Prøv avisen

Hamlet er den sidste hævner

Vi har brug for modbilleder. Hvordan kan vi få kød og blod på nogle, der tilgiver hinanden? Det var undervisning på Præstehøjskolen i Løgumkloster, der satte skub i Benny Grey Schusters forskning om "Hamlet". Foto: Erik Smedegaard /Scanpix.

Interview: "Hamlet" er blevet misforstået i det 20. århundrede, mener teologen Benny Grey Schuster, der har skrevet en bog om Shakespeares superklassiker. Et drama, der vil sætte billeder på forsoningens vej

Hamlet er Hamlet. De fleste kender historien om kongesønnen, hvis far er blevet dræbt af sin bror. Et mord Hamlet får påbud fra faderens genfærd om at hævne - og gør det. Saxo skrev historien om den danske sagnhelt, og William Shakespeare gav den en klassikerstatus uden sidestykke med sit berømte drama fra begyndelsen af 1600-tallet. Vi kender historien – eller gør vi?

Nej, mener teologen Benny Grey Schuster, der for nylig har udsendt en tyksak af en bog med titlen "Hamlet – den sidste hævner?" Bogen er en teologisk læsning af Shakespeares berømte drama, hvor forfatteren piller godt og grundigt ved vores forståelse af skuespillet.

Vi har taget fejl af "Hamlet"

– Når "Hamlet" har så stor en fascinationskraft, skyldes det, at det handler om noget andet, end man tror. Jeg har set stykket utallige gange på teater og film gennem de sidste 25-30 år, som et stykke, der handler om hævn, men min pointe i bogen er, at det er et drama, der forsøger at sætte kød og billeder på forsoningens vej, siger Benny Grey Schuster.

Hvordan er det gået til, at en hel kultur har taget så grundigt fejl af dramaet? Det er en længere historie, der blandt andet har med dramaets fortolkningshistorie at gøre. I romantikken i 1800-tallet blev kongesønnen Hamlet tolket som en forfinet, sart skikkelse, for god til denne verden. I traditionen fra Goethe blev den danske prins en romantisk melankoliker. Den tolkning fik sit modspil i det 20. århundrede, hvor man som en modreaktion til harmløsgørelsen svælgede i de mest voldelige sider af dramaet, så slutscenen ender i et rent blodbad med Hamlet som den grusomme hævner.

– Det, man har gjort med "Hamlet" i det 20. århundrede, svarer til at læse Matthæusevangeliet med fokus på kapitel 10 vers 34, "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd", mener Benny Grey Schuster.

Hvem myrdede Hamlet? Det er det drilske og dobbelttydige spørgsmål, der er krumtappen for Benny Grey Schusters undersøgelser. Svaret på spørgsmålet, om hvor mange mennesker, Hamlet tog livet af, er ifølge Schuster ét, nemlig Polonius, hans elskede Ophelias far, der skjulte sig bag et forhæng i hans mors kammer. Så Hamlet har begået et mord, har pådraget sig skyld, men mordet var ikke forsætligt. Og hævnen? Ja, den er mere subtil end som så:

– Det er med "Hamlet" som med evangelierne, der er flere versioner. Når vi ser "Hamlet" på scenen, er der tale om en sammenstykket version – i lighed med den sammenskrivning af evangeliernes lidelseshistorier, som vi finder i salmebogen. I den ene af Shakespeares versioner kan Hamlet minde om Saxos rødmossede helt, der ubekymret hævner sin far ved at slå sin fars morder ihjel. I den endelige version er historien afgørende anderledes. Man overvinder ikke mord ved at begå flere mord, der er et alternativ til hævn, det er tilgivelse. Hamlets fars genfærd siger til Hamlet: "Hævn mig". Så kan man jo bebrejde Hamlet, at det varer hele fire akter, før han hævner sin far. Min pointe er, at det ikke er Hamlet, der tøver – det er Shakespeare. I løbet af den tøven indtræder refleksionen, hævnfølelsen kommer ned i et andet tempo.

Vi har brug for modbilleder som "Hamlet"

I en berømt filmatisering fra 1948, hvor Laurence Olivier har titelrollen, springer Hamlet i sidste scene ned i hovedet på Claudius, onklen, der har myrdet hans far og giftet sig med hans mor, Gertrude, og gennemborer ham tre gange. Den tolkning er tvivlsom, mener Schuster. Dels fordi, som Schuster ironisk bemærker, så var Claudius nok død, inden giften virkede – og dels fordi den tolkning hviler på en regibemærkning, der ikke findes oprindeligt hos Shakespeare. "Hamlet dræber Claudius", står der, fulgt af Claudius' replik, "Jeg er kun såret".

– Pointen er, at vi skal tage den oprindelige udgave på ordet. Claudius dør af sin egen gift, som han har fået smurt på sværdet for at dræbe Hamlet. Da Hamlet selv dør, gentager han ikke ordene fra sin fars genfærd, "Hævn mig", men siger til sin ven Horatio, "Fortæl min historie". Blod konverteres til ord, det er det, der er den civilisatoriske gevinst ved dramaet.

Når det er så vigtigt, hænger det sammen med, at der er to alternativer til hævn, retsvæsenet og forkyndelsen til den enkelte om at standse sin hævn. Når vi ikke kan klare os kun med retsvæsenet, hænger det sammen med det, som den canadiske litteraturteoretiker Northrop Frye har påpeget, at et samfund er afhængigt af, at ethvert menneske har en højere standard end loven. Til gengæld bliver det det værste tyranni, hvis denne standard ophøjes til lov.

Benny Grey Schuster peger på, at enhver "Hamlet" på scenen er en reduktion. At opføre skuespillet i sin helhed ville tage seks timer.

– Det er helt i orden at skære i teksten, problemet er, at der er tale om en tilrettelæggende fortolkning, der nærmer sig censur. Som teolog må man for eksempel ærgre sig over, at reduktionerne ofte udelader en række kristne allusioner.

Et af eksemplerne er giften, som tager livet af aktørerne i sidste scene ifølge Schusters tolkning. En gift, som Shakespeare knytter til haven, en allusion Paradis, hvor slangen var også før syndefaldet. Giften er hævnfølelsen, og som i alle ordentlige tragedier er helten selv en del af problemet:

– Hamlet bærer den gift i sig, som han bekæmper, og derfor må han gå under. Shakespeares skuespil har et refleksionsniveau, der inddrager publikum. Det er ikke blot pøbel eller hob, men tilskuere, der får opfordringen "betragt min historie, se, hvad det koster".

Når Schuster som teolog læser "Hamlet", bliver Shakespeare ikke en skjult prædikant eller en femte evangelist, sådan som den amerikanske litteraturforsker Harold Bloom har karakteriseret ham. Men Schusters tolkning af "Hamlet" giver skue-spillet både samfundsmæssig og teologisk relevans:

– Vi har brug for modbilleder. Hvordan kan vi få kød og blod på nogle, der tilgiver hinanden? Vi har brug for et modspil til Disney, hvor al løsning af konflikter foregår ved vold, som når Anders And i det traditionelle juleshow laver julepynten til våben i sin kamp mod Chip og Chap. Herfra går en lige linie til den amerikanske filminstruktør Michael Moores "Bowling for Colombine" om massakren på en amerikansk high school. Man kan næsten ikke se en amerikansk film uden våben, det er blevet symbol på forløsning. Hvis vi ikke kan andet, kan vi skyde os til fred, og vi hjernevaskes til en forestilling om, at sikkerheden stiger med antallet af pistoler.

– Det er svært at komme igennem med et modbudskab, fordi der er en eskaleringslogik, vi alle bliver ofre for, og som det næsten er naturstridigt at stoppe. Det handler ikke om at lave FN-politik på evangeliet, men det er en fremvisning af, at hævnen stopper her, en appel til den enkelte. Det store kunstværk, der tillader sig flertydigheden, rummer netop denne appel.

Benny Grey Schuster taler engageret og hurtigt om sin tolkning af "Hamlet", til gengæld bliver han svar skyldig, når han bliver bedt om en anbefaling af, hvor man kan finde elementer af "den rigtige Hamlet" på dvd eller teater.

– De findes ikke. Og selv om jeg ville være beæret, hvis jeg fik læsere fra teaterverden, så er jeg ikke optimistisk i forhold til at se "min Hamlet" på scenen. Min pointe er jo at narre folk til sidst, dramaturgisk vil man hellere give dem smæk for skillingen med myrderier i sidste scene.

larsen@kristeligt-dagblad.dk