Prøv avisen
Bog

At handle sig væk fra tvivlen

"Spørgsmålet trænger sig på: Hvorfor er han dog ikke for længst sprunget ud som skrivende?" spørger Claus Grymer. Foto fra bogens forside. Foto: Forlaget Hovedland

Roman af Mogens Fjord Christensen har potentiale til en bestseller

En indholdsrig roman med mange nuancer, engagerende og til tider bevægende. En bog for alle, der holder af en god historie. Potentialet er der til en bestseller.

Men hvem er ophavsmanden? En forhenværende overlæge, Mogens Fjord Christensen, der efter sin pensionering har indledt en ny karriere som skønlitterær forfatter. Han har tidligere udgivet to romaner samt en række noveller. Intet deraf har jeg læst. Men jeg kan konstatere, at han med sin nye roman demonstrerer et fortælletalent, der både må vække beundring og forundring. Spørgsmålet trænger sig på: Hvorfor er han dog ikke for længst sprunget ud som skrivende?

Med en overbevisende, neddæmpet hverdagsrealisme, som ved meget også om det, der sker under overfladen, skildres hovedpersonens, Mortens, opvækst i 1930'erne i en jysk fjordby. Forlægget til den må være Struer, hvor Fjord Christensen selv er vokset op.

Morten har, hvad man udefra set vil kalde en tryg barndom. Som sagførersøn tilhører han lillebyens såkaldte bedre borgerskab. Det problematiske ved den antydede klassemodsætning er imidlertid blot et tema blandt flere, der skal vise, at den ydre tryghed ikke nødvendigvis modsvares af en indre.

Dette er heller ikke tilfældet, når forældrene har inviteret ”de fine” til fest, og Morten ængsteligt registrerer, at gæsterne ”griner på en forkert måde”, det vil sige med latteren dyppet i alkohol. Mådehold er ikke faderens styrke, ligesom åbenbart heller ikke troskab, og efter en fest er der råb og gråd mellem forældrene.

Sønnens forhold til faderen er modsætningsfyldt, det samme er portrættet af ham - og netop derfor er det så levende. Fint er også portrættet af moderen, der bliver tydeligere efter ægtemandens tidlige død: Uden hans dominans træder hun i karakter som sig selv, med talent for klaverspil og maleri.

I det skjulte brænder kærlighedens ensomme smerte, forbundet som den er med tidens politiske virkelighed: fornemmelsen af at sidde på en krudttønde med kort lunte samtidig med at statslederne har tændstikker parat. Verdens tid bliver i påtrængende grad også Mortens tid: Som gymnasiast må han tage en svær afsked med sin kæreste, Anna, hvis mor er jødisk. Ikke desto mindre flytter familien til Berlin, hvor faderen skal arbejde på en radiofabrik. Senere forlyder det, at Anna og hendes mor er blevet sendt i koncentrationslejr.

Vi følger med studenten Morten til Aarhus, hvor han bliver universitetsstuderende. Han lader sig føre ind i modstandsbevægelsen, men uden at være overbevist om, at han gør det rigtige. Aldrig er han overbevist om noget som helst. Føler sig ingen steder hjemme. Tvivlen er hans evindelige ledsager. ”Hvad mener du, Morten? Du siger aldrig noget. Du står bare og er så rigtig,” lyder en træfsikker bemærkning til ham.

Han forbander sin evne til at se en sag fra alle sider. Det kan ganske vist i princippet være meget godt. Men det er et problem for den, der ikke kan finde sin egen side at se den fra.

Under Besættelsen synes han ikke, at han kan være bekendt at holde sig udenfor. Og han står ved det valg, han vel nærmest lader, som om han har taget. Det får dramatiske konsekvenser. Han bliver efterhånden en jaget mand og arresteres af Gestapo - med mere til følge, end her skal røbes.

Men det er også konsekvenser, der bliver befordrende for hans personlige udvikling: Han handler sig væk fra tvivlen, når han reagerer på de krav, som krigens virkelighed stiller til ham.

Freden oplever Morten ”forklædt” som landbrugsmedhjælper i Vestjylland. Men noget mangler. Lettelsen over krigsafslutningen er ikke ubetinget. For hvor er Anna? Han erfarer, at hun er kommet tilbage fra Theresienstadt med De Hvide Busser, stærkt forkommen og uden overskud til at se ham igen. Længe synes det forhold, der var engang, uden fremtid. Kærligheden finder den alligevel - lader det til.

Slutningen kan man kalde romantisk. Men først og fremmest virker den realistisk. Og det er det, der gør den smuk.

grymer@k.dk