Prøv avisen

Han tegnede det, han så

Ib Andersen har kreeret flere af omslagene til Anders Bodelsens bøger. Det første var til Bodelsens debutroman fra 1959, ”De lyse nætters tid”. Tegningen er inspireret af Bodelsens barndomshjem i Ordrup. – Foto fra bogen.

De fleste kendte tegneren Ib Andersen for hans avistegninger, pengesedler og plakater. Men bag det velkendte var en mand, der også rummede frustration over at være kunstner i en tid, han følte sig isoleret fra. Det fortæller hans nære ven, forfatter Andersen Bodelsen

Kunsten skal kunne mange ting. Den skal gøre én tænksom og måske også ked af det, men den skal også gøre én glad. Jeg bliver glad af at se på Ib Andersens tegninger.

Forfatter Anders Bodelsen bladrer begejstret i bogen Tegneren Ib Andersen, som han selv har bidraget til. Han var ven til den for længst afdøde tegner, og hver tegning har en historie og bringer minder frem.

Jeg kan huske, når avisen kom lørdag morgen. Den, der fik fat i den først, råbte: Der er en tegning i af Ib, og så blev det en god dag.

Anders Bodelsen kendte Ib Andersen gennem deres fædre, der var venner. Selv efter forældrenes død bevarede han kontakten til Ib Andersen, der også lavede omslag til nogle hans første bøger og senere til hans tekster i Politiken.

Jeg husker ham som et stort lyspunkt i min barndom og ungdom. Når han og hans kone kom på besøg hos mine forældre, så steg stemningen. Der blev grinet meget, og der blev nok trukket lidt flere flasker op, end der ellers blev, forklarer han og fortsætter:

Han havde en enorm humor og var fantastisk god til at fortælle historier. Hans kone var en typisk kunstnerkone. Hun vidste, hvilke historier han gerne ville fortælle, og derfor gav hun ham stikordet, så han kunne fortsætte.

Ib Andersen rummede meget mere som person end sin tegnekunst og en række gode anekdoter. Ifølge Bodelsen var han yderst optaget af litteratur og musik og diskuterede ivrigt begge dele.

Som kunstner husker han Ib Andersen som meget alsidig.

Alt det, han kunne. Han havde en fantastisk teknik. Han holdt af at udfordre sig selv og fulgte det hele til dørs. Han afleverede ikke bare bestillingen og lod avisen eller forlaget gøre med den, hvad de ville. Han var med hele vejen, fortæller Anders Bodelsen.

Dog peger han på en mærkbar mangel i Ib Andersens ellers så fuldendte tegnestil.

Han kunne næsten ikke tegne mennesker. Han tegnede ikke ansigterne, og det er noget helt gennemgående hos ham. Men han ville give sin ene arm for at kunne.

Til gengæld kunne Ib Andersen tegne natur og landskaber på en måde, som Bodelsen end ikke mener, fotografiet kan hamle op med.

Dét, han kunne, var at tegne, hvordan det virkelig ser ud, når det endelig bliver lyst en vintermorgen. Der er så meget atmosfære i hans tegninger, og der er så meget af den danske natur. Ligegyldigt hvad du gør med et kamera, vil du ikke kunne aflokke den stemning. Man kan næsten lugte, hvordan frosten snerper i næseborene. Og man kan næsten mærke, hvor fugtig luften er, fortæller han og mener derfor heller ikke, at Ib Andersens kunst skulle overtolkes.

Ib Andersens stil var enkel og ligetil. Det, man umiddelbart ikke kunne forstå, var der ikke. Hans hovedopgave blev avistegningen, plakaten og design til varer og dåser med tobak. Det var alt sammen noget, der skulle bruges og henvendte sig til folk her og nu. Det var ikke noget, man skulle sidde og tænke over i længere tid, forklarer Bodelsen.

Når Anders Bodelsen kigger på Andersens tegninger, ser han en stor taknemmelighed over livet og naturen. Ib Andersen var ikke religiøs, men billederne af naturen var hans måde at vise taknemmelighed over for det smukke i verden.

Selvom man ikke kan sige, at det er den eller den Gud, som jeg takker for, at verden er så smuk, så er taknemmeligheden der stadig. Og den taknemmelighed behøver ikke at blive udtrykt ved salmesang. Det kan også bare være taknemmeligheden over en smuk efterårsdag på en regnvåd vej ved Fredensborg, siger Anders Bodelsen.

Ib Andersen indeholdt dog også andre sider. Det var ikke altid, han var lige taknemmelig og glad for sin omverden. Med tiden blev han bitter og isoleret fra den verden, han levede i.

På mange måder var han utilfreds med tiden og med den måde, tingene udviklede sig på. Hvor han som ung havde været moderne og med på kubismen, kulturkampen, radikalismen og formodentlig også marxismen, så var han i 1950erne en mand, som ikke længere brød sig om udviklingen, og som formentlig følte sig isoleret fra hovedstrømningerne i dansk kunst. Han var jo realist, og han fjernede sig mere og mere fra den abstrakte kunst. Han vendte sig bort fra alt, der var nyt, forklarer Anders Bodelsen.

Ib Andersen isolerede sig ikke blot i sin kunstform. Han flyttede også væk fra København til det stillestående og naturskønne Fredensborg i Nordsjælland. Her mistede han kontakten med bylivet, som ellers også inspirerede ham, og han vendte sig i stedet mod det nære.

Han opdagede, at dét, der interesserede ham mest, var naturen. Ikke at gøre noget ved den, men simpelt hen bare at tegne den af, som den var.

Anders Bodelsen tvivler på, at Ib Andersens stilleståenhed ville have været accepteret af nutidens kritikere, som konstant kræver kunstnerisk udvikling. Men han advarer mod at undervurdere Ib Andersens kunst, selvom han stoppede med at forny sig. For han skal huskes for det, han virkelig gjorde, og ikke for alt det, han ikke gjorde, mener Bodelsen.

Han havde fundet sit motiv. Vi stiller i dag et krav til kunstnere om, at de skal udvikle sig. Men det kan gå hen og blive en smule hysterisk. Hvis en kunstner har fundet sit emne og sin teknik, så er det urimeligt, at kritikerne siger: Det har vi set før, nu vil vi se noget nyt. Måske er nogle kunstnere skabt til at forfine og righoldiggøre det, de arbejder med, snarere end at smide deres teknik og deres motiv væk for at finde noget andet.

Bodelsen tager igen bogen frem. Han overvejer at købe et par ekstra eksemplarer til sine børn, så Ib Andersens kunst kan leve videre gennem en ny generation.

Han er på en måde gået lidt i glemmebogen. Jeg tror måske, denne bog giver folk en ny chance for at se, hvor alsidig han egentlig var. Hans satiriske tegninger og de moderne fra hans ungdomstid kommer til at vise, at han ikke var nær så nicheagtig, som man måske troede, han var, siger Anders Bodelsen.

kragh@kristeligt-dagblad.dk

”Britisk udstilling” fra 1932, hvor Ib Andersen var i sin modernistiske periode. – Foto fra bogen.
Ib Andersen tegnede for Nationalbanken i to omgange. Det er for eksempel ham, der står bag 500 kronesedlen fra 1952 med plovmanden og senere sedlerne med de kendte dyremotiver, blandt andre denne 500-kroneseddel med firbenet. – Foto fra bogen.