Har man nogensinde været til et arrangement med en forfatter, der læser op og fortæller om sit forfatterskab, så kender man også mange af de spørgsmål, publikum stiller: Hvordan blev du forfatter? Hvor får du dine idéer fra? Er det dig selv, du skriver om? Ligner du din hovedperson? Kommer der en toer? Hvad læser du selv?
Det er sådan nogle standardspørgsmål, som ofte bliver stillet, og som forfatteren møjsommeligt forsøger at svare på, hvis hun kan og vil. Nu har Kirsten Hammann skrevet en klumme-dagbog, hvori hun én gang for alle forsøger at svare. Så behøver hun angiveligt ikke gøre det mere, men kan bare henvise til bogen ”Ofte stillede spørgsmål”.
Bogen er skrevet med Hammanns vanlige drive og kolossale skriftlige energi. Dette drive kommer af en voldsom irritation og aggression, der både vender sig mod læseren og hende selv. Hvorfor skal hun svare på alle de umulige spørgsmål, som læserne – og journalisterne – stiller hende? Når hun nu har skrevet en bog, hvor hun har givet alt, hvad hun har, kan hun så ikke forlange, at læserne selv gider tænke over, hvorfor hendes personer handler, som de gør, og hvad der er meningen med bogen?
Hammann skriver: ”Jeg hader at tale om, hvad der står i mine bøger. Jeg har jo allerede sagt det så godt, jeg kan, jeg kan ikke komme det nærmere.”
Ja, det er jo netop det. Hele idéen med bogen er netop dens form og den stemme, der taler, og hvis man genfortæller dem, så bliver al ma-gien og den ”æstetiske lyksalighed” jo væk. Problemstillingerne returnerer hun til læserne, idet hun sammenligner det at skrive med at have sex: ”Du har haft virkelig god sex med en, du er forelsket i. Forklar, hvordan det var. Hvorfor gjorde du det? Hvordan så det ud. Hvad følte du?”.
Nej vel? Det har man ikke lyst til at svare på. Og man kan vel heller ikke. Men af forfatteren forlanger vi, at hun skal svare på alt muligt, der er både intimt og privat.
Jeg kan godt lide, når Hammann sådan vender tingene på hovedet og lader læseren syde i sit eget fedt. Og så kan jeg også godt lide, at Hammann alligevel gør, hvad hun kan for at besvare de umulige spørgsmål, som publikum stiller, og de spørgsmål, som hun ofte stiller sig selv:
Hvorfor bliver hun ved med at skrive, når det er så blandet en oplevelse? Det ene øjeblik er hun fyldt op af skyldfølelse og skam over alle de væsentlige problemer, hun ikke skriver om – flygtningeproblemer og krigen i Syrien. De næste – lille – øjeblik er hun euforisk over at have skrevet noget, der vistnok duer til noget. Og det ene øjeblik hader hun at skrive, og det næste – lille – øjeblik elsker hun det. Men det er altid en kamp. Det er som at brække sig og vride indvoldene ud. Det er ”som at trække det endnu ufødte fri af den blakkede is”, som hun skriver med et genkomment billede.
Men mere end alt andet så handler det om nødvendighed, form og stemme. Så kan det skrevne i og for sig handle om alt muligt. For eksempel om at besvare ofte stillede spørgsmål.
Hammanns bog er omfangsrig i forhold til det, hun siger. Der er, som hun selv bemærker, efterhånden det samme, der bliver sagt på 200 måder på 200 sider. Men hvis man vil have Hammanns svar på spørgsmålene, så må man konsekvent nok også tage måden, hun gør det på, med. Bogen er en lang demonstration af, hvordan en bog bliver til – for hende og med hendes stemme. Hendes gode veninder og kolleger Helle Helle og Ida Jessen skriver ikke bare nogle helt andre bøger – de arbejder også på en helt anden måde, som Hammann pointerer.
En bog om at skrive en bog – er det ikke bare endnu et sprøjt fra Knausgård-bølgen og den evindelige modernistiske selvrefleksion?
Det er det nok, og jeg kan heller ikke sige mig fri for at være noget træt af det. Men nu har Knausgård jo ikke patent på, hvordan man skriver om at skrive.
Hammann gør det på sin måde – hudløst og hårdhudet. Det bliver – selvfølgelig – ikke til de store filosofiske diskussioner og perspektiver. Det bliver ikke til et banebrydende program, men nok til en poetik, der gør rede for hendes måde at digte på.
Sådan set er bogen skrevet lige i Hammann-stil. Og uden stil går det slet ikke – for nogen som helst digter af format.