Har humanismen sejret sig til døde?

Mungo Parks nytiltrådte teaterdirektør Lasse Bo Handberg lægger fra land med en vigtig og vittig satire over humanismens hykleri

Vi befinder os på den hæderkronede møbeldesigner Fritz Hansens Vej på teater Mungo Park i Allerød, hedengangne Dr. Dantes hjemmebane; i sig selv en kulturradikalismens højborg. Politikens Monna Dithmer sidder både bag mig på stolerækkerne og foran mig som figur på scenen. Til venstre Weekendavisens Klaus Rothstein. Det er noget af en metakarrusel, vi er gået om bord på til premieren på forestillingen ”Fritz Hansen Folket”.

Cremen af det kulturradikale stamtræ fra Brandes-brødrene over Poul Henningsen, Rifbjerg, Bønnelycke og Brøgger optegnes i en hæsblæsende og humoristisk karikering af kultureliten. Selv publikum – med cardigan og ravsmykker, der tynger tungt om halsen som hele den kulturradikale arv – får verbale smæk for skillingen.

”Vi er en slags. Vi er humanister. Vi er dannelse, dømmekraft og sans for kvalitet.”

Der er noget stedvist resigneret over den bløde fløjlsbærende Rune med bourgogneglasset som klæbende attribut. Fuldendt med mørnet forelæserjakke gør Henrik Prip en god figur som den snart iltre, snart apatiske fortæller.

Veninden, tilknappede Politiken-Ditte med det krumme kontrafej, er Marianne Mortensens legemliggørelse af kulturlivets deroute. En farveløs og verdensfjern skyggefigur. Og så den forkælede og forvænte performancekunstnerinde, overbevisende spillet af unge Nana Morks, der laver eksperimenterende kunst, ingen forstår, og ingen gider se.

Det er kulturradikalismens forkvaklede fortrop, som fægter forvirret og formålsløst i blinde. For hvor er kampen og kritikken blevet af? Sunket selvtilfreds sammen i Wegner-stolen efter at have sejret sig selv ihjel?

Det er som sådan ikke nogen ny kritik, der her sættes i scene. En komplet palet af klichéer om speltsegmentet trækkes frem i et kludetæppe af en ”kritisk revy” efter PH’s forbillede.

Alligevel er Handbergs befriende demontering af den kulturelitære indspisthed og apati en rammende og underholdende karikatur. En i scenekunstsammenhæng kærkommen og klædelig selvkritik.

Scenografiens tiltagende forfald kulminerer i en post-apokalyptisk slagmark af amputerede designklassikere, der fuldender forfaldsfornemmelsen. Som et sidste opflammende håb fremmanes Brandes i skikkelse af Anders Budde Christensen og Mads Hjulmands bowlerhattebærende brødre. Spøgelser fra fordums storhed.

De fører an i en veloplagt musikalsk tour de force i den kulturradikale kernehistorie krydret med mere eller mindre kulørte anekdoter fra det virkelige liv. Josephine Baker danser, jazzen spiller, der er bourgogne i glasset – men det hele går ad helvede til.

Det er et ambitiøst forehavende sådan at tage temperaturen på det kulturradikale projekt anno 2017 og samtidig sideløbende oprulle hele historikken. Måske i virkeligheden for ambitiøst. Vi kommer både omkring den statslige udstationering af arbejdspladser, kulturstøtten, det polariserede Danmark, avisernes nedprioritering af kulturstoffet etcetera.

Udtrykket bliver således lettere kaotisk og kollageagtigt rodet.

Line Mørkebys tekst savner fokus, og forestillingen ender med at fægte lidt hid og lidt did uden for alvor at mene noget. På rigtig radikal vis.