Havet. Urdybet. Et bundløst hul og scene for nogle af de mest dramatiske eventyr i legender, romaner, digte og verdenshistorien. Opdagelsesrejsende og videnskabsmænd har forsøgt at kortlægge og tæmme det, og forholdet mellem havet og mennesket har været lige så foranderligt som havets natur.
I moderne tider er det forhold forsømt. I hvert fald hvis man ser på det gennem litteraturens øjne, som Søren Frank har gjort det. Han forsker i maritim litteratur ved Syddansk Universitet og har læst alt fra gamle antikke digtere og søfareres logbøger og moderne romaner. Her har han fundet fællestræk, der siger en hel del om, hvad mennesket har følt og tænkt om havet gennem tiden. Ifølge ham er der erfaring at hente, som kan bringe mennesket og havet tættere på hinanden igen.
Han lader fingrene løbe hen over de mange bogrygge og søfartseventyr på reolerne i sin stue. Han trækker Bibelen frem først. For at forstå menneskets forbindelse til havet skal vi på en rejse tilbage til før, det opstod. Til en tid, hvor mennesket endnu ikke havde lært havet at kende. Og som en amerikansk forfatter senere sagde: Det, mennesket ikke kender, frygter det.
I.
”O skib!
Nu nye storme vil
Til havs dig atter jage!
Hvad er det for et vovespil,
En kraftig handling må der til:Styr fluks i havn tilbage!”
(Horats, år 65-8 f.Kr.)
I Bibelens skabelsesberetning eksisterer mørket og urdybet, inden Gud deler vandene og skaber landjorden. Urdybet, havet, er i den kristne tradition en rest af det kaos, der var før Gud, fortæller Søren Frank. Havet er også fyldt med ukendte uhyrer og dæmoner. Det bringer Guds straf over mennesket som en syndflod i Første Mosebog og som en stor fisk, der skal sluge profeten Jonas i Jonas’ bog. I antikkens skrifter er den romerske digter Horats skrækslagen for gudernes vrede, når en søfarer vover sig ud på vandene. Alt, der foregik dengang, skete efter gudernes vilje. Havet og dets vilde kræfter var ingen undtagelse. Søren Frank kalder derfor menneskets første verdensbillede frem til omkring år 1450 for ”teocentrisk”. Gud i centrum.
”Både i Bibelen og i antikkens kilder er der et udpræget forbehold over for havet. Mennesket ikke er sat i verden for at tage på farefulde sørejser. Horats siger, at grænsen mellem land og vand er naturlig og guddommelig. Det er ikke meningen, at mennesket skal krydse den. Det er faktisk at forbryde sig imod guderne, hvis man gør det,” siger Søren Frank.
Den vestlige verdens undtagelse var nordens vikinger, som ifølge Søren Frank ikke var hæmmet af hverken antikkens stoicisme eller den kristne frygt for syndflod og straf.
Dermed ikke sagt, at man ikke havde traditioner for sørejser i den antikke verden. Odysseus og hans møde med uhyrer, malstrømme og Poseidons vrede var et af de første heltesagn til vands.
”Det er vigtigt at understrege, at især den græske kultur var maritim. Selvfølgelig begik man sig på havet, men det var omgærdet af frygt og ængstelse, og man holdt sig til kystnære aktiviteter,” siger Søren Frank.
Den heltemodige Odysseus ender da også med at vælge hjemkomsten til landjorden frem for havets eventyr, og i den kristne verden fortsætter havet med at være en skrækindjagende påmindelse om syndfloden og Guds vrede.
Et andet sagn om den antikke helt Herkules indrammer menneskets forbehold. Herkules hev to klipper fra hinanden mellem Atlanterhavet og Middelhavet og skabte Gibraltarstrædet, så han kunne komme hjem til Grækenland. På de to nye højder efterlod han en advarsel til andre om ikke at bevæge sig ud på det store verdenshav: ”Non plus ultra” – ”Hertil og ikke længere.”
II.
”Ambition fører mig ikke blot længere, end nogen anden mand har været før mig, men også så langt, som jeg tror, det overhovedet er muligt for en mand at rejse.”
(Kaptajn James Cooks logbog, 1774)
Herkules’ advarsel holdt dog ikke menneskets nysgerrige natur væk særlig længe. Det farlige hav er også smukt og dragende, og mennesket begynder omkring 1400-tallet at drømme om, hvad der mon er på den anden side. Om muligheder, rigdom og eventyr. Europæiske konger trodser guder og antikkens erfaringer og begynder at finansiere nationale opdagelsesrejser. Den spanske konge sender i år 1492 Christoffer Columbus mod Indien. Den gamle græske advarsel omskrives og tilføres det spanske våbenskjold med ordene: ”Plus ultra”– ”længere endnu!”. Kapløbet om nye verdener, guld og magt begynder, og menneskets forhold til havet træder ind i sin anden epoke fra år 1450 til år 1850: den antropocentriske. Med mennesket i centrum.
Hjemme i Danmark sender kong Christian den Fjerde i år 1619 den dansk-norske opdagelsesrejsende Jens Munk ud for at finde søvejen til Indien gennem Nordvestpassagen. Jens Munk er en mand, der stoler på sig selv, sine evner, og sin logiske sans. Når havet skaber problemer, så formår han med sin menneskelige snilde at komme ud af dem igen, viser hans logbøger. Han tilskriver ingen af sine ulykker Guds vrede.
”Mennesket var stadig skrækslagent for havets kræfter og guderne bag. Men modet til at trodse dem har noget at gøre med overgangen fra en middelalderlig religionsbunden opfattelse af menneskets plads i verden til renæssancen. Det er humanismens tidsalder. Selvom man stadig er underlagt guderne, bliver det mere legitimt at være menneske, og mennesket får en større opfattelse af at være herre i eget hus,” siger Søren Frank.
I samme epoke omkring år 1596 skriver William Shakespeare skuespillet ”Købmanden i Venedig”. Her skal karakteren Shylock låne købmanden penge til hans handelsrejser. Og trods potentielle økonomiske tab ved søfartstogter ender han med at konkludere, at ”manden er ikke desto mindre solid”. Rejsen er i sidste ende pengene værd. Også en anden tendens hjælper mennesket og havet tættere på hinanden i samme epoke: den europæiske kulturstrømning mod romantikken i 1800-1870.
”I romaner er skibe indtil nu blevet skildret som ulækre pestbefængte fængsler og tugthuse, men i romantikken vender det,” siger Søren Frank og fremhæver den amerikanske romanforfatter James Fenimore Cooper (1789-1851).
I dag er han måske mest kendt for sin roman ”Den sidste mohikaner”, men i sin levetid var James Fenimore Cooper populær for sine maritime romaner. Han skrev 11 af dem og tog afstand fra den negative skildring af havet og sømanden, fortæller Søren Frank:
”Han beskrev et majestætisk og storladent hav og skibet som noget graciøst og yndefuldt. Der findes da heller ikke noget smukkere! Forestil dig en hær af skibe og deres hvide sejl på det blå hav. Sømanden gik også fra at være en alkoholiseret bøv til en helt i litteraturen. Officererne brød med normerne og var ekstremt dygtige til at navigere i havets kaos, og det skrev folk som James Cooper frem.”
III.
”The machinery, the steel, the fire, the steam, have stepped in between the man and the sea. A modern fleet of ships does not so much make use of the sea as exploit a highway.”
(Joseph Conrad, 1906)
Det hvide sejls fortryllelse og de uopdagede verdenshave varer dog ikke evigt. Opdagelsesrejsende kortlægger verden, og den industrielle revolution skifter langsomt træ og sejl ud med stål og damp. Teknologien forandrer livet om bord på skibet og havet totalt, og Søren Frank kalder meget passende denne epoke for den teknocentriske: teknologien i centrum. I litteraturen afspejles to forskellige menneskelige reaktioner på fremskridtet: forblindelse og forbandelse.
Den polske forfatter Joseph Conrad, kendt for romanerne ”Mørkets hjerte” og ”Nostromo”, repræsenterer et utroligt negativ syn på dampskibsæraen. Ud over den ulækre røg og sejlskibets manglende elegance, fokuserer han også på opdelingen af sømænd og ingeniører, som på dampskibet skal arbejde adskilt på hver deres dæk.
”Han mener, det ødelægger menneskets karakter og den maritime eksistens. På sejlskibet var alle sømænd, og alle havde en funktion, der bidrog til en kollektiv enhed. Det er naturligvis romantiseret, når Conrad siger, at livet om bord på sejlskibet var idyllisk. Der var racediskrimination og brutalitet. Men faldt én mand ud af kæden, så ville kollektivet bryde sammen. Arbejdsdelingen på dampskibet er for Conrad et udtryk for, at den moderne verden er gået af lave. Den skaber både afstand mellem natur og menneske og mennesker imellem. Vi mister forbindelsen til hinanden,” siger Søren Frank.
Det er også i denne epoke, at man finder Søren Franks ubestridte favorit inden for genren, ”den store amerikanske roman” ”Moby Dick” af Herman Melville om hvalfangeres jagt på den store hvide hval. Skrevet i år 1851 står romanen med et ben i både den antropocentriske og teknocentriske epoke, hvilket konkret illustreres med det hvalfangerskib, besætningen sejler. Det er et sejlskib med en kogefabrik til at lave hval om til olie på dækket. Romanen står højt på Søren Franks personlige liste, blandt andet fordi forfatteren formår at favne alle fire maritime litteraturperioder – og det kunne han skrive en helt anden bog om.
Det positive syn på det teknologiske fremskridt ses hos forfattere som den franske Jules Verne. I romanen ”Verdensomsejling under havet” sejler kaptajn Nemo rundt i ubåden Nautilus. Både ubåden og den undersøiske verden, den giver adgang til, beskrives i fortryllende termer, ja næsten som et mirakel. Det negative syn på dampskibet er dog ifølge Søren Frank det mest dominerende, og afstanden mellem menneske og hav synes at blive større.
IV.
”a splash quite unnoticed
this was
Icarus drowning”
(William Carlos Williams)
Den sidste epoke, som Søren Frank præsenterer, og som stadig definerer forholdet mellem hav og menneske i dag, starter efter Anden Verdenskrig. Det er her, man finder krøllen på det hele, som næsten fører mennesket tilbage til dets udgangspunkt: frygten for havet. Den maritime roman, som man har kendt den indtil nu, kollapser. Romanforfattere skriver ikke længere nutidige eventyr om livet på havet, for havet er ikke nok i sig selv til at fænge os, sige Søren Frank. Hvis havet eller skibet optræder i litteraturen, er det enten som ramme for en helt anden historie, som historiske tilbagesyn, eller som faretruende forudsigelser om verdens undergang.
Havet skildres mere og mere som en kaotisk naturkraft, som mennesket ikke kan kontrollere. Søren Frank henviser til stigende vandstande, og et hav, der truer menneskets kyster lige så meget, som mennesket truer havet med plastik. Han navngiver derfor også verdensbilledet fra 1945 til nu ”det geocentriske”. Naturen i centrum.
Det begynder for alvor, da den amerikanske marinbiolog Rachel Carson i 1962 udgiver bogen ”Det tavse forår”. Det er egentlig en videnskabelig bog, men den bruger litterære greb til at få verden til at forstå, hvor ødelæggende sprøjtegifte er for miljøet og dyrelivet. Forfatteren bruger fugle som symbol på det truede dyreliv, og bogens titel er en advarsel om den stilhed, verden vil opleve, når fuglene og deres sange er drevet bort af pesticider. I geologiens verden begynder man at tale om tiden efter 1800-tallet som den antropocæne tidsalder: Mennesket, dets teknologiske fremskridt og den tilhørende forurening har nu sat et destruktivt aftryk på naturen.
I litteraturen tager romanforfattere den antropocæne kendsgerning om det menneskelige aftryk til sig, og sammen med Rachel Carsons advarsler om det ødelæggende menneske udvikler den maritime roman sin apokalyptiske stemme.
”Litteraturen begynder simpelthen at forberede sig på verdens undergang,” siger Søren Frank.
Han henviser til den britisk-canadiske forfatter J.G. Ballard, der i 1960’erne blev kendt for sine science-fiction romaner, heriblandt romanen ”Tørken”.
Her har mennesket hældt så meget kemisk affald i havene, at der danner sig en hinde på havene, så landjorden aldrig mere får regn. Den grønne jord bliver til en ubeboelig ørken.
I december sidste år udkom også brevromanen ”Havbrevene” af den danske forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Det er en brevveksling mellem de to søstre, Atlanterhavet og Middelhavet.
”Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen,” skriver Atlanterhavet til sin søster og glæder sig til, at verdenshavene en dag igen skal forenes til et stort sammenhængende hav uden land til at adskille dem. Og uden mennesker.
Middelhavet er mere romantisk, og hun mindes dengang Icarus faldt ned og døde i hendes favn, efter han havde fløjet for tæt på solen. Bogen citerer et gammelt digt, hvor Icarus med sine gyldne vinger, sin historie og sit eftermæle forsvinder i det store hav med et ubemærket lille plask.
”Havperspektivet i denne roman giver os den geologiske tid. Den strækker sig fra langt før menneskets historie og vil måske være her lige så længe efter. Måske bliver menneskets historie blot en fodnote i naturens. Hvis altså ikke mennesket når at ødelægge naturen først,” siger Søren Frank.
Han sætter den truende brevroman og dens advarsler tilbage på hylden og sin tomme dåsecola i genbrugsposen.
Den anden bølge af nutidens romaner beskæftiger sig ikke med verdens undergang, men med at længes efter fortidens søfarerkultur gennem historiske tilbageblik. Blandt mange er danske Carsten Jensens ”Vi, de druknede” fra år 2006 et populært eksempel.
Og her kommer en af Søren Franks hovedpointer. Der er en grund til, at mennesket lige nu længes efter sejlskibsæraen, mener han. Tiden, der kom efter, var oplysning, modernitet og tanken om det frie menneske. Men, siger Søren Frank, selvom den tanke har fulgt mennesket indtil nu, er den i dag udfordret af klimaforandringer og en omverden, der ikke vil lade sig kontrollere af mennesket. Og det kan de gamle sømænd, der rejste på havet før moderniteten, hjælpe os med at håndtere.
”Den moderne idé om menneskets autonomi – at du er din egen lykkes smed og kan gøre, hvad du vil – hvordan ville sømanden se på det? Frihed var der ikke meget af på vandet. Mange søgte ud for at finde den, men blev hurtigt konfronteret med enten det hierarkiske og brutale regime om bord eller med den vilde natur, ved siden af hvilken man bare er en lille myre. Sømanden brugte sin praktiske fornuft til at navigere i uforudsigelige omgivelser,” siger Søren Frank.
I moderne tider kan den maritime erfaring måske lære mennesket ikke at leve et separat liv fra sine naturlige omgivelser. At vende blikket tilbage mod naturen og havet.