Har bibliotekerne erklæret fortællingen fallit?

De danske biblioteker er i færd med at forvandle sig til socialkontorer, legestuer eller noget så luftigt som ”urbane medierum”. Det er en skændsel

Aarhus’ store nye spektakulære bibliotek på havnefronten vil heller ikke kaldes et bibliotek. Institutionen kalder sig sig for ”DOKK1 – Urban Mediaspace Aarhus” og består mest af rekreative panorama-rum og et gigantisk areal, hvor børn og voksne kan lege. Bøgerne, ja det er nogle borgerne finder på nettet. Fysiske bøger er ikke noget, biblioteket skilter med eller er stolte af, endsige legitimerer sig ved.
Aarhus’ store nye spektakulære bibliotek på havnefronten vil heller ikke kaldes et bibliotek. Institutionen kalder sig sig for ”DOKK1 – Urban Mediaspace Aarhus” og består mest af rekreative panorama-rum og et gigantisk areal, hvor børn og voksne kan lege. Bøgerne, ja det er nogle borgerne finder på nettet. Fysiske bøger er ikke noget, biblioteket skilter med eller er stolte af, endsige legitimerer sig ved. Foto: Martin Dam Kristensen.

Der er ingen virksomhed, institution, forening, region, der ikke har en fortælling at fortælle. Der er intet varemærke, politisk parti eller sted, der ikke har en fortælling at fortælle. Og skulle det modsatte være tilfældet, eksempelvis hvis nogen begynder noget helt og aldeles nyt, så er det første, der sker, at der etableres en fortælling, en historik.

Det har at gøre med, at fortællingen er det enkelte menneskes måde at strukturere sin tilværelse på, og i videre perspektiv menneskers måde at kommunikere med hinanden på. Ja, selve den menneskelige bevidsthed er litterær i den forstand, at vi med tanker, forhåbninger og valg dagligt skriver nye kapitler til vor historie og fletter den sammen med andres.

Derfor er alverdens mytologi og religioner siden tidernes morgen bygget op som fortællinger. Fortællingen er den essentielle måde at gøre indtryk på, skabe en effekt, en fascination og en tilknytning til verden på.

Hele menneskehedens civilisationen er bygget op på fortællinger, mundtlige og skriftlige. Da de materielle og organisatoriske forhold var til det, skabte mennesker særlige steder for fortællinger. Steder hvor fortællingerne kunne skrives, genfortælles, og opbevares. Fortællingerne blev samlet i bøger og bøger blev samlet i biblioteker, der jo betyder ”bogsamlinger”. Den tilegnelse, der finder sted på biblioteker, kaldes dannelse. Da bibliotekerne blev offentlige og for principielt alle, blev bibliotekerne et sted for almen dannelse.

Biblioteket er således er særligt privilegeret sted for fortællingen. Etableringen af biblioteker er et afgørende led i den civilisatoriske fortælling, og biblioteker i sig selv et mødested for alverdens fortællinger. Alle fortællingers moder. Hvilken nærmest ufattelig værdi, hvilket bevidsthedsmæssigt potentiale!

Problemet er bare, at de danske biblioteker ikke længere værdsætter deres egen historie og deres egne fortællinger. Tværtimod skammer de sig over deres historiske tyngde og forsøger at skaffe sig af med den. I Københavns biblioteker kasseres og destrueres bøger ud fra uigennemskuelige, hvis ikke ligefrem dilettantiske principper. Alle tænkelige bøger, som i tidens løb er indkøbte og indbundne efter faglige kriterier og udtalelser fra bibliotekernes egne lektører.

De underkendes nu fuldstændigt i lighed med de forfattere, som har skabt fortællingerne og dermed kulturens og samfundets historie. 500.000 bøger er ”kassationsmålet” i kommunen. At vandalismen finder sted i København kan ikke undre. Københavns Rådhus har for længst nedlagt deres eget fredede bibliotek fra 1905. Rådhuset er gået foran med eksemplets skræmmende magt.

Men skaden kan ikke begrænses til hovedstaden. Aarhus’ store nye spektakulære bibliotek på havnefronten vil heller ikke kaldes et bibliotek. Institutionen kalder sig sig for ”DOKK1 – Urban Mediaspace Aarhus” og består mest af rekreative panorama-rum og et gigantisk areal, hvor børn og voksne kan lege. Bøgerne, ja det er nogle borgerne finder på nettet. Fysiske bøger er ikke noget, biblioteket skilter med eller er stolte af, endsige legitimerer sig ved.

Tilsyneladende finder udviklingen (læs: afviklingen) sted ud fra en idé om, at bibliotekerne i disse år skal omdefinere deres rolle. Bibliotekerne skal ikke længere være bogsamlinger, men steder for borgerservice, netadgang og fri leg for børn. Men hvis børn ikke kan lytte til fortællinger på biblioteket eller møde litteraturen i form af bøger, kan de ligeså godt lege et andet sted. Og hvis voksne kun går på biblioteket for at gå på nettet, kan de ligeså godt blive hjemme.

Den amerikanske forfatter Karin Slaughter, der har stiftet fonden ”Save the Libraries” (Red bibliotekerne), sagde den 11. marts til dagbladet Politiken: ”Jeg kan slet ikke forestille mig en verden uden traditionelle biblioteker. For uden gratis og åben adgang til bøger og læsning kan vi ligeså godt blive hjemme”.

Det er præcis, hvad det handler om for bibliotekernes administratorer. Vi skal blive hjemme. Abonnere på e-bøger, søge i e-reolen eller læse dårligt og vilkårligt indscannede klassikere på nettet. Vi skal ikke længere være en del af bibliotekernes fysiske og fælles rum for fortællinger. Det er en skændsel.