Prøv avisen
Interview

Hammershøi lånte sit visuelle blik på verden fra fotografiet

Her har Vilhelm Hammershøi malet søsteren Anna på værket ”Sovekammer” med en teknik, der er tydeligt inspireret af fotografering med slørede, tomme rum i maleriet. – Foto: Den Hirschsprungske Samling

Den store danske maler Vilhelm Hammershøi var også stærkt optaget af fotografiet. Det viser kunsthistorikerne Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt i deres store bog ”Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede”, der netop er udkommet

Forlagsfolkene på Lindhardt og Ringhof jokede forleden på Facebook med, at der næsten ikke var plads til tøj i kufferten, når de skulle på bogmesse i Frankfurt. For alene Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidts på alle måder store bog ”Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede” føles mere som et møbel end en bog at slæbe rundt på. Men der er til gengæld en lethed i at sidde og bladre gennem bogens mange fotografier og gengivelser af malerier, der gør bogen fysisk tung. For det enorme værk, som forleden fik seks stjerner her i avisen, indeholder mere end 500 illustrationer, der til sammen viser, hvor moderne en maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916) var – og hvordan hans fascination af fotografiet formede hans malerkunst.

Det er derfor ikke for ingenting, at bogens forside er ru som et lærred, mens bagsiden er blank som et stykke fotopapir. For det var i det krydsfelt, Hammershøi skabte den kunst, der tidligt gjorde ham verdenskendt for sine motiver af øde stuer, arkitektur, landskaber og rygvendte kvinder. Og når man tænker på, hvor mange mennesker der i dag kigger konstant ned i deres mobiltelefoner, virker hans mange malerier af nakker, fulde af både nærvær og fravær, næsten profetisk. Men Hammershøi var også en mand, der på flere måder var forud for sin tid. Og ved siden af sit ikoniske billedunivers dyrkede han det medie, der i hans samtid var helt nyt: fotografiet. Og det er gennem den prisme, at makkerparret Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt er gået på jagt efter nye vinkler på Hammershøis værker.

De to kunsthistorikere har begge været optaget af Hammershøi i mange år hver for sig, og allerede i 2012 aftalte de, at de skulle lave en bog sammen, efter Annette Rosenvold Hvidt havde lavet flere udstillinger om Hammershøi, mens Gertrud Oelsner tilbage i 2001 havde skrevet speciale om Hammershøi og fotografiet og blandt andet derfor var inviteret som taler til en konference om Hammershøi på Statens Museum for Kunst.

”I pausen kom Annette hen til mig og spurgte, om vi ikke skulle lave en bog sammen, og så sagde jeg bare ja,” siger Gertrud Oelsner og smiler, da hun sidder sammen med sin makker for at fortælle om bogen, der for alvor tog fart for tre år siden.

”I virkeligheden har det været en meget organisk bog at skrive, fordi vi fra begyndelsen har vævet vores tekster ind i hinanden,” siger Gertrud Oelsner.

”Ja, det har været rent ’frit flet’,” tilføjer Annette Rosenvold Hvidt og fortsætter:

”Vi har sendt tekster til hinanden uafbrudt, og jeg kan specielt huske en kommentar fra Gertrud, hvor hun midt i en af mine argumentationer skrev: ’Hvad mener vi egentlig med det?’. For det var vores tekst, selvom vi hver for sig havde startet den. Det er en fælles bog, og det har været spændende at holde fast i hele tiden, så vi også har fået udfordret vores egoer som kunsthistorikere.”

Sådan har de to forfattere også delt glæderne undervejs – som for eksempel, da det lykkedes den ene af dem at finde frem til hidtil ukendte fotografier af Hammershøi fra hans bryllupsrejse. Og sådan gengiver bogen også helt nyt materiale, ligesom den viser, hvordan Hammershøi brugte fotografiet i sin kunst.

”Han brugte selvfølgelig fotografiet som forlæg og som inspirationskilde for sin kunst. Der er eksempler på nogle tydelige korrespondancer mellem medierne, men han tænkte også fotografisk. Der er masser af hans billeder, som vi vil karakterisere som meget fotografiske uden noget forlæg, så han havde et visuelt blik på verden, som han lånte fra fotografiet. Det var måske hans måde at fremkalde verden på. Det var en undersøgende, eksperimenterende tilgang til verden,” siger Gertrud Oelsner, mens Annette Rosenvold Hvidt nikker og peger ned i bogen på et maleri, der forestiller Hammershøis søster, Anna, der står og kigger ud ad vinduet i sit soveværelse.

”Da det maleri blev modtaget i sin tid, var man meget forundret over det, som man kaldte tomme, slørede felter. For der er mange områder i malerier, hvor der tilsyneladende ikke foregår noget, men det emmer alligevel af atmosfære. Præcis de elementer i hans malerier er jo faktisk en fotografisk sanselighed, som han har trukket ud af de fotografier, han har set, og indarbejdet i sine malerier, så fotografiets sanselighed fornyr maleriet,” forklarer Annette Rosenvold Hvidt.

I bogen er der også et langt afsnit om closeups med eksempler på malerier, hvor Hammershøi zoomer ind på sine motiver på samme måde, som man kender det fra fotokunsten. Heraf kommer interessen for døre, nakker og hjørner, som han tog ud af virkeligheden og forstørrede for at fokusere på den sanselighed og erotik, der for eksempel kan ligge i en nakke, forklarer Annette Rosenvold Hvidt og tilføjer, at Hammershøi især hentede sin motivverden i hjemmet i København, hvor hans egen familie formentlig blev byens mest gennemfotograferede. Og på samme måde var han som en fotograf dybt optaget af lys og mørke. Nogle af hans mørkeste malerier – som for eksempel hans næsten helt sorte portræt af Bibelens Job i mørket – ligner nærmest fotos, der har ligget for længe i fremkaldervæsken.

”Nogle af hans malerier blev også kaldt tjærede, fordi de netop mindede om de fotografiske fremkalderbade, som nogle fotografer stadig arbejder med,” siger Annette Rosenvold Hvidt, mens Gertrud Oelsner tilføjer:

”I en vis forstand handler det også om medierede virkeligheder. Det lever vi med i dag, hvor de fleste har et kamera ved hånden i form af mobiltelefonen, men det var også en virkelighed på Hammershøis tid, hvor virkelighedsgengivelsen havde forskubbet sig i kunsten. Det viser Hammershøi også i sine billeder. Han gengiver aldrig verden 1:1, men han ser altid virkeligheden igennem noget og fortolker den igennem noget – blandt andet gennem fotografiet, som han brugte.”

Hammershøi vidste i en tidlig alder, hvor han ville hen med sine malerier, der som fotografier netop udelader en del af fortællingen, påpeger Annette Rosenvold Hvidt.

”Måske var det noget af det, som Hammershøi kunne se; at et billede godt kunne handle om en lysstråle eller et dybt mørke. Det karakteriserer hans værk, at han insisterer på det og gør det fuldt ud, så hans malerier bliver ved med at tale til os, selvom de er fra en anden tid. For de rammer noget i os, som vi ikke helt kan nå,” siger hun og tilføjer, at Hammershøi også beskar sine malerier som en moderne Photoshop-bruger, når han for eksempel malede et maleri for stort med vilje, inden han fandt ud af, hvordan det skulle beskæres helt bogstaveligt for at blive mest interessant.

”Han går for at være gådefuld og melankolsk, for han var ikke bange for at undersøge mørket, men han undersøgte lyset på samme måde. Fotografiet er jo også spor af lys. Det henter lyset ind og laver et spor i billedet, og når man maler, står man faktisk også og putter noget på, så man bruger sin krop til at overføre ’lysspor’ til billedet,” siger Annette Rosenvold Hvidt, mens Gertrud Oelsner nikker:

”Ja, fotografi betyder jo ’at skrive med lys’, og det var det, som Hammershøi gjorde i sine malerier. Han prægede lyset ind i sine malerier. Han behøvede ikke at male en større historie end lyset, der rammer et mørkt stuegulv. Og måske findes der i virkeligheden heller ikke en større historie.”

Gertrud Oelsner (tv.) og Annette Rosenvold Hvidt besluttede allerede i 2012 at skrive en fælles bog om Vilhelm Hammershøi. Her ses de foran to af hans værker. – Foto: Inger Marie Helgasdatter Mulvad
Vilhelm Hammershøi blev i juni 1890 ­forlovet med Ida Ilsted, der blev fotograferet omkring ­forlovelsen af en ukendt ­fotograf.
”Portræt af Ida Ilsted, senere kunstnerens hustru”, 1890. Værket blev hurtigt anerkendt som et af kunstnerens vigtige malerier. – Foto: Statens Museum for Kunst
I bogen er der et langt afsnit om closeups med eksempler på malerier, hvor Hammershøi – som her – zoomer ind på sine motiver på samme måde, som man kender det fra fotokunsten. Heraf kommer interessen for døre, nakker og hjørner, som han tog ud af virkeligheden og forstørrede for at fokusere på den sanselighed og erotik, der for eksempel kan ligge i en nakke. – Foto: Statens Museum for Kunst