Fra prisvindende tv-fotograf til æblebonde: ”Skuldrene er faldet helt ned til knæhaserne”

Michael Lindebjerg har skiftet sin titel som prisvindende tv-fotograf ud med titlen som æblebonde på Samsø. ”Skuldrene er faldet helt ned til knæhaserne,” siger han om sit nye liv

Et musvitpar kan spise sig igennem tre kilo skadedyr på en sæson, fortæller Michael Lindebjerg, der blandt andet satser på fuglenes hjælp i sin nyetablerede æbleplantage på Samsø. –
Et musvitpar kan spise sig igennem tre kilo skadedyr på en sæson, fortæller Michael Lindebjerg, der blandt andet satser på fuglenes hjælp i sin nyetablerede æbleplantage på Samsø. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Det kan virke brutalt at knække de netop udsprungne, smukke, rosafarvede blomster af. De tætsiddende blomster er forløberne for masser af æbler til efteråret, men sådan kommer det ikke til at gå. Blomsterne må lade livet nu, så træerne kan vokse sig store og sunde og først til næste år skænke deres første høst af røde ingridmarie-æbler.

”Det gør lidt ondt,” indrømmer Michael Lindebjerg, mens han i sine grønne gummistøvler trasker gennem det høje, kløverfyldte græs, der fylder rækkerne mellem plantagens 3100 sirligt plantede æbletræer.

”Men sådan er det også at være æblebonde,” tilføjer han.

Og sådan en er han. En meget seriøs æblebonde endda. For selvom der står tv-fotograf på hans visitkort, er æbletræerne ikke en hobbybeskæftigelse og gården deroppe bagved ikke et fritidshus. Det er hans nye liv.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Samsø Æbler” hedder de 5,5 hektar jord i Toftebjerg midt på Kattegatøen, hvor de første 1000 træer blev plantet i november 2014 og godt 2000 mere kom i jorden nøjagtigt et år efter. De sidste blev plantet om natten, for næste dag var der meldt om snestorm. Æbletræerne viste sig at være robuste.

Forud for plantningen var gået flere års spekulationer og skal/skal ikke-tanker foranlediget af et stressende arbejdsliv og en tiltagende trang til forandring.

”Mit arbejde har styret alt. Når man arbejder med dokumentar-fjernsyn og alvorlige menneskelige historier, så er der ikke noget, der hedder faste arbejdstider. Jeg har altid arbejdet i weekender og til langt ud på aftenen og haft masser af rejseaktivitet. Det har været spændende, men også for voldsomt,” siger Michael Lindebjerg, da vi har slået os ned i et par havestole midt på gårdspladsen.

I 2008 oplevede han det, mange i hans alder og med samme høje arbejdsmoral og antal ugentlige arbejdstimer frygter: Han gik ud som et lys. Siddende i sin bil fik han et totalt blackout og blev indlagt med blink og sirener. Fysisk fejlede han intet, kunne lægerne konstatere, til gengæld var han stresset og på vej ind i en dyb depression. Det tog et år, hvor han det meste af tiden var i tvivl, om han nogensinde ville komme til at fungere normalt igen. Så rejste han sig – og begyndte forfra.

Ganske vist sagde han sin chefstilling på TV 2 op, men kun for at begynde at lave fjernsyn igen. Rejserne, de lange optagedage, fritidsaktiviteterne, der måtte sløjfes, alt det vendte han tilbage til. Men et frø var sået. Han ville noget andet. Engang.

”Vi begyndte at snakke om en anden slags liv, om mulighederne for at sadle om. Men det blev længe ved snakken,” siger han og mener med ”vi” ham selv og hustruen Pernille Søe.

”Det, der så endelig fik mig til at plante det første æbletræ, var min fars sygdom og død,” fortæller Michael Lindebjerg og fortsætter:

”Det var ikke, fordi jeg havde et helt specielt tæt forhold til min far, men da han blev syg som 70-årig og døde et år efter, tænkte jeg: Det her må være det, der gør, at nu kan jeg ikke længere lade det blive ved snakken. Det blev så tydeligt for mig, at vi kun har det her ene liv.”

Sammen med Pernille havde Michael Lindebjerg kort forinden købt et fritidshus på Samsø, hvor der var en del jord til. Og da nabogården med endnu mere jord kom til salg, slog han til og etablerede sin æbleplantage. Denne påske blev parrets hus og højtelskede hjem gennem 24 år i Højbjerg ved Aarhus solgt, og gården på Samsø blev betalt. Et lille rækkehus uden de store vedligeholdelsesforpligtelser i Aarhus er indkøbt, for Pernille har stadig sit lærerjob der, og Michael arbejder stadig to dage om ugen freelance for Danmarks Radio. Men på sigt er det æblerne og Samsø, der er udgangspunktet.

I 2017 kan han høste de første tons certificerede økologiske discovery, holsteiner cox, aroma og ingridmarie-æbler. Om de skal sælges som spiseæbler eller most, har han endnu ikke besluttet, men sikkert er det, at de skal udgøre hans indtægtskilde, og plejen af plantagen skal udgøre hans arbejdsliv.

”Mange har spurgt mig, hvorfor det lige blev æbler. Til det kan jeg svare, at jeg bare altid har ønsket mig en æbleplantage. Lidt ligesom når nogen ønsker sig en Porsche. Men det har været en lang modningsproces at komme derhen, hvor det kunne blive en realitet. Det kan godt være, jeg kunne mærke, at det, jeg var i gang med, det skulle ikke blive ved. Men det er meget sværere at komme frem til, hvad der så skal sættes i stedet for. Jeg blev nødt til at stikke fingeren i maven, og det gjorde jeg ved at anskaffe mig et stykke papir, hvor jeg opremsede plusser og minusser: Hvad synes jeg godt om? Og hvad kunne jeg ikke så godt lide? Det tog så lige en fem-seks år at få det ark papir udfyldt,” smiler Michael Lindebjerg og lader sin tankerække forstyrre af en rørhøg, der langsomt svæver forbi oven over os.

”Er den ikke skøn?”, spørger han retorisk, og vi dvæler et øjeblik ved det lydtæppe af varierende fuglestemmer, der omgiver os: skovspurve, mejser, musvitter, en falk og en utrætteligt arbejdende grønspætte.

”Det kan det københavnske motorvejsnet altså ikke hamle op med,” siger den nyslåede æblebonde.

Naturen kom på plussiden, og det samme gjorde retten til selv at bestemme over sit arbejdsliv. Mindre betød det, hvor mange penge der var i det, blot skulle der være nok til, at plantagen kunne forsørge ham.

”Når først børnene er fløjet fra reden, har man ikke længere så tungt et økonomisk ansvar. Men for mig ser det ud som om, at mange alligevel begynder at arbejde endnu mere, men også at de begynder at kede sig med det, de laver. Så er det, livet fyldes ud med alt for dyre ting eller rejser rundt til alverdens golfbaner. Den grøft ville jeg ikke falde i. Jeg vil gerne udfordres, og det gør ikke noget, hvis det, jeg skal lære, kommer til at foregå på den hårde måde ” siger Michael Lindebjerg og tilføjer:

”Den ro, der er her, er balsam for min sjæl. Det er vigtigt, men det er også vigtigt, at der står respekt om det, jeg gør. Det er ikke bare en pjattet idé. Det hele er grundigt gennemarbejdet både praktisk og mentalt, og det er meningen, at plantagen også skal kunne skaffe arbejde til andre.”

Han har blandt andet gjort sig tanker om, at nogle af de cirka 350 flygtninge, der p.t. er på Samsø, måske kunne få et meningsfyldt arbejdsliv i æbleplantagen.

”Det er så nemt at indtaste 150 kroner til Dansk Flygtningehjælp, men tænk hvis man kunne gøre noget, der har meget større betydning,” siger han og ser tankefuldt frem for sig.

”Der er mange idéer og muligheder. Og mange velmenende mennesker, der har henvendt sig. Hvad der præcist kommer til at ske, ved jeg ikke.”

Michael Lindebjerg holder sig selv under lup. Han har været helt derude, hvor det hele blev sort, og der skal han ikke ud igen. Men det ligger ham også fjernt at leve sit liv i magelighed. Der må gerne tages chancer, bare det er på den gode måde. For det koster noget at lave sit liv om. Blandt andet koster det noget i identitet. Der er rimeligvis ret langt fra dokumentar-fotografen Michael Lindebjerg, der vandt den ene pris efter den anden ved tv-branchens glamourøse fejringer af sig selv, til æblebonden Michael Lindebjerg i de grønne gummistøvler, der ikke behøver en kameralinse for at få øje på naturens små mirakler.

”Det er en transformering. Jeg var parat til at gøre noget drastisk, og det har gjort mig til et bedre menneske, mest af alt over for mig selv. Som min kone siger, så er mit smil begyndt at hænge fast fra øre til øre. Hun har fået en mand, der kommer hjem og er enormt træt, beskidt, svedig – og glad,” siger han og erkender, at det har været en lang proces at nå dertil. Men også at tålmodigheden er en del af attraktionen. Økologiske æbler tager den tid at producere, som økologiske æbler skal tage. Og det er helt fint.

Når Michael Lindebjerg ser til musvitterne i de farvestrålende fuglekasser, der er sat op i æbleplantagen, og som skal hjælpe ham med at holde skadedyrene væk, eller når han kører rundt i sin røde Ferguson-traktor, der er lige så gammel som ham selv, så er han nærmest lykkelig. Faktisk sker forandringen allerede, når han går ombord på Samsøfærgen og sejler over til det, der er blevet hans andet hjem.

”Der kan jeg mærke, hvordan mine skuldre sænker sig helt ned til knæhaserne.”