Prøv avisen

Han elsker nok Danmark højere end danskerne

Den amerikanske musiker Billy Cross, der har spillet sammen med Bob Dylan og andre af sin tids største navne, har boet i Danmark siden 1979. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

73-årige Billy Cross er født i New York, hvor han blandt andet var guitarist for Bob Dylan. De seneste 40 år har han boet i Danmark, som han knuselsker.

Den amerikanske sanger, guitarist og producer Billy Cross arbejdede med store internationale stjerner som Bob Dylan, Bonnie Tyler og Meat Loaf, før han i 1979 slog sig ned i Danmark.

Det var først og fremmest hustruen Lise, der trak newyorker-stjernen til København, men også danskernes humanistiske tilgang til verden talte til den unge musiker.

- Lise havde været med mig i New York i nogle år, og vi havde det skide sjovt.

- Men hun var i gang med en uddannelse i Danmark, og det lå ligesom i kortene, at jeg skulle vise den respekt for hende, at hun kunne færdiggøre sin uddannelse i stedet for bare at være min "trophy wife" (trofækone).

- Hvordan oplevede du Danmark i starten?

- Som et etisk, fornuftigt bondeland. Vi har en humanistisk, børnevenlig, åben og generøs tilgang til andre mennesker. Vi er et ordentligt folk - eller det var vi i hvert fald.

- Du siger "vi", om danskere?

- Ja, det gør jeg.

- Hvor længe har du gjort det?

- Aarh, det er en proces, så det kan jeg faktisk ikke svare på, men det kom nok for alvor, da min søn blev født. For den måde, vi er over for børn, den indstilling vi har til uddannelse og vores værdisæt i det hele taget, er mig nærmere end det amerikanske.

- Hvad mente du så med, at danskerne "har været" et ordentligt folk?

- Jamen, det er det indlysende. Det pres, som indvandring og folk på flugt har skabt på Danmark, har givet nogle en frygt for andre religioner og kulturer, som er helt ude af proportioner.

- Men den største del af den danske befolkning er stadig elskelig, varm og humanistisk indstillet på den gamle socialdemokratiske facon.

- Hvad fortæller du amerikanerne om Danmark?

- I starten var jeg ivrig efter at forklare, hvor fantastisk systemet her var, og hvordan vi kan sørge for, at der er gratis adgang til universitetet, børnehaver til børnene og læger til de syge uden betaling. Hele anstændigheden i "the welfare state".

- Men ikke længere?

- Jeg har erkendt, at de aldrig rigtig kommer til at forstå det. Mine nærmeste venner, som er højtuddannede ligesom jeg, forstår det, men det gør mange andre ikke. Så over årene har jeg bare lukket munden.

- Hvad kunne Danmark lære af USA?

- Puuh, det er svært. Det amerikanske samfund er en misforstået bad joke. Det er baseret på nogle mennesker, der rejste over Atlanterhavet, dræbte og torturerede, stjal, løj og tog de indfødtes land, hvorefter slaver blev importeret fra Afrika. Så ikke så meget.

- Har du altid set sådan på det?

- Nej, jeg blev jo også opdraget med løgn og helte som John Wayne og Randolph Scott.

- Så du har fundet din rette hylde her?

- Jeg elsker nok Danmark på den samme måde som Arnold Schwarzenegger, der elsker Amerika mere, end amerikanere gør. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive dansk statsborger, men det er blevet så svært, at jeg har opgivet.

- Hvad giver du selv til Danmark?

- Jeg er jo med i kulturkanonen. To steder. Og jeg forsøger at bidrage med noget positivt i den ånd, der var, da jeg kom her. Den varme og forståelse af menneskers forskellighed og af, at hvis vi hjælper hinanden, så hjælper vi os selv. Det kan jeg godt lide.

/ritzau/