, de skal igennem, før Rafil får lov at følge med. Og senere skal det vise sig, at han ikke er den eneste, der tager af sted.
Døden i tegneserien er både en karakter i sig selv, han er karakterernes syn på døden og en slags alvidende fortæller, siger Halfdan Pisket.
”Men han er jo også bare den her filejs, som er på arbejde. Så er han nede at købe ind, så hænger han i en baggård. Og ja, han kan også være venlig. Han har en mobiltelefon, fordi jeg tror, det kan være nødvendigt for os alle at kontakte ham engang imellem. Det kan også være, når man står ved en skillevej i sit liv og tænker: Er det den her vej, jeg skal gå? Skal jeg fortsætte ud af det samme spor, eller skal jeg lave nogle ændringer? Døden kan også være begyndelsen på noget nyt. Sådan ser jeg det meget selv.”
Halfdan Pisket trækker sin dynejakke på og slår altandøren op igen, tænder endnu en cigaret. Et par gader væk høres en sirene.
Til ”Døden” har han brugt beretninger fra venner, der har haft dramatiske dødsfald inde på livet. I fortællingen hører man om ”konflikten”, der udspiller sig på gaderne, og døden kommer også og henter en fyr, da han er blevet skudt ned foran en kiosk.
Noget andet, Halfdan Pisket har brugt, er dagbogsnotater fra perioder, hvor han selv har været deprimeret. Og han har brugt sine egne oplevelser med at blive diagnosticeret med sklerose sidste sommer.
I dag er han velmedicineret og mærker ikke sygdommen, men til at begynde med så han dobbelt og mistede følelsen i sin tegnearm – og han blev smadderbange.
”Da jeg fik diagnosen, kendte jeg til to, der havde det, og de var begge blevet lamme fra livet og ned. Jeg havde en følelse af, at hvis jeg skulle gøre noget, skulle det være nu, og man kan godt se det som en slags død, synes jeg. Den slags død, der også har noget godt i sig,” siger han.
Sådan en død er ”Døden” på sin vis også:
”Nu har jeg været ked af det i tre-fire år, fordi min far var syg. Jeg har ikke kunnet mærke succesen, fordi jeg har været i livskrise. Men nu kan jeg faktisk se på trilogien og tænke: ’Hvor er det sindssygt, jeg har lavet det der!’. Nu handler det om at give mig selv lov til at tegne og bevidst prøve at lave noget andet, end jeg har gjort hidtil. For det er svært at få at vide, at det, man laver, er det fedeste i verden, og så lige gøre det en gang til,” smiler han.
Det næste projekt bliver i farver, afslører han. Han går ind og sætter sig ved det digitale tegnebord for at tegne et par streger. Han hører som regel lydbog, mens han tegner, og én af dem, der har kørt under arbejdet med ”Døden” er ”Kongens fald” af Johannes V. Jensen.
Når man vandrer rundt i hans lejlighed, mødes man af lidt forskellige billeder: En blyantstegning af den enøjede talebaner og terrorist Mullah Mohammed Omar hænger i stuen. I tegneværelset findes et oliemaleri, Halfdan Piskets far engang byttede sig til for hash på Christiania. Over elmåleren står et ikonbillede af Jomfru Maria i strålende guldglorie.
Halfdan Pisket er vokset op med ikke-troende forældre. De fejrede ikke engang verdslig jul, selvom hans mor er pæredansk og født på Mors. Hun var vokset op i Indre Mission, fortæller han, og havde sit eget opgør med religion. Han tror derfor heller ikke selv og er mere til Monty Pythons version: Vi er her omtrent 70 år, og resten af tiden er vi her ikke.
”Da min far døde, blev det tydeligt, at livet er den varme, der forlader kroppen. Men det er også rart at mærke, at den energi, der er i livet, ikke forsvinder. Om der er en Gud eller ej, ændrer det ikke ved, at vi holder os i gang og gør noget. Man bliver jo nødt til at tro på ét eller andet. Man kan ikke gå rundt og være nihilist hele tiden,” siger han.
Det er i samme ånd, han har valgt ikke at sætte billeder på, hvad der er på den anden side af stranden eller havet i ”Døden”:
”Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle tegne dét sted. Det ved jeg ikke noget om, det ved ingen af os. Men det kan være, jeg laver en tegneserie om det, efter jeg er død.”