De har gjort ham let - Hamlet. Det er på mange måder en lille forestilling, man nu kan se i slotsgården på Kronborg. Der er skåret kraftigt i antallet af medvirkende. Alle ikke strengt nødvendige personer er borte. Skuespillertruppen er indskrænket til en enkelt - men hvilken?
Zlatko Buric krukker sig flot i rollen. Hans énmands mime af mordet på Hamlets far er lige præcis så overdådigt komisk, som Shakespeare også er. Graverne, der graver Ofelias grav er også svundet ind til en, som Niels Bender også giver den komik, han skal have. Der er endvidere skåret i teksten - så forestillingen holder sig lige under 3 timer. Og teksten er "forbedret" ved indskud fra tyskeren Heiner Müllers stykke "Hamletmaschine", hvad der gør hele forestillingen til en sprogligt pluralistisk affære: Vi indleder med et par citater fra Shakespeare selv på engelsk: "Tell my story", råber Hamlet fra et tårnvindue. Senere mumler Ofelia på tysk. Indlagt er også et digt af den tyske litteraturteoretiker Walter Benjamin om historiens engel, der derfor får lov til at vandre over scenen en enkelt gang - dog ikke baglæns som i digtet. Hvad er det for en historie, instruktøren Lars Romann Engel vil fortælle?
Hamlet er jo åben for mange tolkninger. Mange har set prinsen af Danmark som en nøler, der ikke kan tage sig sammen. Men ligene falder jo ganske tæt i stykket - på Hamlets foranledning, så handlingslammet er nok det sidste, man kan kalde ham. Andre har læst stykket religiøst: Det er et drama om skyld og soning, som derfor også ender med hovedpersonens offerdød. Lars Romann Engel går en anden vej. Han ser stykket som et sammenstød og et opgør mellem to verdener eller livsformer: den gamle verdens krav om gengældelse og hævn, og den nye verdens understregning af at et menneske ikke først og fremmest skal indpasses i de gamle strukturer, men har sin frie vilje til at forme sit eget liv. Det giver god mening, al den stund Hamlet vender hjem fra den nye verdens åndelige arnested: Wittenberg. Dramaet er derfor Hamlets drama. Hans krise. Skal han tage rollen som hævner på sig - eller skal han ikke?
Som Lars Romann Engel fortæller historien, oplever man Hamlet gå i stykker på at løse den umulige opgave. Man kan næsten sige, at det i denne forestilling ikke kun er Ofelia, der bliver slagen med vanvid - al sund sans forlader også Hamlet til slut.
Det er altså en ren tragedie uden formildende omstændigheder. Forestillingen indleder med støvletramp og kampklædte soldater, der indtager ikke bare scenen men hele slotsgården, så publikum må opfatte sig som gidsler. Og da næsten alle er døde ved stykkets slutning, er de der igen, soldaterne. Det er også den norske kongesøn Fortinbras, der dels plejer at hylde Hamlet, dels at overtage magten i Danmark. Her nøjes han med det sidste: Han bærer ordløst et sammenkrøllet Dannebrog over scenen.
Denne opfattelse støttes af forestillingens lydside, der associerer krigslarm og banegård. Det er ikke kun forestillingens soldater, der optræder i moderne kampuniform. Hamlet er kostumeret som en blanding af autonom stenkaster og noget fra en russisk fangelejr, mens Ofelia er majet ud som en blanding af punker og narkoluder. Havde man glædet sig til duellen i slutningen, må man i stedet affinde sig med en boksekamp. Nu skal der jo helst dø nogen, så de skyder også med pistoler. Alt sammen fint nok - selv om det smager lidt i retning af at tilsætte elorgel til en symfoni af Beethoven
Thure Lindhardt er forestillingens omdrejningspunkt som Hamlet. Han mestrer ikke bare Hamlets mange og lange replikker. Han er Hamlet i mindste detalje af sit kropssprog. Han spiller ikke forurettet, men er det, og ligeså tager fortvivlelsen ham i besiddelse, så man som tilskuer virkelig tror på de lidenskaber, der huserer i den unge mand. Thure Lindhardt spiller ham meget ungt: en teenager, der må slås for at blive voksen. Det er en både fornem og behersket præstation. Som hans trofaste ven Horatio udfylder Janus Bakrawi rollen og udstråler pålidelighed i sprog og mimik.
Hans Henrik Voetmann er simpelthen suveræn som den gamle hofræv Polonius. Ikke en detalje, ikke en pointe misser han. Det er komik på højt kontrolleret niveau. Hans datter Ofelia, Hamlets elskede, spilles af Laura Drasbæk som en mut teenager med humørsvingninger som en 14-årig, hvorfor vanvidsscenen kommer til at stå som bare endnu en humørkrise. Hamlets mor spilles sødt men uden voldsom lidenskab af Ulla Henningsen, hvad der får de tos voldsomme scene, hvor Polonius dræbes til at virke som et skænderi i parcelhuset. Og Henrik Jandorf som kong Claudius får godt nok brutaliteten hos tronraneren frem, men knap så meget farligheden.
De øvrige bipersoner er trukket så langt ud i karikaturen, at de fremstår som knap så farlige for Hamlet, som de vist er fra forfatterens hånd. Og så til sidst: genfærdet, Hamlets far! Ofte har man valgt ikke at vise det, men blot lade det høre. Her vandrer spøgelset gennem slotsgården og ligner en fætter til Frankensteins Monster!
Men tag til Kronborg og se stykket for Thure Lindharts præstation - og Hans Henrik Voetmanns.