”'Pan' af Hamsun har altid været en lommebibel for mig. Det var en af de første små bøger, han skrev sammen med 'Sult' og 'Victoria', men 'Pan' er en fuldstændig fortryllet bog. Jeg forstår ikke, at nogen kan skrive sådan, selvom jeg trods alt er en slags fagmand. Men jeg er ikke nogen skønskriver. Der er et formål med alt, hvad jeg har skrevet, og jeg vil aldrig betragte mig selv som kunstner. Man skal vide, hvem man er - og især, hvem man ikke er. Men jeg altid sat pris på kunstnere og forfattere, der kunne give naturen et poetisk løft. Og Hamsuns 'Pan' er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Man sidder og vånder sig, fordi det er så utroligt. Og den er faktisk svær at tale om, fordi den netop er så fortryllet.
Den handler om en jæger, der tager op til Nordnorge, hvor han går på jagt og møder en pige. De bliver draget mod hinanden, men hun er lidt lunefuld, så man får fortvivlelsen af, at man ikke ved, om man er købt eller solgt. Men Hamsun fastholder kærligheden i dens dybe karakter med al den smerte, den har. Og det bedste er bogens fantastiske naturbeskrivelser.
Jægeren går ud af huset og ud i den mærkelige, fortryllede norske natur. Der ligger tre sten uden for hans hus, og Hamsun skriver om dem, at 'de havde et venligtsindet udtryk mod mig'. På den måde beånder Hamsun alt sit stof på en utrolig god måde, og det har jeg aldrig kunnet glemme.
Nu hader jeg selv folk, der sidder og siger, at de sad på potten og læste Dostojevskij, men jeg læste altså selv 'Pan', da jeg var dreng. For på en eller anden måde var vi nok ret kvikke børn. Jeg voksede op under nøjsomme omstændigheder på landet i Nordjylland, hvor jeg også blev sendt ud at hakke roer som femårig for at bidrage til husholdningen. Man havde jo ikke mange penge, men man kunne godt købe sig en lille bog en gang imellem. Og jeg købte også selv 'Pan' som billigbog hos den lokale boghandler, der hed Katholm. Ham kom jeg hos så tit, jeg kunne.
Når man gik tur deroppe, lå der også et meget kultiveret, gammeldags pensionat med vaskefade endnu. Det hed Majorgården, og der havde både Lagerkvist og Paludan boet. Der var noget ærefuldt over at komme der, og det var der, at jeg altså både købte Hamsuns og Lagerkvists fantastiske bøger.
Min far var i forvejen meget glad for Hamsun, så jeg tror, at jeg havde fået navnet med mig ad den vej på samme måde som Martin A. Hansen, der også stod på reolerne derhjemme.
Sådan lærte jeg også at læse gotisk som dreng, fordi vi i mit hjem havde nogle 100 år gamle eksemplarer af Ingemanns romaner med gotisk skrift. Jeg er født i 1945 og læste ham stadig med fuld alvor, og som voksen er jeg aldrig kommet igennem Sjælland uden at tænke på Ingemanns veje ned til Sorø, hvor han anbringer Saxo. Tidsånden har senere givet ham et forklejnet eftermæle, men det er ikke rimeligt. Ingemann var en stor fortæller. Jeg er glad for, at jeg har læst andet end Ingemann, men jeg er meget glad for, at jeg har læst Ingemann, der også har skrevet nogle af de smukkeste salmer i salmebogen. Og før min kone Jette døde, bad hun også om, at vi sang Ingemanns salmer til hendes begravelse. Det blev 'Lysets engel går med glans'. Og Ingemann har også en fast plads i mit indre bibliotek, men Hamsun er noget særligt. For han har en fortryllet tone, som man bliver suget ind i teksten af. Det er ligesom åbningen af 'Sult', hvor han begynder med at skrive:
'Det var i den Tid, jeg gik omkring og sultede i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den.'
Sådan slap Hamsun mig heller ikke, uden jeg fik mærker af ham, efter jeg første gang læste 'Pan' som dreng.”