Gennem de seneste år er der på dansk udkommet flere bøger både af og om den tysk-jødiske filosof og politolog Hannah Arendt (1906-75). Og nu foreligger der endnu en. "Eksistens og religion" er en samling af store og små artikler, Arendt har skrevet i forskellige perioder af sit liv. Hun skriver om de eksistensfilosoffer, der var hendes samtidige og beslægtede, Heidegger, Jaspers, Sartre og Camus, men også om filosofihistoriske skikkelser som Platon, Augustin og Kierkegaard, og om forfatterne Kafka og Karen Blixen. Antologien er emnemæssigt organiseret om eksistensfilosofi, religion og forholdet mellem tradition og modernitet.
Når man læser Hannah Arendt, er det meget oplagt se at se hende som medlem af den store eksistensfilosofiske familie fra første halvdel af det 20. århundrede, der har vor egen K.E. Løgstrup som medlem. Men i modsætning til de fleste af sine "fætre" – kusiner var der ikke så mange af – opfattede Arendt sig i store dele af sit liv mere som politolog.
Som jøde, der måtte tage flugten fra Tyskland, var hun naturligt nok slået af filosofiens afmagt og i tilfældet Heidegger – hendes gamle ven, lærer og elsker – regulære medløb i forhold til nazismen. Hun gjorde derfor meget konsekvent op med eksistensfilosofiens tilbøjelighed til at tage udgangspunkt i den enkelte og interesserede sig i stedet for politik, demokrati, samfundsudvikling, moral og totalitarisme.
Hun virker dog langt mere som filosof end som "Sozialwissenschaftler", når man læser hende. Alene den måde, hvorpå hun bevæger sig sidelæns mellem filosofi, religion og litteratur, er karakteristisk for en dannelseshorisont, der ligger før enkeltvidenskabernes professionaliserede snæversyn.
Idéhistorikeren Mikkel Thorup skriver i sit efterord, at Arendt stod respektfuld, men fremmed over for den "religiøse erfaring". Han får dermed religion til at lyde som et lettere esoterisk fænomen, men sagen er vel, at Arendt anerkendte intellektuel tyngde og historisk nyskabelse, når hun mødte det, hos en Augustin, en Luther og en Kierkegaard. Hun sagde ikke "uf, væk med sig" som nutidens jomfrunalske ateister.
Hun var ikke selv religiøs og betvivlede vel også, om man i den moderne verden kunne være det i "positiv" forstand. Hun var i hvert fald kritisk over for den institutionelle religion, der havde vist sig lige så afmægtig i forhold til de totalitære bevægelser som filosofien, ligesom hun var skeptisk over for nedarvede vaner, skikke og normer som kilde til moralen. Al afstand til eksistensfilosofien til trods er det måske alligevel den enkelte og samvittigheden, der forbliver instansen for hende: samtalen mellem mig og mig selv, hvor vi undersøger, hvad vi siger, og hvad vi gør.
Hannah Arendt er på en gang en spændende og en gennemsympatisk tænker, og de to ting går ikke altid hånd i hånd. Men kender man i forvejen noget til hende, er der ikke så meget nyt at hente i denne udgivelse. Man får snarere lyst til at læse noget af og om Karl Jaspers (1883-1969), som i dag er lidt glemt, men som Arendt henviser indtrængende til flere steder. Hvor Heidegger var en "bad boy" i Arendts liv med alle de ambivalenser, der nu ligger i det, var Jaspers ikke bare den gode ven og det moralske forbillede, men også den tænker, der for hende pegede ud over eksistensfilosofiens dystre abstraktioner, ud i verden og det politiske. Få noget Jaspers på bordet! Kunne det ikke være en oplagt opgave for forlaget Klim, der for tiden har fat i en meget lang ende inden for udgivelsen af filosofi og humanistisk teori på dansk?
Hannah Arendt: Eksistens og religion. Tænkning mellem tradition og modernitet. Efterord ved Mikkel Thorup. 187 sider. 249 kroner. Klim.