Martha Nussbaum er blandt de mest kendte kvindelige filosoffer i verden. Alligevel har hun, bortset fra artikler i tidsskrifter, ikke været oversat til dansk før. Det sker nu med hendes seneste bog fra 2018, som på dansk har fået titlen ”Frygtens monarki. Et filosofisk blik på vores politiske krise”.
Som man måske kan ane, udspringer bogen af den anspændte og frygtsomme atmosfære, man mærker overalt i disse utrolige tider, hvor polariseringen mellem grupper og uvisheden om fremtiden synes at gå hånd i hånd.
Som intellektuel profil kan Nussbaum (født i 1947) minde om store kvindelige forgængere som Hannah Arendt: De skriver begge om politisk filosofi med mange dedikerede henvisninger til antikken, den romerske digter og tænker Lukrets er en hovedreference i denne bog – og Simone de Beauvoir: De forener begge en sans for den nøgne menneskelige eksistens med en diskussion af psykoanalyse eller psykologi, i Nussbaums tilfælde ikke mindst udviklingspsykologiske teorier om det spæde barn og det lille barn.
Nussbaum skriver relativt enkelt, ikke mindst i denne seneste bog. Hun er ikke den, der dyrker begreber og abstraktioner for deres egen skyld og glæder sig over at ”spille” med dem. Tværtimod supplerer hun gerne filosofien med indsigter fra litteratur, kunst, religion og reformarbejde fra den praktiske virkelighed.
”Filosofien kan vise os, hvordan vi kan respektere vores fjender – men den viser os ikke, hvordan vi kan lære at elske dem. Til dette formål har vi brug for kunst – og mange af os har brug for religion,” skriver hun med en karakteristisk formulering. Nussbaum er selv konverteret til jødedommen i forbindelse med et ægteskab.
Bogens titel betyder ikke, at en diffus frygt ruger over os alle som en enehersker. Udtrykket kommer fra Nuss-baums betragtninger over det spæde barn som kommer til verden i så radikal hjælpeløs en forfatning, at dets grundbevidsthed må være frygt. Det er afhængig af at kunne råde over andre mennesker som en enevældig monark!
Sigmund Freud brugte udtrykket ”His Majesty the Baby”, og Nussbaum indskærper, at den infantile narcissisme er drevet af grænseløs frygt. Senere hen i livet kan vi let underkende voldsomheden i dette, ethvert menneskes udgangspunkt, men lykke og glæde er for det lille barn forbigående følelser. Frygten er kronologisk og kausalt den primære følelse, og der er kun én metode til at sikre overlevelse: at bruge andre mennesker og håbe på, at de vil lade sig bruge.
Det er derfor ikke så sært, at vi som art hjemsøges af frygt, had, vrede, afsky og meget andet skidt. Aktuelle følelser af afmagt kan let aktivere den infantile narcissisme, og et typisk reaktionsmønster er at udpege syndebukke eller fjendtlige grupper, der bærer skylden for, at verden ikke er så retfærdig, som den burde være. Det må være nogens skyld, at jeg ikke får det, jeg har brug for.
Omvendt må vi betragte empati, gensidig respekt, selvbeherskelse, demokrati med videre som goder, der kan være hårdt tilkæmpede i den individuelle såvel som samfundsmæssige historie. Det er ikke nemt for os at leve os ind i andre mennesker og da slet ikke dem med helt andre livsomstændigheder. Som måske bekendt lægger Nussbaum vægt på læsning af skønlitteratur som noget, der kan inspirere til demokratisk medborgerskab, fordi vi her kan blive ”virtuelle venner” med fiktive personer, der lever på helt andre betingelser.
Bogen gennemgår og analyserer en del negative følelser som afsky, sexisme, racisme, antisemitisme og misogyni. Også her søger hun mod en basis. Som mennesker vil vi nødigt se vor egen dyriskhed, forfald og dødelighed i øjnene. Vi hengiver os derfor til ”projektiv afsky”, hvor andre mennesker kommer til at inkarnere det, vi ikke selv vil kendes ved. I historisk perspektiv er kvinden for eksempel ofte blevet betragtet som ”uren”. Selvom Donald Trump lurer mellem linjerne i bogen, holder Nussbaum sig tilbage fra udfald og fordømmelser og mener generelt ikke at venstre- eller højrefløj har så meget at lade hinanden høre. Et lille udpluk af, hvad Trump har sagt om kvinder, er dog temmelig chokerende læsning.
Nussbaum erkender, at hun selv kommer fra en privilegeret race- og klassebaggrund, og hun skriver en del om misundelse, hvor man er fikseret på statusforskelle mellem sig selv og andre. Selvom hun klarede sig godt i skolen, er hun meget kritisk over for det konkurrenceprægede miljø på de amerikanske high schools. Hun fandt selv et åndehul ved at arbejde med teater på skolen, et miljø præget af samarbejde og spontanitet, men hun må konstatere, da hun kontakter flere af sine gamle klassekammerater for at overtage dem til at deltage i skolens 50-årsjubilæum, at de ikke har lyst. Så meget hadede de deres skoletid, fordi de hverken var populære eller dygtige.
Et af hendes konkrete forslag til det amerikanske samfund er, at der indføres en civil værnepligt (på måske helt op til tre år!), hvor de unge indkaldes til at arbejde inden for ældrepleje, børnepasning, opførelse og vedligeholdelse af infrastruktur. Hun er ganske klar over, hvor urealistisk det kan forekomme, men det er ikke desto mindre nødvendigt for at fremme det samfundssind og den fornemmelse for helheden, der kræver erfaringer hentet uden for ens egen sociale komfortzone. Mere principielt arbejder hun med et katalog over ”reelle muligheder”, alle borgere må have i et samfund for, at det skal kunne kaldes for minimalt retfærdigt.
Selvom Nussbaum er glad for de gamle grækere og romere, lægger hun gennem bogen en vis distance til stoikerne. Hun synes, de giver afkald på for meget for at kunne opnå en indre uberørthed. Hvis man ikke må kere sig om alt det, der giver livet værdi, betaler man for høj en pris. Så må man tage frygt og sorg med i købet. Hun taler også for håbet som det, der kan inspirere til handling. Et praktisk håb frem for et dovent håb.
I det hele taget tænker Nussbaum konstruktivt og optimistisk, Hun står ifølge idéhistoriker Mikkel Thorup, der har forfattet et efterskrift til bogen, i en liberal åndstradition, der nærer en vis mistro over for passioners rolle. Som man også ved fra hendes forrige bog om vrede, er hun ikke begejstret for den popularitet, der ombølger vreden i disse tider (”Jeg har ret til at være vred”). Vrede kan kun accepteres i det omfang, den kan anspore til handling.
”Frygtens monarki” er ikke så dybtgående som Nuss-baums hovedværker. Og man kan til tider blive lidt frustreret over, at optimismen virker mere påtaget end gennemarbejdet. Hendes grundlæggende positioner virker dog sympatiske og sande. Man skal ikke opgive håbet, selvom det er barske tider. Vrede er ikke nogen værdi i sig selv. At forstå andre er lige så nødvendigt, som det er svært. Hvis vi synes, livet er hårdt, er det nok, fordi der er noget om snakken. Det lærte vi som babyer, og vi har aldrig helt glemt det.