På en måde er det lidt snyd. Gennem mere end 40 år har Iran været underlagt et religiøst styre, der har undertrykt enhver tydelig protest. En af landets mest berømte filmmagere, Jafar Panahi, der har brugt sine film til at kritisere præstestyret, har været under skarp overvågning siden 2010 med forbud mod at lave film. Senest er han blevet straffet med seks års fængsel for at protestere over andre instruktørers skæbne.
Det politiske klima betyder naturligt nok, at enhver filmmager, der måtte have problemer med præstestyret i Iran, må udtrykke sig tvetydigt og i metaforer. Publikum skal kunne forstå pointen, men den må ikke være så udtalt, at det ligner en protest. Det er med årene blevet en indarbejdet del af filmsproget i Iran, hvilket betyder, at man hurtigt begynder at lede efter eventuelle skjulte protester i iranske film. Man læser noget ind i filmene – måske også noget som ikke nødvendigvis er til stede.
Det er naturligvis ikke hele forklaringen på, at iransk film er højt anset. Iran har en mangeårig tradition for kunstneriske film. Men det giver jo iranerne nogle klare fordele, at man som tilskuer så at sige gør filmene stærkere ved selv at lede efter skarpe pointer.
Havde premiereaktuelle "Hit the Road" været svensk eller græsk, havde den været en lille komedie om en familie, der skal sige farvel til den ældste søn, inden han rejser til udlandet. I en svensk eller græsk film havde det været virkelig mærkeligt, at familien har så svært ved at tale om afskeden. Og det havde været endnu mere mærkeligt, at familien kører op i nogle øde bjerge for at sige farvel til knægten.
Men nu er "Hit the Road" iransk, og så giver det straks mere mening. Når et ungt menneske rejser illegalt ud af Iran, er det en tungtvejende beslutning. Det kan være et farvel uden et gensyn. Af hensyn til det iranske præstestyre får vi meget lidt at vide om årsagen til, at den unge mand vil forlade Iran. Det må jo ikke lige en protest. Og hele filmen bliver derfor et billede på den store smerte, som ikke kan udtrykkes håndfast.
Den debuterende instruktør Panah Panahi fik idéen til "Hit the Road", da hans egen søster forlod Iran. Instruktøren kender altså til følelsen af det store farvel, og som søn til Jafar Panahi kender han til truslerne fra præstestyret. Måske er det derfor, Panah Panahi forsøger sig med noget ganske usædvanligt for iransk film – i hvert fald de få film, der kommer forbi Danmark – nemlig humor. "Hit the Road" er både en umådeligt sørgelig og uimodståeligt skør film.
Humoren ligger ikke mindst i familiens 9-10 år gamle yngste søn, en på én gang nysgerrig speedsnakker og gammelkløgtig besserwisser, der bliver vred, da hans forældre tager hans mobiltelefon fra ham. De er nervøse for, at myndighederne vil spore deres rejse til grænsen. Drengen er til gengæld vred, fordi han venter et romantisk opkald fra sin skolelærer!
Undervejs kommer familien til at vælte en cykelrytter, som de giver et lift i den tro, at han er kommet til skade. Faktisk vil rytteren gerne køres om på den anden side af cykelløbets hovedfelt og sættes af, så han kan hoppe ind i løbet igen foran alle de andre.
Ud af den humor vokser en surrealistisk fortælling om en familie, der taler om alt mulig andet end lige netop det, deres hjerte er fyldt af. De triller afsted, drengen pludrer energisk, hans far sidder med benet i gips på bagsædet og forsøger at lade, som om alt er normalt, moderen synger med på muntre sange i radioen, og den store søn sidder tavs og styrer bilen. At kalde ’"Hit the Road" en komedie vil være ufølsomt. Og at klistre etiketten "tragedie" på den vil være at undervurdere dens fintfølende fornemmelse for tilværelsens absurditeter.
Det er umuligt ikke at se kritiske metaforer alle mulige steder i "Hit the Road". Men det er ikke nødvendigt. Med sin fritflyvende blanding af komik og tragik er den et rigeligt stærkt billede på tilværelsen i nutidens Iran.
Hit the Road. Instruktion: Panah Panahi. Manus: Panah Panahi. Kamera: Amin Jafari. 93 minutter. Iran 2022.