Var det ikke for min gode nabo, var jeg næppe kommet til Bayreuth og de årlige festspil for at overvære Wagners opera ”Tannhäuser”. Han har invitereret min kone og mig til at overvære generalprøven på operaen, som han selv skal synge i. Han optræder som den mægtige Landgraf Heinrich.
Bas-sanger er han, og han har den statur, man forbinder med den slags. Han er stor, både hvad kropsbygning og stemme angår. Der skal kraft og volumen til at synge de partier i operaen, som han skal. Og det har han. Jeg kan altid høre, når han er hjemme og ude i haven, for hans stemme trodser let de hundrede meter med træer og krat, der er mellem hans terrasse og min.
Til daglig kender jeg ham bare som Stephen, far til en dreng, der har leget med min søn, og som naboen, jeg deler en flaske øl eller vin med, når vi har tid. Men i Bayreuth er han ’Herr Milling’ eller ’Landgraf Heinrich von Thüringen’. Her synger han med verdenseliten af sangere, instruktører og dirigenter. Som andre store wagnersangere har han sit eget ølkrus med navn indgraveret i låget på byens ældste værtshus, restaurant Weihenstephan, og her er der ingen ende på den respekt og hjertelighed, der møder ham.
Vi kørte sammen til Bayreuth, da han lige havde været hjemme et par dage for at slappe af, før det for alvor går løs til festspillene. Da jeg på alle måder kun ved lidt om Wagner og kun har hørt og set ”Den flyvende hollænder” i forvejen, var – og er – jeg komplet novice i forhold til alt, hvad dette angår. Jeg kender mest til fordommene om Wagner, som er politisk fedtet ind i Hitler-tiden. Hitler var Wagner-fan og fulgte hvert år festspillene i Bayreuth, så der var mange, der efter krigen havde det svært med Wagner. Sådan var det også hjemme hos mig. Mine forældre kunne ikke lide ham. Og selv kunne jeg bedst klare en let opera af Mozart eller Verdi, men ikke Wagner.
Mens vi kørte ad de tyske motorveje, fik jeg besked om ”Tannhäuser” og den aktuelle opsætning, der nok vil blive sunget ord for ord, som jeg har læst i librettoen, men alligevel vil blive meget anderledes. Havde jeg forestillinger om, hvordan en opera i Bayreuth ville være, så måtte jeg pakke mine fordomme af vejen, mente Stephen, der så småt var ved at forvandle sig fra min nabo til den professionelle bassanger. Han fortalte, at ”Tannhäuser” i Tobias Kratzers opsætning er alternativ og aktualiserer og nyfortolker i såvel scenografi som tematisk vinkling den gamle opera fra 1845. Jeg kunne se frem til en scenografi, der gør brug af video og af moderne rekvisitter som biler og Burger King-fastfood. ”Tannhäuser”, som traditionelt handler om Venus’ hensynsløse, erotiske kærlighed i modsætning til Elisabeths trofaste og kyske kærlighed, boltrer sig ofte i erotiske scener. Men dem er der kun en enkelt og fatal af i den nye opsætning.
Alt det skulle jeg nu se og høre med egne øjne og ører, og det skulle nok sætte mine fordomme på spil. Og fordomme om tonstunge traditioner og konservative kunstneriske udtryk havde jeg rigeligt af.
Dagen før koncerten gik vi omkring i Bayreuth, hvor alt står i Wagners tegn. Figurer i forskellige farver og på en meters højde af Wagner i dirigentpositur møder man alle steder. Det står rundt omkring og oplyser forskelligt om hans virke og biografi. Butikker, gader og mad er opkaldt efter operafigurer. Her er findes et Parsifal Apotek, en Lohengrinstrasse, og et morgenmadsmåltid for to, der hedder Tristan und Isolde. Byen har fået Wagner-feber, som Odense herhjemme har fået H.C. Andersen til at fylde det hele.
Vi besøgte Wagners hus, som er lavet om til museum. Her får man Wagners og hans børn, børnebørn og oldebørns historie. Nogle familiemedlemmers nære forbindelse til Hitler ser man her, uden at der er gjort forsøg på at forklejne den. Trods familiestridigheder om den rette måde at forvalte den musikalske arv på er det stadig Wagnerfamilien, der styrer de årlige festspil.
Da dagen oprinder, hvor vi skal se og høre ”Tannhäuser”, tager vi vores pæne tøj på og sveder med anstand på den korte tur fra hotellet op igennem parken til festspil-bygningen. Vi skal overvære, hvad Wagner-elskere raskvæk betaler 2000-3000 kroner for, og som de vil give deres halve arm for at komme til. Det er lidt flot, at der er plads til en uindviet tilskuer som mig. Men nu er jeg her, og jeg gør mig umage for at følge ordentligt med. Jeg har også forberedt mig hjemmefra. Jeg har hørt operaen og læst librettoen og i diverse operaleksika.
Fordi det kun er en generalprøve, lufter publikum ikke de store kjoler. Det er i og for sig skuffende uformelt med mange i korte bukser og sandaler ved den fine træbygning. Men da vi først er inde i salen, skuffer sted og publikum ikke. Festsalen er enkel i sin udsmykning og holdt helt i træ. Man ser hen over orkestergraven og ned på scenen.
Tre minutter før tid bliver der helt stille i salen. Luften er som ladet med euforiske stoffer, der siver ud af det gamle træværk, og magien og forventningen fylder langsomt salen. Præcis klokken fire bliver dørene lukket og låst med høje kliklyde, der gør det klart, at vi nu er låst inde – eller ude – og befinder os i vores egen verden.
Lyset forsvinder – vi sidder i mørke.
Så begynder ouverturen. Jeg har hørt den nogle gange på forhånd og genkender temaet. Tæppet går og en film bliver vist på det store lærred. Vi er i bogstavelig forstand på vej, for over lærredet ruller en Citroën kassevogn fuld af cirkusfolk. En dværg og en sort transvestit i skriggult strutskørt sidder på bagsædet. Foran sidder en klovn, og en kvinde klædt i stramt sort tøj med glimmer fører bilen. De standser ved en Burger King og køber ind. Hun – der viser sig at være operaens Venus – kører hensynsløst en politibetjent ned. Det giver klovnen – der viser sig at være sangeren Tannhäuser – dårlig samvittighed.
Ind på scenen ruller nu en ”rigtig” Citroën med Venus og Tannhäuser, der syngende begynder at diskutere. Det er her, jeg får det første chok. Venus spilles af en lille kvinde, men hvilken stemme! Den overgås kun af Elisabeths – hun spilles af den unge, norske sopran Lise Davidsen. Hun er indbegrebet af alt, hvad jeg forbinder med en wagnersk kvinde: stor, blond og i klassiske gevandter. Hendes stemme blæser os tilbage i sæderne.
Elisabeth møder vi, efter at Tannhäuser har sagt farvel til Venus og den populære kultur, som hun repræsenterer. Da han har forladt Venus’ verden står han pludselig uden for Bayreuths festspil-teater, hvor hans liv og kunst tidligere har udfoldet sig. Tannhäusers valg står således mellem to kvinder, der repræsenterer hver sin kulturform.
Uden for scenens teater får jeg pludselig øje på min nabo, der nu er forvandlet til Landgraf Heinrich. Som en kættersk tanke slår det ned i mig, at jeg kunne råbe: Hej, Stephen! Men jeg gør det ikke. Jeg tilhører ikke Venus’ trup.
Med sin dybe, autoritative bas overtaler Landgraf Heinrich Tannhäuser til at blive, og han arrangerer også en sangerdyst. Tannhäuser smider sit klovnekostume og får sit Bayreuth-tøj på, men han ender alligevel med at skandalisere Bayreuth, idet han besynger den folkelige Venus i stedet for den finkulturelle Elisabeth. Imens Tannhäusers rival og ven Wolfram synger, sidder Venus i salen og gør grin med ham. Hun keder sig demonstrativt og håner alt det, Bayreuth står for. Hun er inkarnationen af den platte og trivielle populærkultur, som et stykke tid får lov til at lave halløj i operaen.
Operaen udvikler sig således til et metadrama, der konstant kommenterer sig selv. Fiktion og virkelighed blandes, idet man med vi- deotransmission kommer bag scenen, samtidig med at der bliver sunget fra scenen. Det gør dog ikke forestillingen til en slem postmoderne kliché. Det er nærmest også umuligt på dette sted, hvor hundrede korsangere, hundrede musikere, 10 mestersangere og en fantasifuld scenografi udfolder en fortryllende æstetisk urkraft. Ikke et øjeblik lades vores sanser i fred, ikke et øjeblik bliver der tid til at kede sig. Det er opera i højeste gear.
I pausen mellem anden og tredje akt kan man uden på huset se Venus’ sorte banner, som hun har hængt op i en videosekvens, hvori hun på en stige kravler ind i operahuset. På banneret står hendes vision, som Wagner selv har formuleret:
Frei im Wollen! (Fri til at ville!)
Frei im Thun! (Fri til at handle!)
Frei im Geniessen! (Fri til at nyde!)
Venus’ illegale pirat-vision har Wagner således selv dyrket. Og således giver det også mening, at opsætningen på en gang kan gøre grin med den wagnerske opera og dyrke den ganske uforbeholdent, som det sker i tredje akt. Her er Venus så godt som ude af billedet, og man får klassisk opera for fuld tenor og baryton, da Tannhäuser og Wolfram går i rette med hinanden over Elisabeths blodige lig.
Kun i døden kan Tannhäuser og Elisabeth forenes, og det sker på ironisk vis i operaens slutsekvens, hvori de på filmlærredet kører af sted på landevejen i Venus’ bil. Høj- og lavkultur er her forsonet. Nok er der forskel på klassisk og populær kultur, men de deler dog i sidste ende en drøm om den mangfoldige og frie livsudfoldelse.
Dagens sidste akt finder sted på restaurant Weihenstephan. Her bliver forestillingen diskuteret, mens vi får øl, vin og sen aftensmad. En Wagner-entusiast kritiserer opsætningen for at være for poppet i sin aktualisering. Man kan og bør ikke udsætte en Wagner-opera for sådan en behandling. Det tager idéen ud af den, og det ophæver operaens fortryllelse og forførelse.
Men Herr Milling, sangeren og kunstneren, er af en anden mening. Det er nødvendigt at opdatere Wagner, som det her er gjort. Det er ikke bare nødvendigt, hvis man skal have fat i et yngre publikum, det er også nødvendigt for kunstnerne at få nye udfordringer – ligesom det er for stampublikummet! Hvis ikke det gamle teater skal dø, må det fornyes.
Man må på god konservativ vis forandre for at bevare, stemmer jeg i. Og det er vel i bund og grund også det, ”Tannhäuser” kommer til at handle om og selv demonstrerer i Kratzers regi. Der skal være plads til halløj i operaen, for at et sted som Bayreuth på levende og overbevisende måde kan udfolde al sin hæmningsløse patos.