Halvhjertet hyldest til Halfdan Rasmussen

Der er fine tangenter i teaterkoncert om Halfdan Rasmussens univers. Stærkest er, når den svære balance mellem tragik og komik rammes, svagest, når der forfaldes til forkrampet gøgleri

Halfdan Rasmussens velkendte hvide frisure, tunge akademikerbrille og rullekrave bæres af skuespillerne Anne Sofie Wanstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Stine Stengade og Henrik Lykkegaard, der her også har fået pels og hat på. –
Halfdan Rasmussens velkendte hvide frisure, tunge akademikerbrille og rullekrave bæres af skuespillerne Anne Sofie Wanstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Stine Stengade og Henrik Lykkegaard, der her også har fået pels og hat på. – . Foto: Büro Jantzen.

To timers energisk hyldest til den store rimsmed og folkedigter Halfdan Rasmussen er en løjerlig, forpustende fornøjelse om bord på en løbsk cirkusvogn.

”Jeg skriver sjove digte. / Jeg skriver også triste. / De første læser andre folk. / Selv læser jeg de sidste.” Sådan beskrev Halfdan Rasmussen selv sit forfatterskab, som balancerede lige så meget i det dybe og alvorsfulde som i det fjollede og legesyge.

Bedst kender vi ham dog trods alt for det halfdanske ord-artisteri og den meningsmættede nonsensdigtning. For børneremserne, ABC’en og de skæve figurer som lille frække Frederik og Onkel Karfunkel. En inkarneret institution i den danske børnelærdom.

Der er ingen tvivl om, at Nørrebro Teaters nyeste skud på det litterære teaters stamme, ”Noget om helte”, sympatisk bestræber sig på at betone begge sider af Rasmussens skæve rimunivers. I så henseende lægger den sig fint i forlængelse af sidste års succesfulde poetiske livtag med Benny Andersens digtning, ”Svantes lykkelige dag”.

Der er da også flere fine tangenter i den nyuddannede instruktør Johan Sarauws debutforestilling. Stærkest står teaterkoncerten, når den rammer den svære balance mellem tragik og komik, som Halfdan mestrede så sublimt. Den forfalder dog desværre hurtigt til det forkrampede med de gøglede, grimasserede gevandter, man har iklædt Rasmussens rim.

Formen er frit associerende, men tager tekstnært udgangspunkt i Halfdans ”Tosserier” – syv små samlinger af digte, som med den rasmussenske genkendelige komik og det billedrige sprog behandler alt fra længsler og drømme over hverdagens trivialiteter til den store kærlighed og døden. Man skal ikke tage fejl af de beskedne remser – for bag det sproglige spil og de kække rim gemmer sig flere skarpsindige observationer. En idealistisk insisteren på humanismen.

I den nørrebroske iscenesættelse har man bestræbt sig på at mime det legesyge, nysgerrige og drømmeriske. Scenografisk befinder vi os i et stiliseret pastel-etablissement med en lysegrøn skurvogn som centrum for de akrobatiske klovnerier. Særligt sprælsk er den nyuddannede Albert Stein Ankerstjerne, som spjættende og vridende sig lægger krop til den mere falde-på-halen-agtige afdeling af fortolkningen. Den tilsvarende nyudklækkede Anne Sofie Wanstrup gør en god figur med modsat myndig skarphed i replik og blik – og med sin skære sangstemme ikke mindst.

De unge talenter er parret med to mere erfarne kræfter; Henrik Lykkegaard, som med sin revyro hviler hjemmevant i det humoristiske, og Stine Stengade, som standhaftigt og solidt følger trop og supplerer med et fint, poetisk nærvær. Alle er de kloner af forfatteren med den velkendte hvide frisure, tunge akademikerbrille, rullekrave og brunlige gabardinebuks. Hele Nørrebro Teaters Folkekor synger med fra scenen, som Halfdanner på stribe, og bidrager til det surreelle udtryk.

Mellem poetiske tableauer og nye musikalske fortolkninger af de kendte tekster mærker man dog, at det ikke står helt klart, hvilket ben man egentlig vil stå på. Dramaturgisk bliver det derfor en lidt gakket gangart gennem Halfdans tekster. I en egentlig ædel bestræbelse på at kaste nyt lys på den gamle ordjonglør har man sendt hans rim og remser i en vridemaskine af skrig, skrål, sang og spjætten. Man fanger i den hæsblæsende forbifart desværre kun fragmenter af tossestregernes dybere lag. Allerbedst fungerer det, når det hektiske, ordskrydende tempo kortvarigt brydes – som til slut, hvor vi synges ud med en bevægende ballade om at bevare det barnlige blik. Forestillingens egentlige budskab.