Danmark har ét kunstværk, der er verdenskendt. Nemlig Den lille Havfrue. Eller rettere to, nemlig H. C. Andersens eventyr af samme navn, og så skulpturen på Langelinie i København. Hvem der er mest kendt, kan man diskutere, men det betyder ikke noget, for skulpturen er en legemliggørelse af H. C. Andersens ord.
Skulpturen blev skabt af billedhuggeren Edvard Eriksen og stillet op, eller rettere ned, i vandet i 1913. Er Edvard Eriksen kendt for andet? Ja, det er han, men havfruen blev hans skæbne. Intet var mere det samme, efter at han havde skabt skulpturen. Den lille Havfrue er i den henseende – og i mange andre – et mirakel i dansk kunst. Der er Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York, der er Mona Lisa i Louvre i Paris, og så er der Den lille Havfrue. Ingen andre kunstværker i nyere vestlig kultur har samme status.
Hvorfor? Fordi Den lille Havfrue er det perfekte kunstværk. For det første er skulpturen en sorgmodig og poetisk billedliggørelse af H. C. Andersens fortælling. Skulpturen er i sindbilledlig samklang med eventyret. Det kan ikke konkretiseres bedre. For det andet er skulpturen usædvanligt smukt skabt og en nærmest krystalliseret essens af klassisk billedhuggerkunst. For det tredje er skulpturen usædvanlig, fordi den originalt kombinerer materialerne bronze og granit. Den er både formet, støbt og adapteret. For det fjerde er skulpturen, sit inderste væsen og formsprog til trods, avantgarde.
Den lille Havfrue er et stykke ”land art”, før der var noget, der hed sådan. Skulpturen er placeret i havet og i stadig åben udveksling med elementerne, skumfødt som i eventyret. ”Den lille Havfrue” kan desuden alt det, moderne kunst skal kunne. Skulpturen rækker generøst ud mod sit publikum og interagerer med det, som ingen anden skulptur i verden. Millioner af mennesker har forceret terrænet for at omfavne hende, sidde ved siden af hende, tage selfies sammen med hende.
Den lille Havfrue er jaget vildt. Hun er tillige så provokerende, at enhver anden avantgardekunstner må vride sig i misundelse. Den lille Havfrue har til stadighed kaldt på modsigelse og aktion.
Hun har mistet hovedet, mistet armen og er blevet overhældt med maling. Og andre kunstnere er gået i dialog med hende, som duoen Elmgreen & Dragset, der engang lod hende få lov at spejle sig. Endelig, efter at millioner havde nedstirret hende i årevis, kunne hun få lov at se sig selv i al sin skønhed.
Nu har Den lille Havfrue fået sin biografi. Den er velfortalt af Olav Harsløf, der tydeligt forelsket beretter historien om hendes tilblivelse, liv og stadig umådeligt lebendige efterliv.
Harsløf berører stort set alle facetter af Den lille Havfrues historie fra begyndelsen til vore dage, men i en desværre sjusket layoutet og korrekturlæst bog, der æstetisk ikke er emnet værdig.
H. C. Andersens eventyr er trykt op i original med, i tilgift for læseren, historien om den dristige H. C. Andersen, der skrev ”eventyr fortalt for børn” for at omgå censuren med sin fatale erotiske fortælling om en kvinde, der så lidenskabeligt ønsker sig en mand, at hun er parat til de mest masochistiske ydmygelser for at få hans opmærksomhed. Det opdagede censuren i første halvdel af 1800-tallet ikke.
En anden , der imidlertid ikke skjulte sin erotiske besættelse, var den flamboyante brygger og stormæcen Carl Jacobsen, der danderede i byen med en rød rose i munden og galant vartede de unge balletpiger op på Det Kongelige Teater. Ja, mere end det.
Han ønskede dem lyst i kuld og køn af landets førende billedhuggere i tiden og til tiden. Carl Jacobsen var en utålmodig mand.
Da han så balletten skabt over Den lille Havfrue med den yndige Ellen Price i hovedpartiet, fik han omgående sat Edvard Eriksen stævne og i svingninger. Nu skulle Ellen Price stå model, så en skulptur af hendes ynder kunne tages i øjesyn af bryggeren – og alverden.
Edvard Eriksen foretrak imidlertid sin egen hustru Eline Eriksen som forbillede for Den lille Havfrue. Og sådan blev det, selvom bryggeren ønskede noget andet. Man forstår hvorfor. Eline Eriksen var gudesmuk og hendes skikkelse formfuldendt.
Så havfruen voksede frem med Elines former og ansigt, først med fødder, siden med sin diskrete hale. Og vil man se mere af Eline, kan man tage til Roskilde Domkirke og tage Kongegravsmonumentet i øjesyn. Her ses Eline Eriksen i tre allegoriske skikkelser som henholdsvis ”Erindringen”, ”Sorgen” og ”Kærligheden”. Edvard Eriksen kunne ikke få nok af Eline. Verden ej heller.
Den lille Havfrue betyder mere for det danske bruttonationalprodukt end så meget andet. Horder af turister flokkes om hende hver dag året rundt på Langelinie, og kommer verden ikke til hende, kommer hun til verden, senest på EXPO 2010 i Shanghai, hvor hun var verdensudstillingens scoop. Der var andre kunstnere i epoken omkring år 1900, der skabte kunstnerisk fremragende havfruer, maleren Elisabeth Jerichau Baumann og billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen eksempelvis, men ingen af dem fik tilnærmelsesvis gennemslagskraft som Edvard Eriksen.
Hvorfor, er vanskeligt at sige. Olav Harsløf skriver rammende, at skulpturens symbolværdi er uforklarlig. Men at ”denne værdi har samlet eventyr-kapital hos H. C. Andersen, underholdnings-kapital hos brygger Jacobsen og solodanserinde Ellen Price, æstetisk kapital hos Edvard Eriksen – for slutteligt i Eline Eriksens udtryk og skikkelse at samle sig i én stor kunstnerisk formue”.
Havfruens kunstneriske og æstetiske værdi har fagfolk diskuteret op igennem tiden, men Den lille Havfrue har faktisk juridisk dom for, at hun er unik og stor kunst. Den blev fældet ved Venstre Landsret den 27. juni 1978 for at hindre alt for åbenlyse plagiater af hende. Hun er fortsat sin helt egen.