Iklædt hvidt slør, rævehale, hat og makeup er Pablo Llambías kommet i glas og ramme i forfatterens lejlighed på Østerbro i København.
Billedet er fra omslaget af hans bog Kærlighedens veje & vildveje fra 2009, som er en parafrase over Suzanne Brøggers essaysamling fra 1975 med samme titel.
Bogen udkom det år, Pablo Llambías overtog rektorposten på Forfatterskolen efter Hans Otto Jørgensen. Det år, hvor Pablo Llambías pludselig ikke længere kun var forfatter, performer og kunstner, men også leder af en skole, som alle i det litterære miljø har haft en mening om, siden den i 1987 blev grundlagt af Poul Borum og Per Aage Brandt.
Fra at være et lille kælderprojekt i Nansensgade i Indre By i København er den vokset til at være en SU-berettiget og statsanerkendt uddannelsesinstitution.
Men selvom ingen formentlig længere tvivler på dens eksistensberettigelse, er der stadig kritiske røster, der dømmer skolen som en institution, der producerer smal forfatterskolelitteratur selvom en stor del af forfatterskolens tidligere elever har fået stadfæstet deres navne uden for skolens mure og har mange læsere, som eksempelvis Kirsten Hammann, Helle Helle, Dy Plambeck og Josephine Klougart.
Men måske netop derfor har der altid været en bevågenhed omkring den forfatter, der besidder rektorstolen for bliver skolen ikke kun defineret ud fra dennes præferencer?
Nej, mener Pablo Llambías, som med sine slidte kanvasbukser og løsthængende poloshirt langtfra ligner performeren i glasrammen på væggen.
Ifølge ham er det eleverne, der danner skolen, og han er bare med til at guide dem noget af vejen. Alligevel var det med klare mål for øje, da han for fire år siden blev leder.
Et af dem var, at skolen skulle åbnes op for omverdenen, så der blev mere bevidsthed om, hvad Forfatterskolen er og kan. Derfor har han igennem årene arrangeret forelæsninger og seminarer på skolen og på den måde været med til at aflive fordommen om, at det er en skole for én bestemt litteratur.
Og så ville han gerne afprøve en decentral ledelse.
For selvom de, der går på skolen, bliver omtalt som elever, så bliver de alligevel betragtet som forfattere den dag, de bliver optaget.
Forfattere, som ved, hvad de vil, og har masser at byde ind med. Hvert år bliver der kun valgt mellem seks og otte ud blandt flere hundrede ansøgere, så de er allerede talentfulde skribenter den dag, de træder indenfor. Skolens undervisningsplan er som udgangspunkt flydende, og grundtanken er, at skolen skal danne ramme for en nutidig diskussion af, hvad kunst og litteratur er, og hvor alle sætter deres eget lille fingeraftryk på.
Udefra set kan det godt virke lidt kaotisk, for vi har ingen periodeundervisning, hvor vi for eksempel tager litteraturhistorien fra A til Z. Der er nedslag i forskellige forfatterskaber og undervisning i filosofi, og det skubber selvfølgelig eleverne i forskellige retninger, men der er ingen, der sidder hårdt på dagsordenen. Vi taler meget om, hvad der er vigtigt, kunstnerisk set, lige nu, og det flytter sig hele tiden. I 1990erne var det kortprosa, i 00erne var der et politisk fokus, og nu er det meget køn og krop. Og det er klart, at det skal kunne ses på undervisningsplanen. Egentlig ved eleverne ret meget selv, hvad de har brug for, og derfor skal de have medindflydelse, men selvfølgelig skal der også være noget, der skubber dem i en retning, som de ikke selv havde forventet, siger Pablo Llambías, som ikke går ind for en konfronterende undervisningsstil, da det risikerer at gøre autoriteterne til elevernes altomfavnende skygger, hvis greb de har svært ved at vriste sig fri af:
Jeg synes ikke, eleverne skal være bekymrede for autoriteternes blik, mens de skriver. Det kan påvirke skrivearbejdet i sådan en grad, at der ikke kommer nogen ord ned på papiret. Der skal være en vis frihed i skriveprocessen, og det skal bestemt ikke være et angstplaget rum, hvor eleven bliver afhængig af autoritetens godkendelse og bange for dommen.
LÆS OGSÅ: Forfatter: USA's dominans skyldes kristendom og kapitalisme
Pablo Llambías er født i Svenstrup ved Aalborg i 1964 som søn af en dansk mor og en argentinsk far. Han er vokset op i et klassisk musikermiljø, hvor øvning var dagligdag og struktur og disciplin en selvfølge. Efter gymnasiet blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium med trombone som hovedfag.
Men musikken holdt ikke sit faste greb i Pablo Llambías, og et blik ned over hans cv afslører en mand, hvis karriere ikke har været lige så stringent som barndommens faste øveritualer. Ud over konservatoriet har han læst Filmvidenskab på Københavns Universitet, gået på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og har en cand.mag.-grad fra Kunstakademiet. I 1996 debuterede han med romanen Hun har en altan, som modtog en stribe gode anmeldelser og stadfæstede ham som en del af det litterære miljø. Siden har han undervist på Forfatterskolen og i skrivekunst på Syddansk Universitet, inden han i 2009 blev rektor for Forfatterskolen.
Men det imponerende cv viser også en kunstner, som har haft vanskeligt ved at finde ud af, hvilken vej han skulle gå.
Det tog mig lang tid at finde ud af, hvilken kunstner jeg skulle være, og hvad forskellen er mellem at være skabende og udøvende kunstner, som han siger.
For Pablo Llambías ville gerne skabe sin egen kunst. Men det følte han hverken, han kunne få udlevet på konservatoriet eller universitetet. Først på akademiet fik han mulighed for ikke blot at udøve andres kunst, men også at skabe sin egen, og det var 100 procent op til ham selv at skabe den. Her var ingen krav ud over hans egne. Det var i forbindelse med sin afgangsprøve på Kunstakademiet, at han udgav bogen Rådhus, og her blev kimen til at skrive for alvor lagt. Og i dag, med 13 bøger bag sig senest udkom sonetsamlingen Hundstein kan man vist roligt placere Pablo Llambías som skabende kunstner. Men at blive forfatter var ikke bare et valg, som han traf.
Jeg tror, de fleste forfattere oplever, at litteraturen vælger dem. De første bøger er en diskurs ind i litteraturens verden, og så må man se, hvad der sker. For de fleste er det ubehageligt at kalde sig forfatter, for så skal man stå ved det, og alle de domme, der følger med. Det er jo at satse, og der er risici forbundet med det. Så ja, der gik et stykke tid, før jeg kaldte mig forfatter, siger Pablo Llambías, som kun skriver, så længe lysten er der. For som han siger, så er han ikke forpligtet til at skrive han gør det, fordi der stadig er et mellemværende et anliggende:
Jeg er i virkeligheden ligeglad med, om jeg skriver, og jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle love nogen noget. Heller ikke mig selv. Jeg tror, de fleste forfattere eller kunstnere oplever et ubehag ved at bevæge sig ind i kunstens verden, mens folk udefra ser det som noget dejligt eller opbyggeligt. For mange kunstnere er det smertefuldt og omkostningsfuldt. Alene det, at man møder sit talents grænser, er et eksempel på, hvor ondt det kan gøre. I kunstbranchen bliver man i høj grad tvunget til at finde ud af, hvor man befinder sig niveaumæssigt. Det er ret nådesløst og kan være utrolig smertefuldt at erkende, hvis ens niveau ikke er højt nok.
Pablo Llambías eget niveau har han ikke selv været i tvivl om. Han ved, at der er forfattere, der er bedre end ham, men han ved også, at han er bedre end andre. I sidste ende handler det om at finde frem til lige præcis det, man selv er god til. Dog har det taget tid at vænne sig til, at hvis han udtaler sig som forfatteren Pablo Llambías, så kobler omverden det også til rektoren Pablo Llambías.
Der er forskel på at være mig og så at være en institution. I starten, da jeg blev ansat, syntes jeg, det var hårdt at være en institution. For jeg er jo ikke den institution jeg har bare lånt den et øjeblik. Men hvad jeg siger om skolen, kan blive skolens problem i løbet af et øjeblik, og jeg følte, at jeg havde et lidt for stort ansvar for, hvad jeg sagde. Dog har det måske også betydet, at jeg tør mere i kunsten nu, end jeg turde før.
En dreven jysk accent blander sig med en akademisk retorik, når Pablo Llambías taler. Hele sit liv har han bevæget sig i akademiske og kunstneriske miljøer, og diskussionen om kunstens rolle i samfundet er et selvfølgeligt udgangspunkt for en samtale. Og det er tydeligt, at han er ambitiøs på både sine egne og skolens vegne og går til sit arbejde som rektor med stor alvor. Men han har også behov for rod, hvilket papirbunkerne og det støvede, uberørte keyboard i stuen hurtig afslører.
For Pablo Llambías handler det om, at rod fører til orden, og derfor skal der helst rode lidt, inden det hele bliver samlet igen. Men det er ikke en selvglad Pablo Llambías, der har valgt at pryde sine vægge med sit eget ansigt. Det er derimod forfatteren, kunstneren og performeren Pablo Llambías. Ham, hvis litterære jeg anmeldere og kritikere altid længes efter at finde ud af, om han også stemmer overens med privatpersonen Pablo Llambías. For er den til tider angstplagede rektor og fraskilte far i bøgerne ikke den samme, som rektoren og den fraskilte far uden for bøgerne? For Pablo Llambías er det ikke et interessant spørgsmål, og han benægter kategorisk at anerkende koblingen. For hans tekster er bogstaver, og han er kød og blod. Derfor kan det være irriterende gang på gang at svare på, hvilket jeg der er i hans tekster.
Når jeg siger, at jeg synes, det er uinteressant at snakke om den biografiske forbindelse, så tror anmelderne og kritikerne, det er, fordi jeg selv synes, det er yderst interessant med lige netop den forbindelse. Det er jeg træt af at det er konsekvensen af, at jeg peger på, at det er ligegyldigt. Det er ligesom, når folk siger, at du er sur, og man så siger: Nej, det er jeg ikke. Så er der ingen, der tror på en. Det er umuligt at komme ud af, siger han og griner, da det for ham handler om, at litteraturen er kontekstforbundet. Et greb, han har hentet fra det billedkunstdisciplinære arbejde.
Jeg er kontekstforbundet, og det samme er teksten. Den er heller ikke transcendent, men lever i et samspil med den, der læser den i konteksten og alle de værdier, man læser ind i den. Det interesserer mig, men jeg interesserer mig ikke rigtigt for forbindelsen mellem de to. Men det interesser omverdenen meget.
Hvorfor?
Folk er interesseret i, hvad der findes inde i centrum af det socialt acceptable. Hvordan skal vi begå os, hvis vi gerne vil være inde i centrum, hvor der er trygt? Der finder man ud af, at man ikke skal være ude i kanterne, så når forfatterne jeg skriver om kanterne, så bliver det interessant. Det er en sociologisk almen interesse, tror jeg.
Pablo Llambías går kunstens ærinde ikke fordi der nødvendigvis er rart at være, men fordi det er der, han føler sig hjemme. I kunsten, hvor man udvikler sig, og ens blik rykker sig. Og det er netop, hvad han ønsker at give videre til sine elever. Give dem en chance for at udvikle sig og finde deres egen vej.
Kunsten kan flytte ens blik på alting på én gang. Lidt eller meget. De fleste mennesker synes, det er irriterende at redefinere alting hele tiden. Men mange kunstnere synes, det er dejligt, fordi de alligevel har en oplevelse af, at der ikke er særligt meget, der er fast. Det, som andre oplever som fast og indlysende, opfatter de ikke som sådan. Derfor kan det være fantastisk at komme ind i et kunstnerisk fællesskab som Forfatterskolen, for så behøver man ikke længere sige, at det hele er så pokkers stabilt.