Halvbagt feministisk forsvar for fri abort

Der er sort samtidssatire på en bund af blodigt alvor, men det kniber med struktur og sammenhæng i den prisvindende norske roman ”Jeg nægter at tænke”

Det er i sig selv sigende, når en granvoksen forfatter skriver en ungdomsroman om en granvoksen kvinde. ”Jeg nægter at tænke” handler om at være kuldsejlet i livet. Om at vakle og miste fodfæste, om at sky ansvar og voksen-livets forpligtelser, selvom man nominelt er langt fra de forvirrede, formative ungdomsår.

Afsættet er en lægekonsultation. Hovedpersonen Hedda er kommet i uføre. Den 33-årige arbejdsløse freelancejournalist er på én gang blevet gravid og forladt af sin kæreste, en verdensfjern akademiker, hun stadig er håbløst forelsket i. I stedet for henvisning til en abort får hun hos lægen besked om, at en ny lov pålægger hende tre dages betænkningstid. Men Hedda nægter at tænke. Hun vil bare have ”kort proces”, og som en pueril politisk modstandsaktion nægter hun at tage den statspåtvungne tænketid på sig.

De tre dages trodsige tanketomhed erstattes imidlertid af en sjælelig selvransagelse; på en rejse gennem det tilsvarende kriseramte Europa melder en storm af eksistentielle spørgsmål sig: ”Kan noget, der aldrig rigtig er begyndt, overhovedet slutte?”, ”Hvad er liv?” og videre i den dur.

Journalist og forfatter Lotta Elstad debuterer på dansk med en sort satirisk samtidsroman om et ømtåleligt emne. Der er tale om en kommentar til abortdebatten, som den udspillede sig hos vores naboer mod nord et par år tilbage, da det norske svar på Kristendemokraterne, KrF, foreslog en lov om såkaldte refleksionsdage inden en eventuel abort. Men hvad umiddelbart begynder som et forsvar for kvindens frie ret til abort ender langt mere mudret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den frihed, Hedda efterstræber, viser sig nemlig at være behæftet med problemer.

For der er noget gennemgribende apatisk over vores protagonist. Hun venter. Hun nægter. Hun følger med. Flyder. Tager ikke stilling, men kastes viljeløst rundt af tilfældige indfald og andres beslutninger. Et barn af tiden, der har lært at sige fra, men ikke til.

Elstad skriver sig ind i en strøm af ny nordisk litteratur, der har den digitale melankoli – den flygtige, fremmedgørende modernitet – som sit omdrejningspunkt, slående opsummeret i et trafikskilt på Heddas vej til Athen: ”Der er ikke længere nogen hastighedsgrænse. Kør, så stærkt du vil.” Verden er åben, uigennemskuelig, porøs. Et væld af popkulturelle referencer, Tinder, Netflix, Beyonce, Kaney West, Kardashians, udgør romanens tidstypiske inventar, der krydsklippes sammen til en kaotisk handlingshob. Det er samme digitale dystopi, vi kender fra hjemlige lyrikere som Caspar Eric, når Hedda romantisk drømmer om lige så meget nærvær i sin seng som i sit nyhedsfeed på Facebook. Men der balanceres faretruende på kanten af en moderne kliché.

Også stilen er hentet fra SoMe-sfæren og har statusopdateringens knappe, flygtige form. Forpustet, accelererende, rapsodisk. Figurerne er fjerne og skabelon-flade som dem, vi møder i kommentartrådene i de yderste egne af internettet. Som Tinder-bekendtskabet Milo, der inkarnerer tidens værditomme nomadeeksistens, og som udspyr løsrevne, tvivlsomme fakta i én uendelig ordstrøm a la internettet.

Man aner en modernitetskritik under det hele. Robotterne overtager arbejdet, prekariatet er den nye underklasse, ungdomsarbejdsløshed, opbrud og en overfladiskhed i relationerne, der gør os til ensomme satellitter frakoblet hinanden og den store sammenhæng. Savnet af substans, forpligtelse og fællesskab sænker sig som en mal du siècle-tristesse over den ellers så galgenhumoristiske roman og står som det nok klareste budskab tilbage i den forplumrede fortælling.

For alt for lange stræk former sig som endeløse sludrende foredrag om alt fra Muhammed Ali over feministisk teori til den fri bevægelighed, Putin og kaninavl. Der en villet intellektualitet, der hober sig op som en fabulerende ordflom af fakta og halvbagt civilisations- og samfundskritik. Der er for mange platituder. Lidt for fortærskede scener uden indholdsmæssig prægnans.

Bedst er Elstad, når hun dropper attituderne og bare er skarpsindig observatør af samtidens barokke optrin og små hverdagsabsurditeter.

Men romanen vil meget. For meget. Og den spredte fægtning giver et afsøgende, skitseagtigt præg. Det største problem er inkonsekvensen. Hvad, der lægger fra land som et feministisk abortforsvar, ender – uforvarende, nærmest snublende – som det modsatte, når Hedda undervejs i sin subversive tankemodstand konfronteres med frihedens slagsider: arbejdsløshed, kærlighedsløshed, meningsløshed.

Måske er der også en pointe i det. Men det er svært helt at sige, hvad vi skal med Lotta Elstads rodede roman.