Debutforfatters fortælling om en jødisk flygtningepiges skæbne er pågående og rørende

Debutanten Anita Furus roman ”Mit halve liv” er en stærk, rørende og gribende fortælling om en jødisk flygtningepiges skæbne

”Mit halve liv” fortæller en historie om et jødisk flygtningebarn. Men hun deler skæbne med arabiske og afrikanske flygtninge, som kommer til Danmark i dag.
”Mit halve liv” fortæller en historie om et jødisk flygtningebarn. Men hun deler skæbne med arabiske og afrikanske flygtninge, som kommer til Danmark i dag. Foto: Mads Holm/Gladiator

Tre bøger om jødeforfølgelser er det alene blevet til for mit vedkommende dette efterår.

Først Abraham Sutzkever og hans fortællinger fra Litauens Jerusalem, så Anne-Lise Marstrand-Jørgensens om racisme og etnisk-religiøse masseudryddelser i Europa og nærmeste omegn, og nu Anita Furu om en flygtningepige fra Kijev.

”Mit halve liv” hedder romanen om Ruth og hendes opvækst i København og senere skæbne i Spanien og Danmark.

Selvom Furu blot er debutant, har hun et særdeles sikkert greb om både sin historie og sit sprog. Og hun kan godt måle sig med det fine selskab, hun er kommet i – faktisk er Ruths historie mere pågående og rørende end de andres fortællinger.

Uden at blive sentimental skriver Furu med en tårefremkaldende nerve, som dog aldrig får lov at bævre, så det bliver for meget.

Ruth fortæller sin egen historie og om, hvordan hun glemmer den og husker den. ”Mit halve liv” hentyder til, at hun i en stor del af sit liv har ”glemt” sin fortid i Kijev sammen med sin jødiske familie dér. Til hun er seks år, lever hun sammen med sin familie, men da faderen mister livet i en pogrom, sendes børnene i pleje rundtomkring i Europa. Ruth sendes alene af sted med skib fra Sankt Petersborg til København i 1902 og kommer i pleje hos en enlig og velhavende jødisk kvinde og dennes tjenestepige. De tager hende til sig. De elsker hende, men kommer også til at gøre hende fortræd ved at skille hende fra hendes søskende.

Romanen begynder, da plejemoderen dør, og Ruth bliver moderløs og hjemløs for anden gang. Hun kommer til at bo i et andet jødisk hus, men falder ikke til. Hun længes uudsigeligt efter noget, som hun ikke ved, hvad er. Længslen kommer af den rodløshed og mangel på fundamental tryghed, hun som flygtningebarn oplever. At hun er jøde og skiller sig ud, selvom hun og plejemoderen gør alt for at assimilere sig, gør det kun endnu mere problemfyldt. Hun tilpasser sig og bliver gift med en norsk mand, men får alligevel aldrig lov til at til at glemme sit jødiske ophav på grund af antisemitismen.

Hvordan kan man savne nogen, man ikke kan huske, spørger hun sig selv som halvtredsårig. Da er hun lige efter besættelsestiden vendt tilbage til Danmark med sin affældige mand og sin voksne datter.

Det smertelige savn drejer hele romanen sig om, og der sættes kun langsomt og delvist navn på det savnede. Det er så ømtåleligt og så traumatisk, at det knap kan siges. Og det kan kun med besvær fortælles, som det bliver her: som et liv i stumper og stykker.

”Mit halve liv” fortæller en historie om et jødisk flygtningebarn. Men hun deler skæbne med arabiske og afrikanske flygtninge, som kommer til Danmark i dag. Det er altid svært at forholde sig til X antal flygtninge, der bare optræder i en statistik, men når der kommer konkrete mennesker og livshistorier til, bliver det langt lettere. Derfor er en roman som ”Mit halve liv” ikke bare en god bog, men også en nødvendig bog, der minder os om de halve liv, vi intet kender til.