Han overlevede, så han kunne fortælle historien

Forfatteren og livsfilosoffen Ernst Jüngers dagbøger fra Første Verdenskrig er et ubestridt hovedværk i europæisk kulturhistorie. Det unikke og særprægede dokument med titlen I stålstormen udkommer med 100 års forsinkelse på dansk i næste uge

Ernst Jünger døde i 1998 i en alder af 103 år og var åndsfrisk og skrivende til det sidste. –
Ernst Jünger døde i 1998 i en alder af 103 år og var åndsfrisk og skrivende til det sidste. – Foto: .

Den tyske forfatter og livsfilosof Ernst Jünger er en af de mest specielle kulturpersonligheder i moderne tid. Ikke alene blev han usædvanlig gammel han levede fra 1895-1998, døde således i en alder af 103 år og var åndsfrisk og skrivende til det sidste.

LÆS OGSÅ: Fra det klamme dyb til de høje, lyse sale

Han var også højt dekoreret tysk krigshelt fra Første Verdenskrig, hvor han blev såret ikke mindre end 14 gange og modtog den tyske hærs højeste orden. Han førte dagbog i skyttegravene fra 1914-18, og efter krigen gennemskrev han sine notater og udgav dem i 1920 under titlen In Stahlgewittern (I stålstormen). Det blev en kultbog og en klassiker, ikke bare i Tyskland, men også internationalt. På omslaget til den danske oversættelse prises bogen af store forfattere som Remarque, André Gide og Jorge Luis Borges.

Der er udkommet forskellige ting af Jünger på dansk gennem tiden. Blandt andet oversatte Thorkild Hansen uddrag af hans krigsdagbøger fra Anden Verdenskrig, hvor han også var aktiv og blandt andet udstationeret som officer i Paris. Men at Jüngers første og ubestridt allermest berømte bog først kommer på dansk nu, må undre.

En forklaring er formentlig, at Jünger i næsten hele sit liv blev regnet for særdeles kontroversiel. Vi forventer, at kulturpersonligheder skal være pacifister eller i hvert fald kritikere af krigens gru. Hvis de deltager i krigshandlinger, skal det være på den rigtige side: Spaniensfrivillige eller som Nordahl Grieg pilot i allieret tjeneste. Jünger var som tysker på den forkerte side. Han var det uden fortrydelse. Og han var ikke pacifist. I perioder af sit liv efter fronterfaringen udviklede han ligefrem en krigsbegejstret livsfilosofi om krigen og kampen som en særlig elementær erfaring, en sandere verden, der ligger under det borgerlige livs og civilisationens fernis.

Dette aspekt er ikke fremtrædende i I stålstormen, men står at læse i skrifter fra 1920erne, blandt andet Der Kampf als inneres Erlebnis (1922), hvor Jünger blev en fremtrædende skikkelse på den nationalistiske, højreradikale fløj og agiterede for, at krigens dyder skulle spille en rolle i det almindelige samfund.

Hitler og nazisterne var store beundrere af Jünger, men det var ikke gengældt. Han blev aldrig medlem af partiet og holdt diverse invitationer ud i arms længde. Han sagde også nej til en føler fra Stauffenberg-kredsen om at deltage i attentatet mod Hitler, og selvom han fra 1930erne ikke var politisk aktiv, men vendte sig mod digtning, filosofi og essayistik, forblev han en tvetydig skikkelse.

Germanisten Adam Paulsen, som har været med til at oversætte, har skrevet et fint lille efterord til I stålstormen, men i betragtning af, hvor lidt kendt Jünger er i Danmark, burde forlaget nok have bevilliget tre gange så meget plads, så Paulsen kunne have udfoldet sig for alvor omkring Jüngers livsforløb og resten af hans værk.

Det, der har gjort I stålstormen legendarisk som krigsskildring, og som rammes imponerende kongenialt i oversættelsen, er bogens høje grad af saglighed. Jünger fortæller med en nøgtern og iskold præcision om små og store detaljer i skyttegravslivet. Det er, som om han selv i de mest ekstreme situationer formår at iagttage alt med et klinisk blik, der kun få gange vender sig mod det poetiske eller patetiske.

Tidspunkter og inventar og granatnedslag, alt noteres ned med bogholderagtig grundighed; det ene franske landsbynavn efter det andet passerer revy og ligeså navnene på de medkæmpende tyske soldater, der bliver dræbt i Jüngers nærhed, ofte lige ved hans side. Som læser opgiver man at holde tal på dem. Hovedpersonen fremstår næsten som den ene, der overlevede for at kunne fortælle historien.

Det fremgår af efterordet, at Jünger reviderede og nyudgav dagbøgerne mange gange i årenes løb. Nogle gange var det under indflydelse af udviklingen i hans synspunkter. I 1920erne kom der noget nationalistisk kampskrift indover, i 1930erne blev dette nedtonet igen. I den sidste udgave fra 1978, som der her er oversat fra, fremstår alt meget nøgternt, i næsten stiliseret forstand.

Det handler kun om krigens hverdag. Bogen er støvsuget for nationale, politiske, moralske og eksistentielle overvejelser. Jünger betragter krigen som et element i sig selv og føler en arkaisk, ridderlig samhørighed også med fjendens soldater. Ud over at Jünger møder sin lillebror, der også er ved fronten og bliver såret, hører vi intet om hans baggrund eller civile erfaringer. Vi ved, at Jünger læste Tristram Shandy og diverse andre bøger under krigen, men han redegør aldrig for læsefrugter.

Det er en bog, der virkelig har ambitionen om at skære ind til benet. Derfor vil mange måske også, til trods for den ekstreme setting, finde den monoton og kedelig at læse. Den har ingen ambitioner om at tale til læserens følelser og er som sådan meget forskellig fra Jüngers opgejlede krigs-livsfilosofi. Samtidig er det netop denne saglighed, der gør den til et unikt historisk dokument.

Når Jünger chokerede, var det ikke kun på grund af sine (politiske) holdninger, men også på grund af selve sin grundholdning til dette at være i krig. Han er blevet kaldt æstetisk immoralist, fordi han momentant kunne se skønheden i selv gasangreb og granatnedslag, og på et meget dybt niveau anfægter han vores moderne forestilling om, hvad et menneske er.

Vi forestiller os, at jo mere og jo heftigere et menneske er i krig, jo mere vil det blive presset, nedbrudt, traumatiseret og ude af stand til at leve et normalt liv efter krigen. Jüngers eksempel viser noget andet. Han lever helt fint videre i 80 år (!), efter at han er stået op af skyttegraven. Selv ville Jünger nok ikke betragte sig selv som et moderne menneske, men som et nyt menneske hærdet af krigen og kampen eller som del af en urgammel kaste af krigere. Lad mig slutte af med en tekstbid, hvor Jünger ser tilbage på det største slag, han deltog i, og samtidig, som et af de få steder i bogen, anslår tonen i sin krigs-livsfilosofi:

Den uhyre koncentration af kræfter i skæbnetimen, hvor der blev kæmpet om en fjern fremtid, og den udladning, der så overraskende, så chokerende fulgte efter, havde for første gang ført mig dybt ned i regioner hinsides det individuelle. Det adskilte sig fra alt, hvad jeg hidtil havde oplevet, det var en indvielse, som ikke blot åbnede skrækkens gloende kamre, men også førte igennem dem.

kultur@k.dk

Ernst Jünger: I stålstormen. Oversat fra tysk af Adam Paulsen og Henrik Rundqvist. 288 sider. 349 kroner. Gyldendal. Udkom-mer på fredag.

-- Evigheden tiltaler mig ikke. Nogle gange er det, der kan få mig op om morgenen, faktisk tanken om, at livet netop ikke er evigt. Jeg har det fint med, at livet er her og nu, indtil det slutter. Og jeg har heller ikke brug for nogen fornemmelse af en højere magt eller mening i dagligdagen, siger Lone Frank. – Foto:Scanpix.
– Evigheden tiltaler mig ikke. Nogle gange er det, der kan få mig op om morgenen, faktisk tanken om, at livet netop ikke er evigt. Jeg har det fint med, at livet er her og nu, indtil det slutter. Og jeg har heller ikke brug for nogen fornemmelse af en højere magt eller mening i dagligdagen, siger Lone Frank. – Foto:Scanpix. Foto: .