”De sataniske vers” satte ord på tidens kulturkonflikter

Salman Rushdie satte verden i brand, da han antydede, at dele af Koranen var skrevet af Satan i romanen "De sataniske vers" fra 1988. De politiske og kulturelle efterdønninger var skelsættende og mærkes stadig og ændrede forfatterens og mange andres liv herunder terrorekspert Lars Erslev Andersens

Salman Rushdies roman ”De sataniske vers” blev på mange måder startskuddet til Lars Erslev Andersens karriere som ekspert i terrorisme.
Salman Rushdies roman ”De sataniske vers” blev på mange måder startskuddet til Lars Erslev Andersens karriere som ekspert i terrorisme. Foto: Søren Staal.

"Sproget og fantasien må ikke spærres inde, for så dør kunsten og sammen med den en lille smule af det, der gør os til mennesker."

"De sataniske vers" gav Rushdie dødsdom

Sådan skrev Salman Rushdie i et forsvar for sin kontroversielle roman "De sataniske vers" fra 1988, der blev startskuddet på tidens store sammenstød med vestlige demokratiske værdier som ytringsfrihed og retten til at bespotte guder og profeter på den ene side og muslimske fundamentalister med Koranens bud løftet højt i vejret på den anden. En konflikt, der på dansk jord kulminerede med Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2005 og efterfølgende attentatforsøg og en fortsat debat om censur, hensyn og ytringsfrihed.

Salman Rushdie satte langt før den famøse tegning med bomben i turbanen og den efterfølgende debat om ytringsfrihed og kultursammenstød ord på den paradoksale udvikling mellem kulturelle identiteter i de multikulturelle samfund og mærkede konsekvenserne herved. Han blev med "De sataniske vers" en af verdenslitteraturens største forfattere.

Men berømmelsen var dyr, da den ikke skyldes bogens litterære kvaliteter, men hovedsageligt de hændelser, der kom i kølvandet på udgivelsen. Det endte med en fatwa, i form af en dødsdom, over Rushdie udstedt af den iranske ayatollah Khomei­ni på grund af nogle særligt krænkende afsnit, der omhandler Koranen og profeten Muhammed. Rusdhie måtte i mange år leve under jorden og eskorteres af livvagter, og konflikten er ikke blevet mindre vedkommende her lidt over 20 år senere.

Det store aftryk, som "De sataniske vers" har sat på historien, er imponerende i betragtning af, at den klassificerer sig til den kategori af romaner, de fleste har hørt om, men de færreste har læst. Den magisk realistiske roman er utrolig svær at komme igennem. Hvis ikke umulig. Og de 578 tætskrevne sider i Gyldendals paperback-version er så fulde af ord, lange sætninger, farverige billedsprog og utallige referencer til andre værker, religioner, musik og filosofier, at hver side forekommer uendelig lang. Alligevel har denne roman, som kun få har læst, berørt utrolig mange mennesker og er en af de mest berømte bøger i dag.

Rushdie igangsatte interesseren for terror

Idéhistoriker Lars Erslev Andersen kom fint gennem Rushdies bog. Den utrolige historie blev på mange måder startskuddet til Lars Erslev Andersens professionelle karriere som ekspert i terrorisme og mellemøstlige forhold. Da han begyndte på Københavns Universitets naturvidenskabelige fakultet i 1977, hvor han tog eksaminer i botanik, fysik og kemi, lå det ikke ligefrem i kortene, at hans forskningsfelt skulle blive Mellemøsten, USAs udenrigs- og sikkerhedspolitik og begrebshistoriske studier i terrorisme og orden.

Bogen kom faktisk til at betyde en hel del for mit senere virke. Allerede i 1991 skrev jeg en temmelig stor analyse af sagen på 30 sider. Men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at den i første omgang var en indgang til at forstå og arbejde med de kulturkonflikter, som var under udvikling dengang, siger Lars Erslev Andersen og banker med en knyttet hånd på bogen foran ham på det runde mødebord i kontoret i DIIS bygning på Christianshavn i København.

Det er den originale danske oversættelse med slidte sider og æselører, som han sad med mellem hænderne første gang i 1989. Dengang imponerede Rushdies fantasifulde historie om to indiske skuespillere, der er udspændt mellem London og deres hjemland og har deres kvaler med at finde deres identitet og intet mindre end meningen med livet. Det skildres fantasifuldt af Rushdie ved, at de styrter ned fra et fly over Den Engelske Kanal og gennemgår en utrolig og fantasifuld udvikling i et spil om lys og mørke, det gode og det onde.

Mens Lars Erslev Andersen læste sig gennem denne historie, studerede han Jacques Derridas filosofi og Jean-Francois Lyotard om den postmoderne tilstand og afslutningen på de store fortællinger inden for religion, marxisme og liberalisme. Lars Erslev Andersen arbejdede som kandidatstipendiat med strømningen i fransk og amerikansk filosofi og dekonstruktion af verdenen. Og som han opdagede, var "De sataniske vers" både et udtryk for netop denne filosofi og en skildring af kulturernes store sammenstød.

Rushdie skrev postkolonial litteratur med sin baggrund i Indien og tid på kostskole i Storbritannien. Han skrev om immigrationsproblemer og fordomme og lagde afstand til fundamentalisme, den rene opfattelse af verden. Og så havde han en dekonstruktiv tilgang til en lang række myter og fortællinger i samfundet om indvandrere, fortæller Lars Erslev Andersen, der skynder sig at understrege, at han jo ikke er ekspert i litteratur.

Alligevel strømmer analyserne videre i velovervejede og velformulerede sætninger om bogens litterære kvaliteter:

Man kan læse den som en fantasirig fortælling, som har masser at sige. I disse år var det litterære parnas netop optaget af de store fortællingers endeligt, som for eksempel Umberto Eco og Milan Kundera, som Rushdie selv refererer til i sit essay om "De sataniske vers". De påstod, at litteratur er et rum, man kan etablere, og hvor alt kan prøves. Rushdie har hele vejen fastholdt kunstens ret til at diskutere vigtige emner som for eksempel tro og racisme.

De skrev op mod modernismens hyldest til litterær minimalisme. I den litterære modernisme sad man til sidst og så på ingenting og syntes, at det var stor kunst. Man havde netop haft den store vestlige ideologi og liberale tænkning over for den store kommunistiske fortælling, og intet holdt vand, siger han og fortsætter:

De havde blik for opløste konstruktioner og eksperimenterende teknik. De ville have de store fortællinger tilbage og blande det hele sammen i en slags bastard-litteratur, nedbrydning af det store og et overflødighedshorn af små sammensatte historier. Eco bruger den teknik, men ikke så udviklet og raffineret som Rushdie. Det var dybt befriende at få store historier og fortællinger tilbage, understreger Lars Erslev Andersen.

Rushdie er meget andet end "De sataniske vers"

Rushdies genialitet fremgår ifølge Lars Erslev Andersen af bogens to første sider, hvor forfatteren henter en lang række citater fra andre værker og refererer til religioner, filosofien, litteraturen og ligefrem rockmusik og populær kunst.

Det er dybt fascinerende læsning. Symbolikken er utrolig. Han refererer til The Doors, Nietzsche, Bibelens skabelsesmyte, Big Bang på bare halvanden side, hvor vi kun hører om to mænd, der falder ud af en jumbojet. Men det er også det, der gør, at den er irriterende for mange at læse. Som en ordentlig læser vil man vide, hvad det hele er. Men det er ligegyldigt for mig at forstå alle referencerne. Det er sjovt, når man ser det. Han bruger meget ironi og tragikomik. Det er en fantastisk litterær oplevelse.

Da "De sataniske vers" blev udgivet, gik der ikke mange måneder, før kræfter i den islamiske verden fik nys om romanen med de kontroversielle afsnit, især en drømmescene, hvor det antydes, at nogle af versene i Koranen skulle være skrevet af Satan. Disse antydninger blev anset for uacceptable af mullaher og imamer rundt om i verden. Bogen var for dem og især den iranske ayatollah anvendelig i en politisk agenda, fortæller Lars Erslev Andersen.

Romanen faldt dermed ind i geopolitiske omstændigheder, der var med til at understøtte konflikten, der opstod i kølvandet på udgivelsen. I Iran kunne Khomeini bruge den til at binde sine arvtagere til den islamiske revolutions konservative værdier. I Indien var der valgkamp, hvor aktører så en fordel i at fordømme bogen og dermed vinde muslimske stemmer. Og i Storbritannien så man også bogens potentiale i en række demonstrationer. Krisen kastede skygger over hele kloden, for eksempel i Italien og Norge i 1991 og 1993, hvor Rushdies oversættere blev forsøgt myrdet, men overlevede mirakuløst.

Det hele var planlagt og orkestreret. Ligesom med vores tegninger. Det virkede at bruge Rush­die i den politiske islam, og da vi 10 år efter fatwaen skrev en bog om Rushdie-sagen, kunne vi konstatere, at den stadig var meget levende, selvom den var fortrængt, husker Lars Erslev Andersen.

Fortjener en nobelpris

Alt dette kom hurtigt til at skygge for den umiddelbare litterære oplevelse, han havde fået i første omgang af "De sataniske vers", som han dog kalder en af de første store manifestationer i den store kulturkonflikt i moderne tid, hvor der sker store udviklinger af politisk islam i Mellemøsten og parallelt en større grad af politisk bevidsthed i den muslimske diaspora i Europa.

Sådan går det med mange gode bøger, der skaber debat, men knap nok bliver læst. For eksempel Samuel Huntingtons Civilisationernes sammenstød. Det var det samme med "De sataniske vers". Det er ærgerligt for bogen, for kan man abstrahere fra Rushdie-affæren, så vil jeg mene, at det er årtiets bedste bud på en nobelpris, selvom den har en svær intertekstuel konstruktion. Det gælder jo meget god kunst, for eksempel de store klassiske musikværker, som var ilde hørte i starten.

Rushdie måtte da vide, at han rørte ved noget sprængfarligt?

Han var ikke klar over, at det ville ende i en voldsom konflikt, men han havde nok en idé om, at den var provokatorisk for visse personer. Det ironiske i historien er, at han jo faktisk er på de menneskers side, som ender med at reagere så voldsomt. Han afviser islamisk fundamentalisme, men bogen er lige så meget en kritik og en ironisering af den britiske indvandrerpolitik og udbredte racisme.

I bogen bliver en af mændene samlet op på en strand af fremmedpolitiet, der står for alle racistiske fordomme og ser på ham som en mørklødet indvandrer, der lugter, er liderlig og skildres som en djævel. Rushdie kunne have været et talerør for indvandrere, der føler sig diskrimineret i de vestlige lande. Ironisk nok ender han med at blive deres fjende.

krasnik@k.dk