Prøv avisen
Bog

Hamsun viste sultens skrivekraft

Knut Hamsun på vej ud at gå fra hjemmet. Foto: Einar Haug

Knut Hamsun angav vejen for senere modernistiske forfattere, viser Peer E. Sørensens læsning af ”Sult”

Romanen ”Sult” (1890), der handler om en mand, der går rundt i Kristiania (senere Oslo) og sulter sig for at kunne skrive, var på alles nethinder omkring 1966, hvor Henning Carlsen, efter manuskript af Poul Borum og Peter Seeberg, skabte den sort-hvide filmatisering af bogen.

Billedet af den udhungrede Per Oscarsson med luset hat og stålbriller fra filmen ætsede sig ind i bevidstheden dengang som eksempel på, hvad det kostede at skabe kunst.

”Sult”-romanen kom til at stå som sindbillede på alle de små 1890'er-romaner, der karakteriserede tiåret, og ”Sult”-helten fik sin pendant i Johannes V. Jensens ”Kongens fald” med hovedpersonen Mikkel Thøgersen, der også en tid lang sultede i København.

Men tiåret før 1900 blev også modernismens begyndelse, og det er som startpunktet på denne æstetiske tilgang til verden, at Peer E. Sørensen nu i en hel bog tager udgangspunkt i Hamsuns roman fra 1890. Hovedgrebet er at sammenligne romanen med den 30 år senere surrealisme og så vise, hvor meget af denne surrealisme der er foregrebet i romanen.

Har man læst romanen - og det skal man nok have gjort for at få det fulde udbytte af Sørensens bog - husker man de mange aggressive steder i den, hvor interesse pludselig slår om i blindt had:

”Manden saa paa mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.”

En sådan følelsesmodsætning er senere blevet kaldt ”den æstetiske idiosynkrasi” som udtryk for både tilnærmelse og frastødning og er foregrebet hos Edgar Allan Poe som karakteristisk for modernismens omverdensholdning.

Den genfindes endvidere i surrealisternes deformering af en borgerlig undertrykkende normverden. Insekter vokser for eksempel ud af ansigters munde, som det ses på en af de mange meget relevante illustrationer af surrealisternes værker, der bringes i Sørensens bog. Og han skriver selv:

”Sult er inficeret af irritabilitet og gennemsyret af ubehag, aggressive følelser og sadistiske fantasier.”

Det er den, fordi den med Sørensens ord overalt søger nuhed og gør oprør mod alle ordner. Den søger de sanselige stimuli i øjeblikket, af hvad art de så måtte være, og dyrker tilfældet som inspiration.

Sørensen har skrevet en meget klog bog , der stilistisk selvforelsket bader sig i moderne æstetisk teoris ordvalg og henviser til mange navne og steder i modernismens historie. Forbindelsen til surrealismen, eller nærmere Hamsuns foregribelse af den i ”Sult”, bliver overbevisende godtgjort.

De psykiske labyrinter i en før-freudsk psykologi fremstilles klart, og det vises, hvorledes Hamsuns ubevidste intet har med fortiden at gøre, som hos Freud, men snarere med øjeblikkets irritabilitet.

Den er det, som udløser den mangfoldighed af registreringer i sindet, som romanen præges af:

”Hovedpersonen er fuld af modsigelser, og hans æstetiske idiosynkrasi overvindes aldrig. Den forsøges tværtimod fastholdt i en solitær (ensom) uberørthed, beskyttet mod andres indsigter, hvorfor den bekræftes og opsøges igen og igen - at projektet ofte mislykkes, er en anden sag. Han drives af abnormal overfølsomhed, der er i forbund med en lige så unormal mangel på empati og følelse. Han er abnormt nærtagende, men uinteresseret i, hvad han tilføjer andre. Han er ubodelig asocial.”

I og med at Sørensens bog tager udgangspunkt i velvalgte steder rundt omkring i romanen og synes at bekræfte Sørensens eget tilværelsessyn i den store begejstring for tilfældet (kontingensen), bliver fremstillingen af Hamsuns roman selv præget af gentagelsen.

Den cirkler om fænomenerne ”idiosynkrasi, nuhed, og kontingens” og finder deres lige i det 20. århundredes litteratur, men en egentlig progression i bogen er der ikke. Man bedøves lettere af al denne tale om kontingens, som var man udsat for en slags modernismens propaganda. For eksempel tages hovedpersonens intethedsoplevelse for gode varer, skønt man kunne indvende, at intet altid er intet for nogen, for en levende altså, hvis liv modsiger intethedspostulatet.

Men lad det ligge. Sørensens bog er et overflødigheds-horn af gode idéer til en læsning af ”Sult” som modernismens begyndelse. Endvidere får han til slut afvist alle nazismebeskyldninger, der flokkes om Hamsuns navn, når der drejer sig om romanen ”Sult”, medens de er bedre på sin plads i det senere forfatterskab.

Sørensen godtgør, at Hamsun med ”Sult” var stamfaderen til den moderne fiktion i det 20. århundrede. Men er det ikke en fiktion, som kun vi få gamle litterater forholder os til længere?

kultur@k.dk