Han var litteraturkritikkens grå eminence

Den amerikanske kritiker Harold Bloom var en litterær kæmpe med et talent for formidling. Men han var også en kontroversiel fanebærer for den hvide, vestlige, klassiske litteratur. I denne uge døde Harald Bloom, 89 år

Harold Bloom underviste på Yale University fra 1955 og frem til sin død. Med sit ukæmmede grå hår og sine melankolske, sortrandede øjne var han, som avisen New York Times skriver i en nekrolog, ”selv som en figur fra litteraturens verden”. –
Harold Bloom underviste på Yale University fra 1955 og frem til sin død. Med sit ukæmmede grå hår og sine melankolske, sortrandede øjne var han, som avisen New York Times skriver i en nekrolog, ”selv som en figur fra litteraturens verden”. – . Foto: Mark Mahaney/The New York Times/Ritzau Scanpix.

Harold Bloom ikke bare læste bøger. Han slugte litteratur. Ifølge avisen New York Times kunne han læse og opsuge en 400 sider lang bog på blot en time, og hans fotografiske huskeevne tillod ham at lære lange digte udenad. Han kunne efter eget udsagn recitere eksempelvis den engelske 1600-tals forfatter John Miltons epos ”Det tabte paradis” frit fra hukommelsen.

Harold Bloom var også en overordentligt indflydelsesrig litteraturkritiker og en populær forfatter, der gjorde vanskelige emner tilgængelige for et bredt publikum. Han skrev flere end 40 værker om emner såsom litteratur og religion, og han var en fanebærer for den vestlige civilisation og litterære tradition i en tid, hvor en sådan tilgang gjorde ham til en i stigende grad umoderne figur.

Nu er USA’s litterære kæmpe død. Harold Bloom gik bort mandag som 89-årig på et sygehus i New Haven i Connecticut nær sin arbejdsplads, det hæderkronede Yale University. Ifølge hans hustru, Jeanne Bloom, led han af helbredsproblemer, omend han underviste studerende på universitetet så sent som i sidste uge.

Harold Bloom brød igennem lydmuren i 1973 med den skelsættende bog ”The Anxiety of Influence” (Angsten for indflydelse). Her argumenterer han for, at litteraturens kreative udvikling drives frem af en freudiansk slåskamp, hvori unge digtere gør oprør imod, og undertrykker deres gæld til, deres litterære stamfædre. Hans bedst kendte bog er ”The Western Canon” (Den vestlige kanon) fra 1994, som er en gennemgang af verdenshistoriens 26 største forfatterskaber. Bogen opnåede bestsellerstatus og gav nyt blod til kanondebatten i USA.

Harold Blooms personlige helte var vestlige litterære kæmper såsom William Shakespeare, Geoffrey Chaucer og Frans Kafka – eller det, som hans kritikere tørt betegnede som ”døde, hvide mænd”. Bloom lagde ikke skjul på, at han ikke havde meget tilovers for den feministiske, multikulturelle, marxistiske eller neokonservative litteratur, som var på mode i universitetsmiljøerne på forskellige tidspunkter i hans karriere. Han betonede, at et litterært værk ikke er et socialt dokument, som skal læses for sin politiske eller historiske kontekst, men snarere et stykke kunst, der skal give æstetisk nydelse.

Særligt William Shakespeare stod Harold Blooms hjerte nær. Shakespeares figurer har ifølge Bloom formet den vestlig forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. ”Shakespeare er Gud”, konstaterede han.

Harold Bloom interesserede sig også for religion og Bibelen. Han var opvokset som ortodoks jøde, men var som voksen mindre religiøs. Han refererede til sig selv som en ”jødisk agnostiker” og ”mere end noget andet et produkt af jiddisch kultur”. I et interview med avisen the Baltimore Sun i 2016 forklarer han, at han ”ikke forstår en Yahweh, eller en gud, der kan være alvidende og almægtig og samtidig tillade nazistiske dødslejre og skizofreni”.

Hans værker om religion spænder vidt. I bogen ”The American Religion” (Den amerikanske religion) fra 1992 går han i dybden med sine landsmænds tro, og i bestselleren ”The Book of J” (J’s bog) fra 1990 teoretiserer han, at den judeokristne Gud var en litterær figur opfundet af en kvinde, som skrev dele af de første fem bøger i Det Gamle Testamente.

Harold Bloom var født i 1930 i Bronx-bydelen i New York som barn af jiddisch-talende russiske indvandrere. Han hørte ikke engelsk, før han var seks år gammel. Den første bog, han læste, var en antologi af jiddisch poesi, og snart pløjede han sig igennem stakkevis af klassisk litteratur, som han fandt på New Yorks biblioteker. Han var en stjerneelev, der fik et stipendiat til at læse på Cornell University i New York, og senere fik han en ph.d. fra Yale University.

Harold Bloom underviste på Yale University fra 1955 og frem til sin død tidligere på ugen. Med sit ukæmmede grå hår og sine melankolske, sortrandede øjne var han, som avisen New York Times skriver i en nekrolog, ”selv som en figur fra litteraturens verden”.

Han var kendt for at holde hof for studerende fra sin plads i en dyb stol, som han med sin anseelige livvidde fyldte godt ud, omgivet af stakkevis af bøger. Hans studerende satte ifølge universitetsavisen Yale Daily News pris på hans varme, hans venlighed og hans indsigt i den menneskelige natur.

Hans omdømme blev dog plettet af anklager om upassende opførsel over for unge kvinder. I 1990 trykte magasinet GQ en artikel, der hævdede, at Bloom havde ”intim” omgang med sine kvindelige studerende. I en artikel i nyhedsmediet New York magazine i 2004 skriver forfatteren Naomi Wolf, at Bloom befamlede hende under en privat middag i 1983, da hun var sidsteårsstuderende på Yale University. Bloom benægtede kategorisk alle anklager.

Harold Bloom skrev inden sin død en sidste bog, der udgives på en endnu ukendt dato. Han efterlader sig sin kone igennem 61 år, Jeanne Bloom, samt to sønner.