Hans Hertel skriver om litteratur med sjælden lethed og suveræn præcision

I ”Spotlight” har litteraturmennesket Hans Hertel samlet sine vidende og vidunderligt velskrevne artikler og essays

Hertel besidder en aldrig svigtende kvalitetssans, hvad angår såvel kanoniserede værker som de nyeste udgivelser. Og så er der sproget, hvormed han beskriver og vurderer så fintmærkende, så præcist, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen. Arkivfoto.
Hertel besidder en aldrig svigtende kvalitetssans, hvad angår såvel kanoniserede værker som de nyeste udgivelser. Og så er der sproget, hvormed han beskriver og vurderer så fintmærkende, så præcist, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen. Arkivfoto. Foto: Mette Frandsen/Kristeligt Dagblad.

Ét er at være en stærk og opmærksom læser, noget helt andet er at være i stand til at formidle det læste og tænkte til andre.

Hans Hertel er tidligere professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet og har videregivet sin viden om og vurderinger af bøger i forskellige skrevne medier, men siden 1988 primært i Politiken. Der læste jeg som ung med en vågnende interesse for litteratur hans anmeldelser. Og det er jeg faktisk fortsat med.

Derfor ringer der også indimellem en klokke, når jeg læser i ”Spotlight. Historier om kendte og ukendte bøger”. Her er artikler og essays fra avislivet mellem 1958 og 2021 samlet og tilvirket:

”De 135 artikler og essays der her er redigeret til en kronologisk helhed, ser jeg som et formidlingseksperiment. Et forsøg på at skrive oplysende, gerne overraskende og lidt muntert, om kendte og ukendte bøger, så også et større publikum vil læse med.”

Hertel viser med linjerne fra forordet, at han ikke kun er i stand til præcist at beskrive andre teksters kvaliteter, men også sine egne. For præcis sådan – oplysende, overraskende – er det at læse i bogen, der er opdelt i forskellige kategorier med overskrifter som ”1900-1945”, ”Omkring nazismen og Anden Verdenskrig” og ”Omkring Besættelsen”.

Som det ses, så beskæftiger Hertel, født 1939, sig gerne med krigen og dens bøger, men er i det hele taget interesseret i forholdet mellem skrift og virkelighed:

”Hvad der især har optaget mig er samspillet mellem samfundets liv i litteraturen og litteraturens liv i samfundet.”

Som da en tidlig dansk oversættelse af James Joyces ”Ulysses” – oversætteren Børge Houmann var modstandsmand – blev brændt af nazisterne på Københavns politigård. Eller da Agnes Henningsen blev strøget fra finansloven som ”usædelig”.

At pluklæse i ”Spotlight” er både oplysende og underholdende, og artiklen om ”Strindberg i Minnesota” er lige så interessant, som den lyder, og det samme er den om Herman Bang, ”Den virtuose – og diskutable – novellist”.

Men hvor det er en fornøjelse at lade sig overøse af Hertels uudtømmelige viden om litteraturen, dens tilblivelse og vilkår – fra Herodot over Anne Frank til Tomas Espedal – så er det noget andet, der for alvor fascinerer mig.

Hertel besidder nemlig en aldrig svigtende kvalitetssans, hvad angår såvel kanoniserede værker som de nyeste udgivelser. Og så er der sproget, hvormed han beskriver og vurderer så fintmærkende, så præcist. Som når han skriver om Knut Hamsuns ”knoldet-springende sprog”, eller når han syrligt-venligt mener, at George Orwells ”Kammerat Napoleon” er ”livligt oversat”.

Men i den ofte muntre Hertel findes også en lyst til at rette op på misforståelser, fejlagtige antagelser eller falske varebetegnelser. Som Pauline Kohlers ”Jeg var Hitlers Kammerjomfru” fra 1940, der solgte i stort oplag og blev præsenteret som en øjenvidneberetning om Hitlers dekadente, maniske, seksuelt forkvaklede og hypokondriske privatliv, men viser sig at være opdigtet af to journalister fra det britiske War Office. Altså en art listig propaganda, en slags fake news.

”Spotlight” viser denne efterprøvende, detektiviske side af Hertel, men altså også alle de andre sider. Hvordan han holder af at forklare læserne, hvor bogskabet skal stå, hvordan han holder af at læse tekstnært for så at hæve blikket, og hvordan han færdes eventyrlystent i litteraturens kroge og afkroge.

Men bogen kræver en bestemt tilgang for rigtig at fungere. At sætte sig ned og læse den i ét eller to stræk er ikke optimalt. Så bliver fyndigheden, det fragmenterede præg og fornemmelsen af sammentrængning og opsamling for tydelig. Lystlæser man derimod en tekst en gang imellem – én om Kjeld Abell, én om Hakon Mielche, én om Jack London – er det en helt anden og givende oplevelse. Præcis som at læse Hertel i Politiken, hvor han stadig er tilknyttet. Hvor han oplyser, perspektiverer, vurderer og bedst af alt: skriver med en pennens præcision, som er sjælden i dagbladene.