Handlingsmenneske og musikalsk legebarn

Claus Røllum-Larsens storværk om Knudåge Riisager og hans epoke er en bedrift

Knudåge Riisager havde så mange strenge at spille på, både musikalsk og helt generelt, at han kan være vanskelig at få styr på, men det er lykkedes meget fint for Claus Røllum-Larsen.
Knudåge Riisager havde så mange strenge at spille på, både musikalsk og helt generelt, at han kan være vanskelig at få styr på, men det er lykkedes meget fint for Claus Røllum-Larsen. Foto: Allan Moe

Ikke mange med interesse for klassisk musik vil anfægte, at Knudåge Riisager (1897-1974) var en af de mest betydelige danske komponister i det 20. århundrede. At han var så meget andet, fremgår allerede af undertitlen til Claus Røllum-Larsens nye tobindsværk om ham: ”Komponist og skribent”.

Riisager var et udpræget handlings-, familie- og selskabsmenneske og ikke mindst et ”musikalsk legebarn”, en betegnelse, han tilsyneladende ikke havde noget imod at få hæftet på sig. Han var dybt rodfæstet i dansk kultur - lod sig således inspirere af Ludvig Holberg, H.C. Andersen og Johannes V. Jensen - samtidig med at han ivrigt fulgte med i mange af sin tids strømninger.

Og han gav gerne sit besyv med om aktuelle begivenheder, ikke blot inden for musik- og teaterverdenen, men også om aktuelle politiske spørgsmål, hvor han altid var at finde på demokratiets side.

Det bevirker, at Røllum-Larsens stort anlagte biografi også bliver en skildring af Knudåge Riisagers epoke, så meget mere som hans vennekreds rummede en lang række af periodens mest spændende skikkelser, eksempelvis musikere som Ebbe Hamerik, Thomas Jensen, Arne Hammelboe, Kai Normann Andersen og Wandy Tworek, forfattere som Johannes V. Jensen, Kjeld Abell samt kunstnere som William Scharff, Robert Storm Petersen og arkitekten og forfatteren Poul Henningsen.

For ikke at tale om koreografen Harald Lander: Riisagers største succeser var nemlig de værker, han skabte til balletten - med ”tudes” fra 1948 som et markant højdepunkt. Riisager havde måske ikke Carl Nielsens bredde og episke styrke, men var decideret på hjemmebane i balletmusikkens mere diverterende, kalejdoskopiske karakter.

Røllum-Larsen disponerer over de godt 800 sider sit righoldige stof kronologisk - og tak for det. Riisager havde så mange strenge at spille på, både musikalsk og helt generelt, at han kan være vanskelig nok at få styr på.

Med til billedet af ham hører også, at han gennem årtier havde en civil karriere, idet han som cand.polit. i en årrække var kontorchef i Finansministeriet. Desuden var han i 25 år formand for Dansk Komponistforening og i perioden 1956-1967 direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Det lykkes gennem hele værket Røllum-Larsen, der siden 1997 har været forskningsbibliotekar og seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek, at holde sammen på sin uhyre vidtfavnende skildring af komponisten og mennesket Riisager. Vinklen er videnskabelig, og Røllum-Larsen går særdeles grundigt til værks med et væld af fodnoter - det opleves som meget brugervenligt at have de relevante oplysninger/kildeangivelser i bunden af siderne - samt omfattende nodeeksempler.

Også belysende citater er der et væld af, både fra Riisagers egen pen og fra kolleger og sagkyndige. Røllum-Larsen går åbenbart ud fra, at hans læsere behersker svensk (og tysk), mens de fransksprogede citater i nogle tilfælde bringes på begge sprog.

Illustrationerne er talrige, velvalgte og sågar stemningsskabende. Biografien er både kvantitativt og kvalitativt noget af en bedrift, og prisen (750 kroner) bør ikke virke afskrækkende i betragtning af, hvor meget man faktisk får for pengene.

Væsentligt i den forbindelse er, at hvert bind rummer en cd med et udvalg af Riisagers musik - også dette tilsyneladende gjort med velberåd hu. Man får med en samlet spilletid på næsten to en halv time chancen for selv at lytte sig frem til de mange sider af en myreflittig mands musik, spændende fra ungdomsværket ”Ouverture” til ”Erasmus Montanus” (dirigeret af Riisager-specialisten Bo Holten) og den vittige suite ”Slaraffenland” (veloplagt fortolket af Thomas Dausgaard) til det mere inderlige klaverstykke ”Sarabande”, smukt spillet af Christina Bjørkøe.