28-årig debutant giver stemme til den almindelige, ualmindelige familie

Malte Tellerup har fundet roen til at skrive i et nedlagt husmandssted i Vestjylland. I næste uge debuterer han med romanen ”Markløs”, der er en odyssé gennem hans hjemstavns fynske landskab og skilsmisseramte opvækst

Malte Tellerup er fascineret af de historier, landskaberne fortæller, og han trives godt med sit skifte fra Nørrebro til et nedlagt husmandssted i Vestjylland. –
Malte Tellerup er fascineret af de historier, landskaberne fortæller, og han trives godt med sit skifte fra Nørrebro til et nedlagt husmandssted i Vestjylland. – . Foto: Jens Bach.

Kulden bider i kinderne, men ud skal han. Med sine lange ben får Malte Tellerup hurtigt tilbagelagt nogle kilometer hen over brakmarker pyntet med læhegn og snurrende vindmøller. Og hen forbi skoven med grantræerne, som er så anderledes end hans barndoms fynske bøgetræer.

I hans familie har de noget med at gå. Da han var helt lille, skete det ofte, at hans mor hankede op i barnevognen og gik de 10 kilometer fra landsbyen Elmelund og ind til universitetet i Odense.

Og da han og kæresten for et år siden flyttede ind et lejet nedlagt husmandssted langt fra alfarvej ved Vemb i Vestjylland, og de mente, det blev nødvendigt med en bil, var moderens kommentar: I kan da bare gå!

Når 28-årige Malte Tellerup i den kommende uge roman-debuterer med ”Markløs”, handler det også om at gå. Hovedpersonerne i romanen, Malte og Emil, er ham selv og den to år yngre bror. De tilbagelægger gående 50-60 kilometer gennem Sydvestfyn for at nå frem til Tellerup, ikke en egentlig landsby, men snarere en samling huse, hvortil deres oldefar i sin tid blev hentet fra et børnehjem i Sverige.

Her blev han søn og arbejdskraft hos en landbofamilie, der gav ham, og dermed også efterfølgerne i slægten, efternavnet Tellerup.

Det er altså selvbiografisk stof, vi har med at gøre. Og det er måske nok tilfældigt, at Karl Ove Knausgårds værk ”Min kamp” med sine seks bind fylder godt op i Malte Tellerups og kæresten Liv Sejrbo Lidegaards bogreol, for den debuterende forfatter har ikke læst den, men Knausgård og han er en del af den samme tid og litterære tradition.

Persongalleriet i ”Markløs” omfatter blandt andre drengenes fraskilte forældre og deres nye partnere, deres morfar og mormor og en afdød onkel. I modsætning til Malte og Emil er de personer dog blevet udstyret med andre navne end dem, de har i virkeligheden.

”Det er ikke en en til en-sandhed, men det har været vigtigt for mig at tage fat i noget meget privat stof, og jeg føler egentlig, at jeg har digtet ret lidt. Det betyder også, at jeg har tænkt meget over, hvordan jeg behandler mit stof. Man kan sige, at Knausgård virkelig fyrede den af med alle tænkelige detaljer, hvor jeg er gået ind i at finde en balance og skrive med omsorg. Nogle af familierelationerne rummer svære historier, og derfor skal de behandles med respekt,” siger Malte Tellerup.

Vi har søgt ly for februarkulden og sat os indenfor i stuen, der er indrettet med genbrugsmøbler og loppefund, og hvor en udestue er revet ned for at give plads til, at lyset fra den høje himmel udenfor kan slippe mest muligt ind.

Skiftet fra Malte Tellerups tidligere tilværelse på Nørrebro i København er til at få øje på. Ikke kun på grund af de langt flere kvadratmeter og naturen lige uden for vinduerne. Livsstilen er også markant anderledes. Hipster-caféerne og det litterære storbymiljø er afløst af ro, skrivekoncentration og ændret døgnrytme.

Malte Tellerup har altid været mest A-menneske, men nu er han det i særdeleshed. For, som han siger: ”Om aftenen er her så mørkt, at man får lyst til at gå i seng klokken otte.”

Skiftet fra Malte Tellerups tidligere tilværelse på Nørrebro i København er til at få øje på. Ikke kun på grund af de langt flere kvadratmeter og naturen lige uden for vinduerne. Livsstilen er også markant anderledes. Hipster-caféerne og det litterære storbymiljø er afløst af ro, skrivekoncentration og ændret døgnrytme.
Skiftet fra Malte Tellerups tidligere tilværelse på Nørrebro i København er til at få øje på. Ikke kun på grund af de langt flere kvadratmeter og naturen lige uden for vinduerne. Livsstilen er også markant anderledes. Hipster-caféerne og det litterære storbymiljø er afløst af ro, skrivekoncentration og ændret døgnrytme. Foto: Jens Bach

I romanen går brødrene vagabondagtige ture, der foregår uden nogen som helst form for vandreudstyr gennem lukkede landsbyer, forbi gårde, der er vokset til af ukrudt, og gartnerier, hvor knuste ruder vidner om forfald.

De møder stort set ingen mennesker ud over en flok cykelmotionister, der har travlt med at signalere overskud. Landbrugslandskabet og landsbyerne er under forandring. Det sammen er familierelationerne, og man kan sige, at ”Markløs” er en slags undersøgelse af, hvordan det står til i naturen og i familien netop nu.

Malte Tellerup og hans jævnaldrende er den første generation af voksne, hvor skilsmisser i barndommen var noget, rigtig mange oplevede. Han kalder sin egen og mange andres familier for almindelige ualmindelige. For nok er skilsmissefamilier blevet almindelige, men livet i dem er stadig ualmindeligt.

”Nogle gange, når min mor bliver ked af det, så taler hun om vores familie som dysfunktionel, og det er jo nok ud fra, at det ikke var en kernefamilie. Men selvom vores familie var splittet, så vil jeg ikke kalde den dysfunktionel. Jeg har været vant til, at familiebånd skifter, og der opstår nye relationer. Der kan komme virkelig fine værdier ud af at vokse op i en storfamilie,” siger Malte Tellerup.

”Men som den ældste har jeg nok taget lidt for meget ansvar for at skabe god stemning. Familietraditioner er med til, at man skaber intime rum og fortællinger sammen, men i brudte familier kommer det ikke nødvendigvis af sig selv. Vi skal på en anden måde huske hinanden på at ses,” siger han og tilføjer, at det er kendetegnende for mange i hans generation, at familietraditioner ikke er en selvfølge, og at det eksempelvis kan ændre sig år for år, hvem det er, man fejrer juleaften med, og hvem det er, man hører sammen med i det hele taget.

I videoen fortæller Malte Tellerup mere om den nye roman 

”Vi har tidligt skulle lære at være pragmatiske,” siger han.

Forældrenes skilsmisse og deres nye parforhold har betydet, at Malte Tellerup og hans lillebror, der i dag er professionel håndboldspiller, har boet mange steder på Fyn i deres barndom og ungdom.

”Jeg kan godt stille mig selv spørgsmålet, hvor mit sted er. Det er nok også noget af det, jeg undersøger i romanen,” siger han.

”Afstand og nærhed påvirker den måde, man sanseligt og tænkende er i kontakt med både familien og stedet på. Jeg har brugt ukrudtet og vildnisset, altså noget, man ikke rigtig kan styre, som pejlemærker til at sige: Hvordan udvikler intimiteten og tilknytningsbåndene sig i min familie. Jeg føler, jeg kan udtrykke det mere præcist ved fysisk at være i de landskaber, hvor eksempelvis min mormor og morfar har levet,” siger Malte Tellerup.

Sydvestfyn er lidt af en hvid plet på kortet over steder, der er beskrevet litterært. Landskabet er mest kendt gennem malerier. For Malte Tellerup er det derfor også en vigtig pointe med romanen at give den del af Danmarks geografi liv.

Han holder af naturen på en undersøgende måde, hvor han sætter sig ind i flora, fauna og geologiske fakta. Og Fyn er hjemstavnen, som han hverken vil eller kan komme uden om. Derfor er den fynske dialekt også en del af oplevelsen ved at læse ”Markløs”

”Jeg er en del af en generation, der kan tale fynsk, men ikke rigtig gør det. Når jeg er sammen med mine søskende og venner fra dengang, kan vi godt finde på at slå over vi i fynsk. Dialekten er blevet et ekstra sprog, som vi kan bruge i sjove sammenhænge,” siger Malte Tellerup og fortsætter:

Vestjylland er Malte Tellerups valgstavn. Her på et af de steder, hvor Hedeselskabet byggede smågårde til bønder, der havde mod på at opdyrke heden, er han godt tilpas.
Vestjylland er Malte Tellerups valgstavn. Her på et af de steder, hvor Hedeselskabet byggede smågårde til bønder, der havde mod på at opdyrke heden, er han godt tilpas. Foto: Jens Bach

”Mine forældre er ikke så begejstrede for, at jeg bruger det i bogen. De tænker, at det nemt kan virke sådan lidt nedsættende. At man er lidt dum, hvis man siger ’kaf’ og ’havregrø’. De tilhører en generation, der har vænnet sig til, at dialekten kan virke mindreværdig-gørende og derfor har følt, at de skulle bryde ud af den. Min generation taler rigsdansk og bruger det fynske som legeplads. Når jeg bruger det i romanen, er det, fordi jeg er glad for sproget, og fordi det er en del af min familiehistorie. Jeg har lyst til at tage det alvorligt, for jeg synes, at dialekt generelt er sproglig spændende.”

Vestjylland er Malte Tellerups valgstavn. Her på et af de steder, hvor Hedeselskabet byggede smågårde til bønder, der havde mod på at opdyrke heden, er han godt tilpas.

Huset hører til blandt de sidste, der blev bygget af Hedeselskabet i 1950’erne, og er i dag ejet af en landmand med 120 malkekøer, som har brug for jorden. Kæresteparret fra Nørrebro er nu i nabolaget ”dem ude fra Rosa og Bents hus”.

Et navneskilt med de to navne hang i øvrigt længe på yderdøren, men nu har Malte Tellerup fjernet det for endegyldigt at signalere skiftet. For her vil han være, og her kommer hans næste roman til at udspille sig, for som han siger:

”Jeg kan godt lide at fravriste landskaberne en historie.”