Prøv avisen

Arne Haugen Sørensens selvbiografi er et væsentligt bidrag til den danske kunsthistorie

4 stjerner
Arne Haugen Sørensen under arbejdet på relieffet Sankt Jørgen og Dragen til Højby Idræts- og Kulturcenter. – Foto fra bogen.

Maleren Arne Haugen Sørensens selvbiografi er på samme tid en levnedsbeskrivelse, et tidsdokument og et tankevækkende kunstnermanifest, som udspringer af hans mange dyrekøbte erfaringer. I bogen taler en af Danmarks store malere – og kirkekunstnere – ud

Historien om Arne Haugen Sørensen kan minde om H.C. Andersens: Han voksede op på Amager i et ressourcefattigt miljø med en mor, der måtte arbejde i døgndrift for at holde familien oven vande. Sammen med den to år yngre lillebror, billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen, måtte han undertiden lege i mørke, da moderen af frygt for myndighedernes indgreb låste døren udefra og trak gardinerne for, når hun gik på arbejde. De to brødre fik tiden til at gå med at skabe deres egen fantasiverden. Måske var det her, at deres kunstneriske interesse blev grundlagt? Kedsomhed er, som Jorn sagde, vejen til al kunst. Senere skulle de blive to af Danmarks mest fremtrædende billedkunstnere. Denne weekend møder de hinanden igen i egenskab af medlemmer af kunstnersammenslutningen Grønningen, som holder Grand Opening i Kunstforeningen.

I 2007 udgav forlaget Thaning & Appel Arne Haugen Sørensens (født 1932) erindringer ”Landskabet bag mig”. Den nye selvbiografi fra Gyldendal med den lige så poetiske titel, ”Tiden grebet i halen”, er en opdateret og udvidet version af den første udgivelse. Den er lidt springende fortalt, man savner indholdsfortegnelse og et personregister, og man savner også sidehenvisninger til illustrationerne. Men heldigvis er der kommet flere billeder til – både værkgengivelser og private fotos – og så har Haugen, oplyser forlaget, tilført den oprindelige udgave cirka 25 procent mere stof, især om de seneste 12 års liv og virke.

Bogen giver stof til eftertanke, ikke kun til den udøvende kunstner, men også til de mange interesserede kunst-elskere, som gerne vil trænge længere ind i forfatterens ekspressive, farvestærke og fortællende kunst. Haugen Sørensen formår nemlig på levende vis at gøre rede for kampen for resultaterne ved staffeliet, især i en række ”Ungemalte taler”, hvor han gør minutiøst rede for arbejdet med en række kirkeudsmykninger i taler, som han ærgrer sig over ikke at have leveret ved indvielserne.

Haugens visuelle begavelse lader sig ikke diskutere. Som ung vælger han kunsten som et hul i muren – en smutvej ud af den sociale elendighed – selvom det skal vise sig at være en hændervridende svær branche. Men alternativet er værre: at blive slave i samfundshæren. Efter i sin pure ungdom at have forsøgt sig med over 30 forskellige jobs, hvor han enten render skrigende bort eller bortvises på grund af uduelighed, foretrækker Haugen tidligt et liv i afsavn frem for et liv, hvor han mister sin dyrebare frihed.

Vi hører om en række møder – såvel de mere ydmygende af slagsens som dem, der fører til livslange samarbejder og venskaber, hvoraf nogle ender i smertelige brud. Det gælder eksempelvis et varmt venskab med den forhenværende formand for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, som pludselig vender ham ryggen.

En væsentlig del af bogen er viet kunstnerens forhold til det andet køn. Som ung ligner Arne Haugen Sørensen en græsk gud, så der mangler ikke kvindelige tilbedere. Som den malende macho, han er, nærer han en længsel mod det andet og tildeler kvinden rollen som kunstens vigtigste mæcen. For Haugen er kvinden livets salt. I 1967 møder han efter flere forliste forhold og to børn, som han fortryder at have forladt i utide, sit livs kærlighed, keramikeren Dorthe. Hun giver ham den nødvendige ro til at gå i dybden med sin kunst. Hun er yderligere et ægte familiemenneske, som i modsætning til Haugens egen samspilsramte familie har et familiegen, som gavner Haugen. Hun får også integreret de to ”tabte” døtre i den støt voksende familie.

Parret får tre døtre, men den ene er desværre narkoman og dør i 1994 som følge af en overdosis. Hun efterlader sig en søn, der nu vokser op hos sine bedsteforældre i Andalusien. Den ubærlige sorg over dette tab er med til at give Haugens latente kristne tro en ny og dybere mening. Nu giver det en god mening for ham at billedliggøre kristendommens mange for-tællinger visuelt, og kirkerne står i kø efter hans kunst. Det bliver til næsten 30 kirkeudsmykninger herhjemme. Det er stærke og koloristisk virtuose bibelske billeder, skabt i krydsfeltet mellem figuration og abstraktion. Haugens brug af strålende primærfarver er kommet til i Syden, hvor lyset er så stærkt.

Bogen beretter også – omend noget kort – om den smertefulde relation til lillebroderen, billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen, som han ikke har haft kontakt til i mange år. Vi hører intet om stridens årsag, men det er hjerteskærende læsning, da Arne under en Grønningen-fernisering så sent som i 2015 rækker hånden frem til sin lillebror og kun mærker kulde. ”Du er som vores modbydelige nazistiske far, mens jeg er som vores varme og kærlige mor,” lyder svaret.

Undervejs diverteres vi med detaljer fra dansk kunstliv på godt og ondt. Og om de valg og fravalg, som Haugen har foretaget, der førte hans karriere frem eller det modsatte. Vi hører også om en mængde ydmygelser og hans evige jakobskampe. Den evige kamp med kunsthandlerne – her må især Børge Birch holde for i et lidet flatterende portræt – pågår stadig i kunstmiljøet.

For Haugen handler det bestandigt om at skabe bedre kunst og at komme frem i lyset, at blive set – også af ”de rigtige”, der kan skubbe karrieren videre. Men han bliver aldrig den helt store strateg og allierer sig undervejs med nogle samarbejdspartnere, som han nok skulle have holdt sig for god til. Men det skorter ikke på hæder. Han debuterer allerede i 1953 på Kunstnernes Efterårsudstilling, den censurerede udstilling for samtidskunst, og vinder siden støt terræn.

Han er en af de første, der modtager det nystiftede Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1965. Så kan han endelig holde malerier tilbage og samle sammen til sin første store soloudstilling.

Vennen, den svenske digter Lasse Söderberg, beskriver tidligt Haugen som ”en forfulgt forfølger”, men hen mod slutningen mener Haugen endelig at have indhentet sig selv. Derfor titlen. Forfølgelsen afblæst! Som snart 87-årig har han opnået den store ro og behøver ikke længere at leve efter devisen ”æd eller bliv ædt”. Haugen har fået alt det, som bør tilkomme en stor billedkunstner: hæder og anerkendelse overalt, Eckersberg Medaille og Thorvaldsen Medaille, udstillinger især herhjemme og i hans andet hjemland Spanien og sidst – det var i 2017 – sit eget museum i Videbæk. Bogen viser, hvilket rigt liv Haugen fik. Den er også et væsentligt subjektivt bidrag og korrektiv til den officielle danske kunsthistorie i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.

Arne Haugen Sørensen som 33-årig i Paris, da han netop havde fået Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. – Foto fra bogen.