Hamsuns noveller ligner forhærdelse

Forrygende udgivelse af diverse Knut Hamsun-noveller er solidt forlæggerarbejde

Knut Hamsun er kendt for blandt andet ”Sult”, ”Pan” og ”Mysterier” og vandt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Knut Hamsun er kendt for blandt andet ”Sult”, ”Pan” og ”Mysterier” og vandt Nobelprisen i litteratur i 1920. Foto: NF/Ritzau Scanpix.

Har læseren mon nogensinde tænkt over det, man burde kalde det guddommeligt generaliserede ”man”? Måske ikke, men Knut Hamsun (1859-1952) havde. I hvert fald kunne han praktisere det. Endog her som anslag: ”Man rejser lidt omkring, man flakker fra sted til sted, og man har den skæbne at støde på mennesker igen, som man engang før har set, møde dem pludseligt, på uventede steder, så man af overraskelse ganske glemmer at tage hatten af og hilse. Dette hænder mig ofte, ja, meget ofte. Det er der intet at gøre ved.”

Man ser, hvordan det bruges imponerende generaliserende og så stille forskydes til en sans for det uvægerlige: Det er der ikke rigtig noget at gøre ved.

Dette fortæller-man passer ubønhørligt godt til den typiske Hamsun-omstrejfer, man møder i dette charmerende udvalg af Hamsuns noveller, der som altid byder på ulyksalige mandlige hovedpersoner, der ikke selv er charmerende.

Først og fremmest i den væsentlige titelbærende novelle ”Dronningen af Saba”, hvor en vandrer forfølger en tjenestepige, som han fejlagtigt tiltror erotisk interesse.

I et kort glimt af mening har han antaget, at hun var interesseret, og da han så fire år senere ser hende på en banegård, må han absolut efter hende. Han løser billet igen og igen, efter som hun op gennem Sverige ikke står af. Ondskabsfulde konduktører må lægge øre til lidt af hvert og til sidst:

”Jeg kunne ikke sove, jeg rejste mig hvert øjeblik, efterså dørene, åbnede og lukkede vinduerne, frøs og gispede. Dertil kom, at jeg her gang toget standsede måtte være på vagt for den smule dronnings skyld. Jeg begyndte at forbande hende indædt gang på gang.”

Og således bliver et glimt af fejlfortolket mening til had for til slut at ende i skuffelse: Hun er på vej til sin forlovede.

Forskningsbibliotekar Sonny Ankjær Sahl har nænsomt udvalgt disse noveller fra hele Hamsuns forfatterskab, især fra de tre samlinger, Hamsun selv udgav. Dertil kommer et efterord, der kompetent og muntert forklarer, hvorfor al dette mismod er så sjovt – og hvorfor man kan spejle det i mestre som Tom Kristensen og Joseph Conrad.

En rød tråd er det, en fortællerstemme i den lille ”På gaden” smukt kalder forhærdelse. En avisdreng bliver ved med at antaste en vanlig omstrejfer med det ubegribeligt irriterende ”Køb ’Vikingen’ da, De.”

Drengen byder ligefrem manden ”Vikingen” tre gange i træk, og jeget bebrejder ham ”i de hårdeste ord (…) at han ikke lod folk få gå i fred. Han svarede ikke, men han stirrede på mig som før; det lignede ligefrem forhærdelse.” Det er det vist også.

Den samme forhærdelse går igen i den større ”Hemmelig ve”, hvor samme type hovedperson fortæller, at han fire gang i sit liv over mange år har mødt den samme fremmede, der frækt og groft chikanerer ham og ansporer ham til vold.

Den naturlige fjendtlighed har han tilfælles med avisdrengen samt den mildt forbitrede latter, der stiger af disse dumme optrin. Men hemmelig ve? En slags. Denne fremmede, konkluderer man, var nemlig ”en overlegen personlighed, men en mærket og underlig forvreden sjæl. Et menneske i psykisk pine, kanske lidende ved at en hemmelighed som kunne bringe ham i fordærvelse aldrig bliver åbenbaret”.

Nogle gange kalder man Hamsuns forfatterskab for nyromantik, og her i denne forskydelse af et spejlbillede i en automata-agtig fremmed, ser vi det i Hamsuns novellekunst.

At Turbine samtidig fastholder at udgive teksterne i blot letreviderede original-udgaver i stedet for Gyldendals praksis med at udgive oversættelse af de senere ”fornorskede udgaver” – som Hamsuns arvinger plejer at kræve – er modigt forlæggerarbejde og prisværdigt. Mere forhærdelse, tak.