Halvhjertet roman eller folkeligt gennembrud? Kærlighedsfortælling fra København deler anmelderne

Lone Hørslev har skrevet i alverdens genrer, og med den historiske kærlighedsfortælling ”Halvt i himlen” tager hun for første gang livtag med den bredere roman. Et muligt folkeligt gennembrud, mener en anmelder

Halvhjertet roman eller folkeligt gennembrud? Kærlighedsfortælling fra København deler anmelderne

De to søstre Dagmar og Ellen bor i en elendig lejlighed i 1920’ernes København sammen med deres mor og deres storebror, der begge har travlt med at advare dem mod at bringe skam over familien. Deres lykke er tilsyneladende gjort, da de begge får plads på Oscar Davidsens smørrebrødsrestaurant, og de forstår at krydre deres hårde arbejde med fest. Således møder de en aften i Tivoli et par unge mænd, som de forelsker sig i, og så er scenen sat til en fortælling om familiehemmeligheder, erotik og længslen efter et andet liv.

Det er sin oldemors historie, som Lone Hørslev her fortæller, og det gør hun godt, mener Anne Sophia Hermansen . I Berlingske skriver hun nemlig, at hun læste romanen i et stræk og tog sig selv i at savne de to søstre, da sidste side var vendt; at Lone Hørslev har omgjort sin families hemmeligheder til ”laber litteratur” i en ”fortryllende og vellykket familiekrønike”.

”Halvt i himlen” er dog ikke blot en roman om familiehemmeligheder, ikke blot et forsøg på at modernisere romancen som genre. Den er også en roman om køn, klasse, kærlighed og København, konkluderer Anne Sophia Hermansen, der blot har en enkelt anke, nemlig at Lone Hørslevs skildring af overklassen nærmer sig det karikerede, og det samme gælder skildringen af romanens mænd:

”Næsten hele bundet er en flok sjufter, charlataner, slynger og skvat. Hvorfor? Når det er sagt, så fungerer ’Halvt i himlen’ som en ambitiøs romance, og søstrene er gjort af det stof, der kan guide os gennem mange flere fortællinger om det 20. århundrede.”

Det bliver til fire stjerner ud af seks, mens der i Politiken falder det samme antal hjerter fra Lilian Munk Rösing, der ender med at overgive sig til romanen, selvom den et stykke inde forekom hende en kende for triviel. Men der var en scene, der slog benene væk under hende, hvor det hele blev vendt rundt, og hvor manden ender som objekt for kvindens nydende blik:

”Som Hørslev har udtalt i et interview her i avisen, har hun med bogen, som er baseret på hendes oldemors ungdom, blandt andet ønsket at formidle, i hvor høj grad en ung fattig kvindes liv dengang har været et fængsel. Men hun formår også at give de unge kvinder et eget blik og begær; en slags retrospektiv litterær godtgørelse for deres kummer.”

Lilian Munk Rösing roser desuden Lone Hørslev for det veldrejede plot, for en god og sanselig skrift, og selvom forfatterens aforistiske fortællerkommentarer sine steder virker forstyrrende på hende, tøver hun ikke med at spå, at ”Halvt i himlen” bliver forfatterens folkelige gennembrud.

I Weekendavisen er Lars Bukdahl dog langtfra enig med hende i den antagelse:

”Lone Hørslevs nye roman er en halvhjertet og kvart engageret familieanekdote om to søstre, der for 100 år siden kløjes i kærligheden så det kan mærkes, men sgu da ikke på læseren,” konkluderer han og savner forfatterens tidligere bøger og hendes tidligere stemme:

”Hvordan kan det være, at det efter 16 år og otte yderligere bøger er blevet lige meget at skrive godt og sjovt og sært og vildt og karakterfuldt? Er det virkelig prisen for at blive lanceret som kulørt hardback-bestseller på Politikens Forlag? Sikke dog en traurig djævlekontrakt!”

Lars Bukdahl forsøger sig med en genredefinition, men hvad kalder man denne tendens, der placerer sig midt mellem auto- og exofiktion? Han foreslår tøvende begrebet mormorfiktion, men undrer sig såre over, at resultatet ikke er mere engagerende, når man som her tager fat i de nære og familiære relationer:

”Måske fordi familiehistorier virker lige så oplagte på forhånd, som de bliver en sur pligt i praksis, og de dramaer, der i familiens løbende overlevering forbliver sindssygt oprivende, hurtigt kommer til at virke både banale og skingre i en kunstnerisk forpligtende formatering.”

Heller ikke i Kristeligt Dagblad er der stor begejstring at spore hos Rasmus Vangshardt, der giver tre stjerner til en ”flot anlagt københavnerskildring”. Han finder, at romanens kærlighedsforvikling er dens drivkraft, men også at de engang levende personer dør i den fiktive form:

”Hvad der til gengæld absolut ikke driver bogen frem, er en karikeret forudsigelighed i karaktertegningen og fraværet af nogen form for ambition i prosaniveauet. Det behøvede på sin vis ikke at være noget problem i den plotbaserede historiske roman. Men samtidig foregår der det, man kunne kalde en overeksplicitering på læserens vegne, og så er der ikke længere tale om noget godt kunstværk.”

Men den påstand modsiger Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse i Information . Han betegner nemlig romanen, der lader læseren svælge i familiehemmeligheder og cigarrøg og dvæle nostalgisk ved kortklippede kvinder i charlestonkjoler med lange perlekæder, klokkehat og cigaretrør, som veloplagt skrevet og fejende flot. Og han slutter af med at citere søster Ellen, der i romanen fortæller, at hun elsker historier, hvor hun kan få lov at leve sig ind i personerne, hvor hun ender med at blive dem, tænke og leve som dem, og hvor hun følger dem og ender helt uden for tid og sted i selskab med dem. Erik Skyum-Nielsen konkluderer:

”Sådan føles det også at læse Lone Hørslevs roman, som set i forfatterskabets perspektiv markerer en lykkelig landvindingsbedrift, smukt i pagt med søstrenes længsel efter en slags selvherredømme. Går det som planlagt, at bogen får mindst én fortsættelse, hænger man gerne på.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.