Hattedamemoralisme på meningstomme flasker

Ny bog på dansk om den amerikanske naturmysticist Henry David Thoreau er en blanding af Alternativets partiprogram og en dårlig selvhjælpsbog

Kristeligt Dagblads anmelder er langt fra imponeret over ny bog om den amerikanske tænker Henry David Thoreau (1817-1862).
Kristeligt Dagblads anmelder er langt fra imponeret over ny bog om den amerikanske tænker Henry David Thoreau (1817-1862). Foto: Arkivfoto.

Da den statsansatte filosof Lise Søelund endnu en gang over alt for mange linjer har citeret den amerikanske forfatter Henry David Thoreau (1817-1862), fortsætter hun selv med den talesprogsagtige floskel, at ”der er meget, der skal ud der, fornemmer man”.

Grimt skrevet som en grå, gennemasfalteret forstadsbebyggelse, selvom hun har begået en bog om en af de store besyngere af Guds grønne natur, men i det mindste hjælper hun så anmelderen lidt på vej angående sin egen bog: Der er meget, der skal ud der.

Henry David Thoreau var en oprører, der indimellem sad i fængsel for sine synspunkter, og så boede han i to år og to måneder i en skov for at være tæt på naturen og at finde sig selv. Her skulle man gerne fornemme den truende sentimentalitet, og det er formentlig det bedste, der er at sige om Lise Søelunds nye bog: Den afslører udmærket, at latent sværmeri og gakket naturfetichisme lurer hos Thoreau. Hans forfatterskab indbyder simpelthen til det.

Han var en formfuldendt essayist og en relevant aktivist, men selv det sandsynliggør Lise Søelunds bog ikke. Hun har travlt med at indføre citater fra sine egne tidlige bøger samt begave os med selvskrevne selvhjælpsaforismer som ”Den eneste ene er man altid,/ når man er helt alene.”

Elendigheden er nærmest hidtil uset. Bogens mest usmagelige træk er den særegne blanding af anakronisme og moralisme. Der er tale om et forsøg på at skrive en kort introduktion til Henry David Thoreaus liv og tænkning, men alligevel fylder tilfældige og ligegyldige udfald mod alt fra Paulus til idrætstimer i folkeskolen det meste af bogen. Lise Søelund betror os eksempelvis i bedste hattedamestil, at hun følte sig ”helt rousseausk” i sin tænkning og ”blev forarget”, da hun hørte, at man er blevet nødt til indlægge en daglig times motion i skoletiden, fordi børn ellers ikke får nok motion.

Hattedamen får lov til at posere med sin dybde gennem den lille henvisning til en anden natursværmer, Rousseau, og dernæst appellerer forargelsen til vores smålige besserwisser-gen. Hattedame classic, men nu er der jo faktisk tale om et forsøg på at skrive en filosofisk indføring i et forfatterskab, og så er Lise Søelunds forargelse desværre ikke noget argument, blot moraliserende følelsesporno til pøbelen og vilde anakronismer om, hvad Jesus og Rousseau mon ville have ment.

Kapitlerne er viet til lidt af hvert: et kapitel om Thoreaus syn på slaveri, et om hans tid som eneboer i skoven, lidt om indianere, meget om at vandre. Lidt livsklogskab om, at en rugbrødsmad og et glas koldt vand smager så herligt efter en lang gåtur. Det skal nok gå lige i irriterende pilgrimspræsters følsomt-sitrende vandrestav, men det har intet med saglig idé- og kulturhistorie at skaffe.

Et af de amerikanske transcendentalisters store problemer var, at de ikke forstod ret mange ord om, hvad kristendom er. Det gengiver Lise Søelund fint ved at demonstrere samme mangel på indsigt. Thoreau mente eksempelvis, at kristne mennesker kunne undgå urenhed og ”alle synderne” ved egen asketiske kraft. Katolsk gerningsretfærdighed og jødiske idéer om urenhed, skrevet af en kvæker. Lise Søelund overbyder ham dog let, når der konkurreres om syrede udsagn: Thoreaus indsats imod slaveriet roder hende ud i lange overvejelser om Aristoteles, Jesus, Paulus, Seneca og Luther. Aristoteles kom desværre engang til at udtale sig til fordel for slaveri, og det har filosoffen Søelund det svært med, for den gode Aristoteles er jo ”kendt som en klog og ellers meget etisk herre”.

Det bedste ved dette dårlige talesprog på skrift er, at det igen krystalliserer bogens blanding af moralisme og anakronisme. Dertil lægger vi så lige en forrykt udlægning af Jesus og Paulus. Søelund mener nemlig, at Jesu forkyndelse (ja, dét ord) i Bjergprædikenen er, at ”vi skal tænke over, hvordan vi ville have det, hvis vi blev pisket, udnyttet eller generet af et andet menneske”. Derfor klarer kristendommen lige skærene for hattedamens historieløse og moraliserende dom over 2500 års idéhistorie, fordi det er ”åndeligheden”, der bærer den, samt en smuk etisk tanke. Dog kun ”hvis man lige ser bort fra Paulus”.

Læg dertil utallige filosofiske fejl og faktuelle sammenbrud. Friedrich Nietzsche - ja, ham skulle vi også lige nå omkring - skulle eksempelvis være eksistentialist, apropos anakronismer, og endnu vildere fortæller Lise Søelund os i det kapitel, der skulle placere Thoreau i sin filosofihistoriske kontekst, at Thoreau hører hjemme i romantikkens opgør med oplysningens rationalisme. Fint nok, men hvordan kan man dog overse, at hele grunden til, at Thoreau og Emerson kaldes de amerikanske transcendentalister er, at de studerede Immanuel Kants transcendentalfilosofi? Vi hører om Gud og hvermand i den pæne idéhistories rædselskabinet fra Seneca over Michel Montaigne og sågar til Tomas Espedal, men den stort set eneste påviselige indflydelse på Thoreau fra nyere tid kunne der ikke findes plads til - bortset fra en enkelt fejlagtig og malplaceret bemærkning, der tilsyneladende identificerer Kants etik med Jesu forkyndelse.

Bogen slutter med den konklusion, at ”det er enhver frit for at betræde” Thoreaus anviste vej. Faktuelt tvivlsomt, sprogligt forkert: Det står enhver frit for at læse alt andet end denne bog.

Rettet den 12.05.15: I denne artikel blev Lise Søelund tidligere kaldet Else Søelund. Kristeligt Dagblad beklager fejlen