80 år? Martin Scorsese!? Næ – det må være en misforståelse. Ingen anden filminstruktør udstråler jo så megen energi og vitalitet. Selv når Scorsese har stået med sin grå hårpragt og præsenteret støvede italienske filmklassikere gennem mere end fire timer i dokumentaren "My Voyage to Italy" (1999), har han lignet en begejstret teenager.
Eller tag nu bare "The Wolf of Wall Street". Hvis Martin Charles Scorsese faktisk fylder 80 i morgen, må han have instrueret filmen i en alder af 71 år – dér, hvor andre filmskabere plejer at skue nostalgisk tilbage – men "The Wolf of Wall Street" er jo en film om appetit og glubende grådighed.
Den hører ikke til blandt Scorseses mest hyldede film, sådan som "Taxi Driver", "Raging Bull", "King of Comedy" og "Goodfellas". Mærkeligt nok. Som en utæmmelig energiudladning gennem tre timer revser den hovedpersonen Jordan Belfort – en ung amerikaner, der har snydt og bedraget sig til flere formuer. Den flår ham så effektivt, at han til sidst står tilbage som en plukket hanekylling.
Og så – i den sidste scene, da vi alle burde være klogere – holder Belfort et foredrag foran en flok almindelige amerikanere, der grådigt sluger alle Belforts råd om at tjene hurtige penge. Scorseses pointe er klar: Vi vil ikke have en bid af kagen. Vi vil have hele kagen. Det er dét fundament, verden – især USA – er bygget på. Spørg bare Donald Trump.
Jordan Belfort er ikke Scorseses opfindelse. Han findes skam derude i det moderne USA, det ikonografiske USA, der til enhver tid har inspireret Scorsese til at skabe kraftfulde, potente film. Den mest dynamiske del af hans imponerende filmografi består af amerikanske metaforer. Og de fleste af dem har tydeligt udgangspunkt i bibelske figurer.
Barnlig begejstring
Scorsese har selv fortalt, at han i sin ungdom stod med valget mellem at blive præst og filmmager. Det er svært at vurdere, hvad den katolske kirke er gået glip af, men filmverdenen ville i hvert fald have været et indflydelsesrigt og smittende energibundt fattigere, hvis Scorsese var gået ind i kirken i stedet for filmskolen.
"Marty er den yngste 80-årige, jeg kender," fastslår den danske filmproducer Niels Juul.
"Han er nærmest et leksikon af viden, uanset hvilket emne du taler med ham om. Men han er også næsten barnligt begejstret, når han fortæller om sine historier eller beskriver sin vision for en scene. Han har en utrolig smittende og varm energi, og jeg tror, hans dybe passion for film og hans menneskelige indlevelsesevne holder ham energisk og nysgerrig. Og dermed ung."
Ironisk nok har Niels Juul samarbejdet med Scorsese på to film, der er blevet beskyldt for at vise, at Scorsese er blevet en ældre herre, "Silence" (2016) og "The Irishman" (2019). Tempoet er drævende og dvælende i dem begge – men der er en pointe med det.
Sidstnævnte er klassisk Scorsese, en grundig refleksion over en amerikansk arketype, gangsterhåndlangeren, der har specialiseret sig i at "male vægge", en eufemisme for at aflive besværlige typer ved at skyde dem i hovedet, så blodet sprøjter på væggene. Filmen varer tre og en halv time, og tempoet er ikke imponerende. Scorsese har nemlig forsøgt at videregive fornemmelsen af et langt, levet liv, der ender i anger.
"The Irishman" bygger på en sand historie – eller i hvert fald en sand påstand: historien om gangsteren Frank Sheeran, der hævdede at have "malet vægge" med den berygtede fagforeningsmand Jimmy Hoffa, hvis lig aldrig blev fundet efter hans forsvinden i 1975. På mange måder virker filmen som en refleksion over alle de voldsmænd, der har befolket Scorseses mest berømmede film. Hvad skuer de mænd ind i, når de står i deres livs tusmørke?
Også "Silence", der bygger på en roman af japaneren Shūsaku Endō, opfordrer til refleksion. Den beretter om tre portugisiske munke, der forsøger at omvende japanerne til kristendommen i 1600-tallet. Men efterhånden indser en af munkene, at troen er svær at missionere om. Religiøse spørgsmål må hvert enkelt menneske finde sin egen vej til. Det gjorde Shūsaku Endō, der reflekterede sig frem til katolicismen, hvilket er usædvanligt for en japaner.
"’'Silence’ var en utrolig vigtig film for Scorsese," forklarer Niels Juul.
"Jeg tror, de spørgsmål om tro, tvivl og religion, som Shūsaku Endō rejser i sin roman, ligger meget tæt på hans egne."
USA som mytologisk bagtæppe
På sin vis har Scorsese altså kombineret sine to kald i ét. De store, eksistentielle spørgsmål præger hans bedste, mest dynamiske og udfordrende film. Se bare den kuldsejlede messias, Travis Bickle, der vil rense ud i affaldet i New Yorks gader i "Taxi Driver", nærmest som var han Noah, der handlede på befaling fra Vorherre. Bickle ønsker en ren verden, men er ikke bevidst om, at hans blik er forvredet og formørket af hans oplevelser under Vietnamkrigen.
I det hele taget fungerer USA altid som et mytologisk bagtæppe, et Sodoma og Gomorra, for Scorseses fortællinger. Det vrimler med mænd, der mere eller mindre ubevidst drager afsted, ind i mørkets hjerte, for at møde deres uundgåelige skæbne. Det gælder bokseren Jake LaMotta, der lader sig banke halvt ihjel i "Raging Bull". Det gælder gangsteren Henry Hill, en all american succesjæger i "Goodfellas". Det gælder Rupert Pupkin, der kidnapper sit idol for selv at indtage berømmelsen og rampelyset i "King of Comedy". Og det gælder Jordan Belfort, der er styret af grådighed i "The Wolf of Wall Street".
Der er noget ikonisk over Scorseses hovedpersoner. Flere af dem kan til enhver tid hives frem til refleksion over aktuelle begivenheder. Travis Bickle går igen i enhver selvbestaltet gademessias, heriblandt også massemorderen, der vil "rydde op i affaldet". Og med Rupert Pupkin skabte Scorsese et perfekt billede på de skruppelløse wannabe-celebriteter og berømmelsesfetichister, der ses overalt i dag.
Der gemmer sig et enestående katalog over amerikanske skæbnefortællinger i Scorseses film – såvel spillefilmene som dokumentarer og streamingserier. Og den unge mand er ikke færdig endnu. Gå ind på filmhjemmesiden IMDB, og klik på "director": Her kan man se, at Martin Scorsese har fem film- eller serieprojekter under udvikling. De fleste instruktører på en tredjedel af hans alder har et eller to. Eller klik på "producer": Her har Scorsese 12 film i udvikling.
80 år? Det må altså være en fejl…