Han var målet for terrorangrebet på Krudttønden: I dag har voldsmandens veto sejret i store dele af Vesten

I 10 år har truslen fra voldelige islamister dikteret 74-årige Lars Vilks’ liv . Men på det seneste er situationen spidset til, og svensk politi mener, at det ikke er forsvarligt at lade Muhammed-tegneren bo sammen med sin kæreste. En række fremtrædende publicister kræver nu, at Vilks tilværelse forbedres ”i ytringsfrihedens navn”

”De fleste steder i Vesten bryster man sig stadigvæk af ytringsfrihed, men de fleste steder er virkeligheden, at voldsmandens veto har sejret,” mener kunstneren og Muhammed-tegneren Lars Vilks. – Arkivfoto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix.
”De fleste steder i Vesten bryster man sig stadigvæk af ytringsfrihed, men de fleste steder er virkeligheden, at voldsmandens veto har sejret,” mener kunstneren og Muhammed-tegneren Lars Vilks. – Arkivfoto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix.

Dette interview blev første gang bragt i september 2020 og er i dag blevet genudgivet i anledning af Lars Vilks død.

De svenske myndigheders indrejseforbud til Rasmus Paludan og den efterfølgende koran-afbrænding i Malmø for to uger siden har for alvor sat gang i diskussionen om ytringsfrihedens vilkår i Sverige.

For hvor gode er svenskerne egentlig, når det kommer til dem af deres egne, for hvem dødstrusler er blevet hverdag? Ikke gode nok, mener syv fremtrædende publicister, som nu har kastet sig ind i kampen for, at kunstprofessor og Muhammed-tegner Lars Vilks skal have en både tålelig og tryg tilværelse skærmet fra de ekstremister, som flere gange har forsøgt at komme ham til livs.

”Vi taler ofte med stolthed om vores ytringsfrihed i Sverige. Men få har stået op for Lars Vilks, som de seneste 13 år har fået sit liv begrænset i umenneskelig grad på grund af dødstrusler fra ekstreme islamister (…) Lars Vilks har i 10 år levet som en fange uden mulighed for at bevæge sig og gøre, hvad han ønsker – en frihed, vi andre tager for givet,” lyder det i en fælles erklæring fra den nuværende og seks tidligere formænd for den svenske Publicistklub, herunder forfatteren Jan Guillou.

”Vi kræver i ytringsfrihedens navn, at bevogtningen af Lars Vilks omorganiseres, så han kan leve den sidste del af sit liv i værdighed og i kærlighed.”

Baggrunden for den aktuelle ballade om Lars Vilks er, at kunstneren ønsker at flytte sammen med sin kæreste gennem 30 år.

Hidtil har hun boet i udlandet, men nu skulle parret tilbringe resten af tilværelsen sammen i et hus, kæresten har købt.

Men den plan har politiet i Sydsverige, der har ansvaret for Lars Vilks sikkerhed, modsat sig. For ”Lars Vilks står fortsat på terroristernes lister som et vigtigt mål”, som en kriminalkommissær har forklaret til Dagens Nyheter. Selv mener den 74-årige kunstner, at hans tilværelse på det seneste har nærmet sig det utålelige.

”I mange år har det fungeret ganske godt med mine livvagter, men nu er det nye folk, der bestemmer, og de mener åbenbart, at min frihed skal indskrænkes. Det undrer mig, at jeg ikke skulle kunne se min egen familie, og jeg har været i kontakt med mine danske modstykker, der fortæller, at dansk politi åbenbart godt kan arrangere det sådan, at man både er i sikkerhed og samtidig har en vis grad af frihed og værdighed,” fortæller Lars Vilks over telefonen.

Truslen mod svenskeren opstod, da han som kommentar til den danske karikaturkrise i 2007 tegnede islams profet Muhammed som en såkaldt rondellhund (rundkørselshund) – et moderne, svensk gadekunstfænomen.

Ifølge Vilks var tegningen, der blev bragt i en svensk avis, en kunstteoretisk kommentar til den danske debat. Ifølge kritikerne var det en hån mod islam, der fra den ene dag til den anden gjorde svenskerne til et mål for voldelige ekstremister.

”Det tragiske er jo, at det ikke var en egentlig karikatur, det var et indlæg i en diskussion, som for mig at se udspillede sig i kunstverdenen. Rundkørselshunden er et meget svensk – og positivt – fænomen, som jeg så koblede til ytringsfrihedsdebatten i Danmark. Og i det øjeblik, man begynder at analysere tegningen, bliver sagen i virkeligheden ret kompleks. Men det er det jo desværre de færreste, der har haft interesse i. I stedet er tegningen og jeg selv blevet reduceret til ekstremiteter.”

I 2010 kom det frem, at islamisten kendt som Jihadi Jane havde forsøgt at rekruttere folk til at myrde Vilks, og samme år blev to brødre dømt for forsøg på mordbrand, efter de havde sat ild til svenskerens hus. Senere i 2010 detonerede to bomber i det centrale Stockholm få minutter efter, at en besked om, at bomberne var hævn for Lars Vilks’ tegninger og det svenske folks efterfølgende tavshed, var tikket ind hos et telegrambureau. Og to år senere satte terrororganisationen al-Qaeda en pris på svenskerens hoved i magasinet Inspire.

Selv mener Vilks, at trusselsbilledet, som pludselig opstod omkring ham, bidrog til at sætte ham i bås som ekstrem.

Han blev ”taget som gidsel” af forskellige, politiske projekter og udviklede sig til en brik i en debat, der i højere grad handlede om islam og indvandring end om ytringsfrihed.

Men så kom 2015 og terrorangrebet ved Krudttønden i København.

”På en måde blev angrebet fordelagtigt for mig. Efter Krudttønden var det ikke længere muligt for mine kritikere at hævde, at situationen omkring mig var overdreven, og samtidig skrev (journalisten, red.) Niklas Orrenius bogen ’Skuddene i København’, der nuancerede billedet af mig betragteligt. Før blev jeg fortolket sort-hvidt; enten var du for Lars Vilks, ellers var du imod. Og de fleste var imod. Men med Krudttønden begyndte en form for offentlig rensning af min person og mine holdninger,” siger Lars Vilks.

Bevægelsen fra persona non grata til en, der ikke længere var politisk sprængfarlig, er også en væsentlig del af forklaringen på, at den svenske Publicistklub nu iler ham til undsætning, mener han.

”Det har jo været en vældig lang proces, men efterhånden har man vel forstået, at jeg ikke er nogen ekstrem figur, at jeg kan accepteres. En smule hyklerisk måske, men sådan er det. Og så sker det jo samtidig med, at Rasmus Paludans svenske roadshow og retssagen omkring Charlie Hebdo igen har fået tilstrækkeligt mange mennesker til at interessere sig for det frie ord og for, hvilke forhold det er rimeligt, at en, der har stået op for ytringsfriheden, skal leve under,” siger han.

”Samtidig har det svenske debatklima også forandret sig. At nogen insisterer på retten til satire og kritik af religiøse dogmer, er jo ikke længere en yderligtgående position. I dag kan vi faktisk diskutere islam, indvandring og kultur, uden at det per se er islamofobisk. Og det betyder også, at min position er blevet mere tålelig.”

Ikke desto mindre er 24 timers beskyttelse og hemmelig adresse stadigvæk et vilkår for Lars Vilks. Og det vil sandsynligvis være det resten af hans dage. En situation, som desværre er sigende for de vilkår, ytringsfriheden har i dag, mener han.

”Med Rasmus Paludans planlagte koran-afbrænding i Malmø blev situationen jo pludselig enormt konkret. Vi støtter i princippet ytringsfriheden, og er en handling ikke ulovlig, jamen så må den jo være lovlig. Men virkeligheden var jo, at myndighederne reagerede med indrejseforbud, og bøllerne med vold og brand. Man gjorde ham en tjeneste, simpelthen,” siger Lars Vilks.

”De fleste steder i Vesten bryster man sig stadigvæk af ytringsfrihed, men de fleste steder er virkeligheden, at voldsmandens veto har sejret. Loven garanterer, at du kan bruge din ytringsfrihed, men rigtig mange steder vinder selvcensuren, når det kommer til stykket. Man vil jo nødigt provokere, og i den moderne og sammensatte verden, vi i dag lever i, er det nok bedre at lade pragmatismen råde, tænker mange. Og med den mentalitet risikerer vi at give en lille smule mere køb på det frie ord for hver dag, der går.”

Og frygten for konsekvenserne af ord eller handlinger, der kan virke stødende, er også en udfordring for Lars Vilks kunstneriske udfoldelsesmuligheder. For er der et sted, hvor den politiske korrekthed stadig hersker, er det i kunstverdenen, mener han.

”Jeg kan jo ikke lave udstillinger længere, ingen tør huse mig.”

Er det fordi gallerister og museer ikke bryder sig om det, du er blevet synonymt med, eller er det, fordi de frygter at få ruderne knust?

”Det er både-og. For nogle år siden havde jeg skrevet en tekst til et katalog i forbindelse med en udstilling i Stockholm. En kunstteoretisk sag, helt ufarlig, men alene det, at jeg risikerede at dukke op til ferniseringen, gjorde angiveligt personalet så bange, at jeg fik forbud mod at komme. Selvom jeg ikke længere er omgivet af samme berøringsangst som tidligere, er det altid frygten, der ender med at få det sidste ord,” siger Lars Vilks.

”Man kan i princippet gøre, hvad man har lyst til, men i praksis er rammerne enormt snævre for, hvad der i virkeligheden er muligt. De er ikke skrevet ned, de står ikke i lovgivningen, men vi ved godt, hvor grænsen går. Det er på mange måder sigende for den tid, vi lever i. Og det er ret uhyggeligt.”