Han er sandelig opstanden

Modstillingen i debatten om Per Ramsdal mellem en bogstavelig og en overført tro på Jesu opstandelse giver ikke meget mening

Jesu opstandelse har været til stor debat den seneste måned.
Jesu opstandelse har været til stor debat den seneste måned. Foto: Mads Jensen.

Sagen omkring sognepræst Per Ramsdals udtalelser til Jyllands-Posten fandt en fornuftig udgang i tirsdags. Den udløste en omfattende debat her i avisen om Jesu opstandelse, og det er måske værd at holde fast i den lidt endnu, for den er selvfølgelig helt central.

Der synes at aftegne sig to fløje: 1) Dem, der tror på opstandelsen i bogstavelig eller fysisk forstand, og 2) dem, der tror på opstandelsen i en eller anden overført betydning, hvor den ikke nødvendigvis har været en fysisk begivenhed.

Begge positioner har for mig at se deres problemer, og derfor giver opstillingen ikke helt mening. Hvis vi tager den overførte betydning først - troen på opstandelsen som ”livspoesi” - så står enhver form for narrativ eller mytisk-poetisk teologi med et stort problem: Det bliver svært at se forskellen på kristen tro på den ene side og kærlighed til så mange andre fortællinger, digte eller visdomsord på den anden side. Kristendommen er da ikke længere en religion, hvis vi forstår dette i elementær forstand som noget, der prætenderer at sætte os i forhold til en højere magt. Kristen tro er så mere bekendelse af et bestemt kulturelt tilhørsforhold. Men som Hans Hauge tørt bemærkede i avisen forleden dag: ”Shakespeare eller Dante var altså større forfattere end Lukas og Markus. Hvorfor ikke bruge dem?”.

Troen må forudsætte et ”gegenüber”, som tyskerne siger. Vi står ikke bare over for vore egne forestillinger. Filosoffen Ludwig Wittgenstein har markeret forskellen i en smuk og intens optegnelse: ”Hvad er det, der gør også mig tilbøjelig til at tro på Kristi opstandelse? Jeg ligesom leger med tanken. Er han ikke opstanden, så er han rådnet op i graven som ethvert menneske. Han er død og rådnet op. Så er han en lærer som enhver anden og kan ikke mere hjælpe; og vi er igen faderløse og alene. Og kan nøje os med visdom og spekulation. Vi er ligesom i et helvede, hvor vi kun kan drømme, og lukket af fra himlen, ligesom af et loft.”

Dette er netop sagen. Man holder noget for sandt, selvom man godt med sin videnskabelige forstand ved, at det ikke kan være tilfældet. Så ville der jo heller ikke være så meget religion over det.

På den anden side - og det er så svagheden i den ”bogstavelige” position - er kristendom noget langt mere omfattende end at tro på et enkeltstående mirakel, én lokal suspension af naturlovene på et givent historisk tidspunkt. Begivenheden, i dette tilfælde Jesu opstandelse, har vi ikke adgang til i dens rå og nøgne form. Den er overleveret og bevidnet på forskellig vis, den er spundet ind i et net af betydninger og fortolkninger. For at bruge nogle begreber, som Peter Kemp introducerede i sin tid, er det en begivenheds-myte; der er en begivenhed, og siden sker der en poetisering af begivenheden, og vi kan ikke længere skille disse ting ad. Vi kan ikke komme bag om overleveringen.

Det betyder, at der på en vis måde ikke gives en fysisk tro, en bogstavelig tro, en enfoldig tro, en barnetro - hvilket ord man nu engang vil bruge om det. Der gives kun en tro, der er kulturelt formidlet gennem den historiske og poetiske overlevering.

Litteraturkritikeren Lars Bukdahl kom for nylig med nogle prisværdigt ligefremme betragtninger om tro her i avisen. Det var kun barnetroen, der gjaldt som den rigtige. Intellektuelle præster var for ham en slags bedragere.

Men spørgsmålet er, om det ikke forholder sig lige omvendt. Det er den intellektuelle tro, den formidlede tro, der er den eneste mulige. Barnetroen er, om ikke et bedrag, så en fantasiforestilling, noget man med misundelse eller oprigtig forundring forestiller sig, at nogle andre besidder. Fordi troen altid er formidlet, kan mange føle et behov for at stive sig selv af gennem andres tro: Selv er jeg desværre lidet troende, men der er andre, der tror på den rigtige måde og derfor også kan tro vikarierende for mig. Sådan forholder det sig nok ikke. Det vil i hvert fald være svært at kontrollere, fordi vi ikke har adgang til noget andet indre trosliv end vores egen stakkels udgave.

Hvis troen var så enkel, bogstavelig og barnlig, ville kristendommen næppe heller have spaltet sig i et utal af konkurrerende fortolkninger. Men først er begivenheden. Ellers kunne det jo også være lige meget med alle fortolkningerne. Der ville intet være til at drive dem. Så Han er opstanden. Det må vi tro.