Fint lille vidnesbyrd om handelsrejser i Middelalderen

”Amalfitavlen” giver indsigt i skibsfart og sømandsliv, før velstanden gik amok

Fint lille vidnesbyrd om handelsrejser i Middelalderen

En samling søretsregler kan lyde som en smal udgivelse, men det er det ikke. Amalfi, der ligger ved Napoli-bugten, var omkring 1000 e.Kr. en større by end Napoli. Amalfi havde et arsenal, og skibe herfra havde en betydelig del af sejladsen i det østlige Middelhav. Disse skibe spillede også en stor rolle i korstogene, og Johanniterordenen (senere Malteserordenen) blev grundlagt af en præst fra Amalfi. Denne orden drev blandt andet et hospital i Jerusalem.

Søretten giver indblik i, hvordan transport og handel med handelsskibe foregik, selskabsformen bag driften, sømændenes forhold og datidens økonomiske liv. Oversøisk handel var en farefuld sag med mindre skibe, der var udsatte for pirater, dårligt vejr og kaptajner, der ville snyde. Selskabsformen var primitiv, for selskaberne var dannet til den enkelte eller få handelsrejser, og det lukkede ned, hvis blot én interessent ønskede det eller døde. Vores dages store og stabile selskaber som A.P. Møller-Mærsk hører netop moderne tid til.

Interessenterne i disse ad hoc-selskaber vågede nidkært over kaptajnen og hinanden:

”Ligeledes skal kaptajnen, når skibe er klar til afsejling, i alle sømænds og interessenters nærvær offentliggøre navnene på deltagerne samt fremvise og redegøre for, hvilke varer og hvor mange penge de fører bort fra byen, og også meddele dem, hvor de skal sejle hen.”

Der er regler for, at kaptajnen kun må vedligeholde skibet mindst muligt – udgifterne hertil gik jo fra selskabets samlede gevinst – og andre regler beskriver, hvordan kaptajnen skal handle i uvejr, hvor last må smides overbord for at redde skibet. Kontrol fandtes længe før, velfærdsstaterne begyndte at holde skatteyderne og de offentligt ansatte i ørerne.

Det er også interessant, at særlige regler beskyttede sømændenes løn, så den nød en fortrinsstilling. Søfartsnationer ved godt, at meget afhænger af stabile besætninger, og også dengang kunne livet i land friste sømændene: ”Ligeledes gælder det, at hvis et skib ligger ud for kysten, skal sømanden sove om bord om natten...”

Bogen har en fyldig og illustreret indledning før teksten, der gengives på originalsproget, som dels er latin, dels italiensk, med dansk paralleloversættelse. Den latinske tekst er trykt med en del fejl, og noget af den mangler i oversættelsen. Men da oversætterne tilsyneladende har støttet sig til en oversættelse til et andet moderne sprog, er den danske oversættelse alligevel meningsfuld og sprogligt god at læse.

”Amalfitavlen” er et fint lille vidnesbyrd om en tid, hvor oversøisk handel kun dækkede ganske få af dagliglivets fornødenheder. Almindelige mennesker levede af lokale produkter, og den risikable skibstrafik, der i øvrigt lå stille om vinteren på grund af dårligt og dermed farligt vejr, transporterede især luksusvarer. Herved åbner bogen vores øjne for, hvor historisk enestående de moderne overflodssamfund er på godt og ondt: Vi har en mangfoldighed af varer som aldrig før, og vi slås samtidig med den miljøbelastning og den griskhed, deres produktion, transport og annoncedrevne salg medfører.