Hamborgs nye musikcentrum er hurtigt blevet et vartegn

Hamborgs Elbphilharmonie er virkelig et besøg værd her i sommertiden. ”Die Elphi”, som den populært kaldes, er en succes, også for byen og borgerne – og så er billetterne billige

Hamborgs nye store vartegn er tegnet af de schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron. Bygningen stod færdig i begyndelsen af 2017 efter års forsinkelse og er hurtigt blevet et tilløbsstykke. Inspirationen til arkitekturen er hentet fra blandt andet teltet, et sportsstadion og antikke teatre. –
Hamborgs nye store vartegn er tegnet af de schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron. Bygningen stod færdig i begyndelsen af 2017 efter års forsinkelse og er hurtigt blevet et tilløbsstykke. Inspirationen til arkitekturen er hentet fra blandt andet teltet, et sportsstadion og antikke teatre. – . Foto: Erik Steffensen.

Vi – de besøgende – er helt inde i hvalens bug. Med åndedræt og øjne følger vi dirigentens flydende bevægelser, og omkring os er der barder, gæller, celler og væv. Vi er én stor organisme i organismen: musikere, publikum, dirigent.

Stedet er Hamborgs Elb-philharmonie i den vestlige del af Hamborgs HafenCity. Det er aften, men byen holder på dagens tætte varme.

Vi er til ”Konzertze für Hamburg” i byens nye, store vartegn tegnet af de schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron. Bygningen stod færdig i begyndelsen af 2017 efter års forsinkelse, men ligger nu dér, midt i Elben, mellem byens centrum og HafenCitys travle dokker med svingende kraner, tunge pakhuse og en stadig vigtig og driftig industri.

Udsigt inde fra bygningen og ud over Elben.
Udsigt inde fra bygningen og ud over Elben. Foto: Erik Steffensen

Synet, der mødte os tidligere: På vej i taxaen mod koncerthuset puffer den pludselig op: et luftsyn, en krone af glas, der har lagt sig som en sprød og glimtende struktur oven på grunden, stenen, pakhuset. Et glas-”massiv”, der kalejdoskopisk reflekterer byen og himlen.

Bygningen er sammensat af to lag. En markant og tindrende struktur beklædt med glas lagt ovenpå og følger facaden på et massiv, det tidligere pakhus, i røde tegl.

Elbphilharmonien rummer to koncertsale og en stor ”plaza”, Hamborgs nye offentlige rum, et samlings- og udsigtspunkt med café/bar og et ydre gangareal, der går hele vejen rundt om bygningen i 37 meters højde.

Plazaen er placeret mellem det gamle, pakhuset, og det nye, glasstrukturen. Man opholder sig bogstaveligt talt på taget af det gamle pakhus! Plazaens bølgende, flydende glasvægge giver udsigt til både by, havn og himmel og vejr og reflekterer lyset. Lyset i vandet i floden i byen... Ud over de to koncertsale rummer bygningen også lejligheder, restauranter, parkeringshus, hotel. Og et mikrobryggeri.

Glasstrukturen kalder på mange billeder: bølge, telt, krone, isbjerg. Arkitekterne Jacques Herzog og Pierre de Meuron har selv udtalt, at inspiration er hentet fra blandt andet teltet, et sportsstadion og antikke teatre.

Ved foden af den imponerende, nærmest fatamorganaagtige monolit indsluses alle besøgende til koncertsalene og plazaen samme sted. I en langsom, lys og glidende bevægelse, via en elegant og meget lang rulletrappe, føres man som besøgende op gennem en passage af lys og flitter. Mindre glascirkler er indlagt i de pudsede lofter og vægge og glimter som fiskeskæl.

Man kommer op på stenens ryg, plazaen, og herfra fordeler publikum sig opad eller ud. Med krop og med blik: Her er en enestående og, hvis man bevæger sig udenfor, 360 grader udsigt til byen og havnen. Ud. Videre op, på vej til koncertsalen, foregår via trapper, som synes brudt mellem skær og skår, flager og smadret grund.

På trods af størrelsen i koncertsalen, er det et intimt rum, hvor afstande bliver til tæthed, ja, nærmest opløser sig.
På trods af størrelsen i koncertsalen, er det et intimt rum, hvor afstande bliver til tæthed, ja, nærmest opløser sig. Foto: Erik Steffensen

Dynamisk og kraftfuldt, næsten som at befinde sig inde i Caspar David Friedrichs ”Das Eismeer”, der i øvrigt tilhører Hamburger Kunsthalle. Is, kalksten, undergrund, der bevæger sig opad. Elbphilharmonien leder tankerne hen på de samme bevægelser og måske den samme længsel: klarheden og de store kræfter.

Og tilbage i koncertsalen: På trods af størrelsen er det et intimt rum, hvor afstande bliver til tæthed, ja, nærmest opløser sig.

Væggene har vævagtige organiske strukturer, og lyset og lyden er klart og blødt. Det enorme orgel ligner barderne eller gællerne fra et kæmpe havdyr.

Slidser, som skåret i et spæk, åbner væggenes væv og giver plads til lys og teknik.

Akustikken er fantastisk, hudnær og klar og i øvrigt udført af samme akustiker, Yasuhisa Toyota, som har stået for DR Koncerthuset. Et par vinduesåbninger er generøst placeret i loftet og lader stedet og lyset komme ind, og langt under os er byen, floden, industrien.

Efter en fin og generøs ”Koncert für Hamburg”, denne aften var Schumann og Dvorak på programmet, siver publikum ud igen. Vævet løsner sig, og vi fordeles, bliver igen til mindre enheder, der hver især bevæger sig ud i den stadig varme aften.

Arkitekturen er enestående, bygningen er simpelthen et mesterværk. Alt fungerer. Som besøgende og brugere af bygningen gribes vi, overraskes, får hjertebanken, og det hele foregår inden for en subtilt orkestreret ramme. Elb-philharmonien, Die Elphi, som den populært kaldes, er en succes, også for byen og borgerne. Billetter til den populære ”Konzert für Hamburg” – med skiftende program – fåes helt ned til otte euro, hvis man altså når at bestille dem på hjemmesiden, når årets program frigives.

Det er gratis at få adgang til plazaen på 8. sal. Blot skal man have billet, der fåes i automater ved indgangen.