Harpiks er noget fedtet stads, der i årtusinder har været brugt til forskellige ting. Vi kender det fra rav, hvori insekter er blevet holdt fast i den klæbrige friske harpiks, der så siden er størknet og stivnet. De gamle egyptere brugte harpiksen i deres balsameringsproces.
Begge disse betydninger spiller en rolle i den nye danske thriller ”Harpiks”, der er bygget over Ane Riels roman af samme navn. Det er en grotesk historie om en familie, der er gået i opløsning helt ude på spidsen af en af de fynske øer. Stedet hedder Hovedet, og livet dér er virkelig vendt på hovedet.
Ægteparret Maria og Jens og deres teenagerdatter Liv lever helt afsondret fra den farlige og giftige verden. De voksne vil holde Liv væk fra civilisationen og leve enkelt i pagt med naturen. Det er ikke en venden hjem til naturen-film, hvor den lille familie er de sidste sunde sjæle i en forgiftet verden. Nej, det er omvendt.
Faderen er psykisk syg, og moderen ligger næsten lammet i sin seng. Hun er overfed og vejer vel et par hundrede kilo. Stakkels Sofie Gråbøl, hun forsvinder simpelthen i dellerne. Mere genkendelig er Peter Plaugborg med sit vilde, benede ansigt, men begge skuespillere strider en svær kamp for at give karaktererne troværdighed.
Maria og Jens er uegnede til at være forældre, lyder det i begyndelsen af filmen. Myndighederne truer med at tvangsfjerne Liv. Derfor fingerer de en drukneulykke, hvor hun forsvinder under en sejlads. Derefter går tiden, og Liv vokser op ude i den vilde natur, hvor hun er dus med himlens fugle og skovens grønne træer, dog uden den Poul Reichhardtske ubekymrethed.
Her kommer vi ind i filmen. Hver gang folk fra samfundet, eksempelvis postbuddet, kommer, så gemmes Liv væk i en container. Der er ikke meget liv til Liv. Der lurer hele tiden en trussel over haven, der hurtigt viser sig ikke at være ret meget paradisisk. Hun er ved at opdage verdenen udenfor, og som en anden trodsig teenager opsøger hun det forbudte uden for haven.
Da Jens’ mor, Else (Ghita Nørby), uventet dukker op efter en del års fravær, begynder opløsningen af Marias og Jens’ liv at tage fart, og groteske ting sker, også med stakkels Else, men desværre er det ikke rigtig uhyggeligt. Det fænger ligesom ikke rigtigt. Vi får for lidt baggrund til at forstå den grumme skæbne, der rammer Else.
Ude på ”Hovedet” bliver alt som sagt vendt om. Selv da moderen venter barn, bliver det ikke smukt og livfuldt. Skulle man tro, at Maria og Jens’ historie var en variation over Maria og Josef-historien (hvorfor ellers de navne?) ja, så bliver det en omvendt historie. Liv, der kunne være en Paw/Mowgli/Tarzan-historie, bliver bare en skræmt, ødelagt teenager, der langt hen ad vejen følger med ind i faderens mere og mere mørke idéverden. Det er for resten her, harpiksen kommer ind, men det må man selv se.
Havde det alt sammen så bare været mere spændende, og havde der været lidt mere psykologisk dybde i dramaet, så havde man måske ikke kedet sig så meget undervejs. Det siges, at romanen har en del humor i sig, men det mærkes heller ikke i filmen.