Prøv avisen
Teater

Halløj i det identitetspolitiske hurlumhej-hus

3 stjerner
Billede fra forestillingen. Foto: Emilia Therese/Det Kongelige Teater

Othello er en mørk, lesbisk kvinde – mændene er onde, undertrykkende eller latterlige på Det Kongelige Teater

Tæt omsluttede sidder de på scenen, Othello og Desdemona, der danner svimlende centrum for en af teaterhistoriens mest berømte kærlighedstragedier. Et dystert studie i jalousiens psykologi. Den hvidklædte Othello og den sortsvøbte Desdemona omfavner, brydes, bekæmper, forkaster, længes og giver sig omsider helt hen i en kropslig ambivalent kærlighedskamp. Og så slår skinsygen til, ”det frådende uhyre med grønne øjne”, som bliver til elskeren Cassius’ billede bag den elskedes ryg i forestillingens fineste scene.

Elisa Kragerups iscenesættelse af Shakespeares storslåede jalousi-stykke ”Othello” er et vildt og vulkansk livtag med den klassiske fortælling, der dog samtidig forceret forsøger sig som kønspolitisk korstog. Den tragiske titelfigur i Kragerups fortolkning er nemlig som noget nyt en mørklødet lesbisk kvinde. På en baggrund af stive sorte jakkesæt, som tårner sig op omkring fortællingen, står hun frem i sin kridhvide sportsdragt. En ensomt kæmpende valkyrie i en hvid mands verden.

Shakespeares klassiske tragedie om den eksotiske sorte hærfører, der i et anfald af besættende skinsyge myrder sin hustru, er et dyk ned i menneskelivets urhav af affekter. Det er dyret med hvæssede tænder, som viser sig, når civilisationens fernis fordufter. Almene temaer som jalousi, isolation, hævn, had, frygt og fremmedhed er i spil. Så hvorfor nu denne idé om at gøre Othello til kvinde? Et spørgsmål, man uvægerligt stiller sig i stolerækkerne, og som selv ved tæppefald synes at stå ubesvaret hen.

Elisa Kragerup har før succesfuldt sat Shakespeare i scene med ”Romeo og Julie” og ”Sonetter”, ligeledes på nationalscenen, hvor hun har vist sig som en modig moderne klassikerfortolker. Der er ingen elizabethanske kostumer eller tungt taleteater over hendes dynamiske og fysikalske fortællestil; en på flere måder fungerende tilpasning til tiden, som foreslår, at Shakespeare ikke nødvendigvis er støvet kostumedrama med stiv gestik.

Men med Othellos kønsskifte trækkes en feministisk dagsorden ned over stykket, som føles mærkeligt moraliserende og ude af trit med tragedien ellers. Det er mindre betydningsfuldt, om Othello er kvinde eller mand, hetero eller homo. Det glemmer man alligevel undervejs, hvorfor det rent dramaturgisk ikke tilfører nogen nævneværdig værdi.

Til gengæld trækker det nogle interessante scener fra, som må udelades, fordi de handler om kvinden og mandens indbyrdes (køns)roller i ægteskabet.

Den unge Lila Nobel gør ikke desto mindre en fin figur som titelrollens Othello. Hendes krigshelt står stolt, moralsk og – nå ja – mandhaftigt mod horden af lystne, lattervækkende liderbukke, der truer med at tage Desdemona fra hende. Dog mangler man for alvor at mærke desperationen i hendes labyrintiske fald ned i jalousiens klaustrofobiske sump, når skinsygen forvandles til sindssyge. Netop her ligger tragediens brillante kerne gemt; i det indre mørke, som kan antændes og opildnes i enhver. Desværre drukner Lila Nobels ellers fine spil lidt i den store staffage og billedmættet koreografi.

Som stykkets spilfordeler, Othellos forrådende fenrik Jago, er Jens Jørn Spottag overbevisende med sin snedige, slangeagtige kølighed. Han leder slagets tragiske gang med mestermanipulation og rystende ro. I musikalsk samspil med Peter Christoffersens forfængelige adelsfims Roderigo fremfører han et svendestykke i kunsten at finde folks svagheder og bruge dem til sin egen fordel. Som ældste spiller på scenen er han tydeligt den dæmoniske dukkefører, der står ildevarslende og alene tilbage, når alle på sand Shakespeare-vis ligger døde hen til sidst.

Der er flere fine tangenter i Det Kongelige Teaters ”Othello”-opsætning: Jonas Flys billedlige scenografi, Jeanett Albecks poetisk musikalske indslag, Niels Brunses tekstbearbejdning. Derfor er det beklageligt, at tragedien har været en tur i det identitetspolitiske hurlumhej-hus, hvor automatreaktionen for tiden er at lade karaktererne skifte køn på scenen.