Faget idéhistorie ved Aarhus Universitet har altid været en mærkværdig størrelse. Det blev oprettet af og identificeret med den navnkundige teolog Johannes Sløk (1916-2001). Derefter tog den nu næsten lige så famøse Hans-Jørgen Schanz (1948-2022) over. Hvis nogen i dansk åndsliv egenhændigt har båret et fag i den danske offentlighed, er det Schanz og hans idéhistorie.
Det er på overfladen ikke så gådefuldt. Schanz var som skabt til at blive kult. Hans person var et bundt af tiltalende mærkværdighedsmarkører: sønderjyde med puddelhund og dyr bil, smøger på kontoret, egenrådig bramfrihed, Marx og bandeord i kæften. Hans styrker forstærkede den naturlige identifikation af en mand og et helt fag: overvældende evner til at forklare det komplicerede, formatet til at forblive intellektuelt ensom.
Gåden består i noget ganske andet. Schanz begyndte sine studier ved det nyoprettede fag i 1967, blev lektor i 1973, professor i 1992 og endelig huslegende i det rødt-sterile og åndsbollede nybyggeri på den forkerte side af Ringvejen efter sin pension i 2018.
Han blev i 1970’erne den naturlige fortolker af Marx for uendeligt mange studerende. Aldrig proselyt, aldrig talsmand for noget, men stadigvæk: evige øvelser i Karl Marx. Det var selvfølgelig på sin plads.
Det gådefulde ved Schanz’ liv er derfor hverken hans populære succes eller hans læseinteresser. Det gådefulde er, at han gjaldt som Marx-eksperten over dem alle, men at forfatterskabet endte i en helt anden retning.
Det tidlige kultværk bærer den legendariske titel ”Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status” og blev udgivet i 1973 på Modtryk. Det lyder ikke folkeligt.
Det sene forfatterskab kredser om helt andre emner. Her finder man titler som ”Modernitet og religion” (2008), ”Frihed” (2012), ”Ånd” (2017). Det lyder ikke marxistisk.
Hvorfor denne omfattende nyorientering? Ændrede manden holdning – eller betragtede han selv det ene som en naturlig forlængelse af det andet? Er der slet og ret tale om en omvendelseshistorie?
Og hvad er så mere oplagt som svar end en bog af Schanz’ kolleger, venner og læsere med den rigtige titel ”Tankens glæde” og den endnu mere oplagte undertitel ”efterskrift til Hans-Jørgen Schanz”?
Det er bemærkelsesværdigt, at det især er Ringvejs-eksterne typer, der leverer relevante overvejelser. Det gælder eksempelvis Lars Erslev Andersen (Dansk Institut for Internationale Studier) og Thue Kjærhus (Rønshoved Højskole). Begge demonstrerer på forskellig vis, hvordan Schanz’ tidlige Marx-skrifter kredsede om de sprækker i livet, hvor kapitalen ikke bestemmer vores tilværelse; det må logisk set medføre, at allerede den tidlige Schanz’ tænkning rummede muligheden for metafysik.
Også Schanz’ ældre kolleger Ole Morsing og Peter Aaboe Sørensen formår at studere dette væsentlige problem, selvom de konkluderer modsat af hinanden: Morsing studerer et brud i Schanz’ tænkning, Aaboe Sørensen en sammenhæng. Det er oplysende, hvis ikke ligefrem gådeløsende.
Et forstemmende træk ved denne flotte udgivelse er til gengæld, at Schanz’ unge institutionelle efterfølgere på idéhistorie ikke er i nærheden af at have samme relevans. De leverer halv-analytiske rekonstruktioner af diverse af Schanz’ ”argumenter” i et sprog, der ville få manden selv til at pruste mere opgivende, end han allerede havde for vane, hvad enten det skyldtes smøgerne eller utålmodigheden.
Et andet træk, der bør blive stående som Schanz’ hovedbidrag til forståelsen af vores tid og dens omfangsrige, ulogiske status, er hans vedholdende afvisning af trangen til at forstå egen epoke som en krisetid.
Siden vi angiveligt begyndte at blive moderne – ifølge Schanz i løbet af 1700-tallet – er der blevet næret en stærkt pessimistisk trang til at hævde, at vi lever i permanente kriser: for sproget, individet, fællesskabet.
Schanz’ forsvar for moderniteten består i en afvisning af disse selvhadende krisedyrkelser. Også dette rammer ”Tankens glæde” indimellem. Eksempelvis i to andre eksterne bidragsydere, den tidligere Vartov-præst Niels Grønkjær og historikeren Uffe Østergaard. Fra vidt forskellige indfaldsvinkler lykkes det dem at udlægge dette relevante træk ved Schanz’ gerning: nemlig at mennesket, selv i moderniteten, ikke er en fremmed eller gæst i verden, men at den er vores (gode) hjem.
Slutteligt præsenterer ”Tankens glæde” på sin vis bidrag til løsningen af et problem og introduktionen af et nyt. De mange bidrag fører nemlig bevis for, at Schanz’ forfatterskab egentlig ikke var historisk arbejde – kontekstualisering eller historisering af idéer – men filosoferen slet og ret.
Manden, der inkarnerede Idéhistorie, var ikke idéhistoriker. Han var filosof. Og således er der stadig mere at sige. Et resultat, der ville have glædet manden selv.
Peter Aaboe Sørensen, Casper Andersen, Jakob Bek-Thomsen og Mikkel Thorup (red.): Tankens glæde. Efterskrift til Hans-Jørgen Schanz. 400 sider. 300 kroner. Klim.