46-årige Simon Steen-Andersen er uden tvivl en af de mest spektakulære komponister i sin generation. Ikke blot herhjemme, men i hele Europa. Med hæsblæsende lydpartiturer og en veludviklet sans for slapstick er han noget så sjældent som en frontløber for klassisk musik med et komisk glimt i øjet.
Han har præsteret afsindige værker, hvor flygler styrter mod jorden fra anden sals højde. En opera er blevet til med det udgangspunkt, at sangerne er frarøvet deres stemme. Steen-Andersen har sågar forvandlet hele Wagners ikoniske operahus i Bayreuth til lydteater, fra kælder til tagryg.
I det 21. århundredes klassiske musikliv findes der ingen musikalsk og lydlig begavelse større end Simon Steen-Andersen. Alligevel sidder man med fornemmelsen af, at der mangler noget i hans værker, og det bliver mere og mere tydeligt.
I weekenden var der dansk premiere på ”Walk the Walk”, Steen-Andersens halvanden time lange performanceværk om, ja, at gå. Her følger man fire slagtøjsspillere, der ikke får lov at spille slagtøj, men til gengæld udfører rytmisk krops- og talekoreografi med afsindig timing.
De går, helt bogstaveligt, fra punkt A til punkt B på scenen. Man skal forestille sig – og det er intet problem – at det er samme mand, der bevæger sig mellem punkterne. En efter en kommer de gående fra den ene side til den anden, som var der tale om en båndsløjfe. Imens crooner Bing Crosby i højttalerne: ”Did you ever see a dream walking, well I did.”
Og der ér netop tale om en båndsløjfe. Scenen er forvandlet til en virkeliggjort redigeringssoftware, hvor Steen-Andersen ændrer længden og hastigheden på klippet. Jo tættere punkt A og B rykker på hinanden, desto hurtigere må performerne løbe for at opretholde illusionen.
I andre scener illuderer de fire medvirkende en blinkende stumfilm, mens lyden af skridt forstærkes i rummet. Eller de genopfører pludselig en YouTube-video med lydfri mimet dialog. Af og til sætter de sig og diskuterer værket, de er ved at opføre, og selve det metagreb, som diskussionen er.
Vi oplever også en firstemmig koral for løbebånd, der pludselig bliver til instrumenter, da musikerne holder et overdimensioneret plekter mod de rullende bånd og justerer tonehøjden på den resulterende pibelyd ved at ændre hastigheden. Schubert, mine damer og herrer.
Det er som at se Peter Pan i rollen som musikarkivar. Citater fra musikhistorien opføres på utænkelige måder og med uendelig kækhed. Det er for så vidt underholdende, men det er også meget selvreferentielt.
Her blotlægges Simon Steen-Andersens problem: Hans værker bliver til et genkendelsens teater, hvor meningen først og fremmest er at afkode metagreb og referencer til den klassiske musiks historie. Man kunne godt ønske sig af en af vor tids største kunstnere, at han ikke blot tryllebandt med illusioner og kreative påfund, men også turde sige noget om tiden, vi lever i.
Steen-Andersen tager chancer, og ”Walk the Walk” lever i høj grad af, at der uundgåeligt sniger sig fejl ind, fordi kravene til timingen i udførelsen er urimeligt høje. Men det er udelukkende tekniske risici. Det, man savner, er en egentlig blottelse, et favntag med verden uden for musikarkivet og illusionskataloget.
En ny generation af komponister er vokset frem, mens Simon Steen-Andersen har forfinet sine tryllekunster. For dem handler kunst om at ofre sig selv for at sige noget om verden. De kerer sig mindre om elegance, perfektion og Schubert-citater. Med deres indtræden på scenen ligner Steen-Andersen pludselig en komponist, der har haft sin tid – og ikke udnyttede den.
Simon Steen-Andersen: Walk the Walk. Ensemble This Ensemble That. Takkelloftet, København, den 17.-18. juni.