Prøv avisen

Havsteens erkendelse af menneskets udsathed

Sven Havsteen-Mikkelsen har skabt udsmykninger til mere end 70 kirker i Norden. Her ses ”Golgata”, som er altertavle i Røgen Kirke ved Hammel (1970). – Illustration fra bogen: Jakob Skov Hansen.

En bog, en film og fem udstillinger markerer 100-året for maleren og grafikeren Sven Havsteen-Mikkelsens fødsel

Mennesket er sat på plads. Er det overhovedet til at spore, er det på baggrund af en oprindelighed, en evighed. Den, som naturen manende forkynder. Mennesket bliver så lille, som det er, og ligner dermed de små, skrøbelige huse, der kryber sammen ved foden af et fjeld og på usikker afstand af en uden tvivl dyb skrænt mod havet.
LÆS OGSÅ: I mørket opstår den kristne fortælling

De huse afslører meget om vore grundvilkår, der fremstilles dystert og strengt. Ingen smil slippes løs i et forsøg på at hævde eksistensen af formildende omstændigheder. Den, der vil have virkeligheden med sig, tror ikke på, at de findes.

Eller det gør de på en måde alligevel. For netop erkendelsen af menneskets lidenhed og udsathed åbner i denne sammenhæng en dør til det kristne perspektiv. Naturens tale kan føre til lydhørhed over for Vorherres. Og da specielt hos dem, der kender blot en smule til livsforståelsen hos maleren og grafikeren Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999), en af vore mest betydelige kirkekunstnere.

For værker af ham er det, vi står over for, samlet i Nordiske Stemninger, som vises på Johannes Larsen Museet i Kerteminde indtil den 30. september og derefter på Ribe Kunstmuseum, Sophienholm i Lyngby og på Færøerne. Det er en af de fem udstillinger, der i de kommende måneder sammen med en film om Havsteen vil kunne ses i anledning af kunstnerens 100-årsdag den 16. september i år.

De involverede udstillingssteder har med Malene Linell Ipsen som redaktør udsendt det flotte værk Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen, hvor en række bidragydere fortæller om de sider af kunstnerens virke, som belyses på udstillingerne. Bogen, der udmærker sig ved et glimrende billedmateriale, redegør vægtigt og indimellem også underholdende både for Havsteens verdensbillede og for hans biografi. God besked får vi både om Havsteen som kunstner og som menneske det sidste for eksempel i dejlige, nærværende artikler af datteren Estrid Brandrup samt af vennen og maleren Kjeld Heltoft.

Den måde, bogværket er sammensat på, fører uvægerligt til adskillige gentagelser. Dem kan man leve med. Men det er nu noget sjusk, når Havsteens hustru, Pamela Havsteen-Mikkelsen, i en artikel fejlagtigt angives at være død i 1986. Andetsteds får vi dog det rette år: 1982.

Sven Havsteen-Mikkelsen var stedsøn af polarfareren Ejnar Mikkelsen, der ligesom moderen protesterede indædt mod den unge mands planer om at blive kunstner. Han lod sig dog ikke rokke: Endnu før han var fyldt 18, var han klar over, hvad der skulle være hans fremtidsvirke. Uden indflydelse på dette var stedfaderen trods sin uvilje ikke. Sammen med ham deltog Havsteen i flere længere sørejser og ekspeditioner til blandt andet Færøerne i 1928 og Østgrønland i 1931-32. Den kurs, der således sattes, blev fastholdt hele hans liv igennem: kursen mod det nordiske.

Samvær med to af de fynske malere, Fritz Syberg og Johannes Larsen, samt med den bornholmske Oluf Høst fik stor betydning for Hav­steens udvikling. Det samme gjorde og måske i endnu højere grad det møde med forfatteren Martin Hansen, der udviklede sig til et nært venskab og et lige så nært arbejdsfællesskab, til hvis fornemste resultater hører Orm og Tyr (1952) og den danske udgave fra 1955 af Herman Melvilles roman Moby Dick.

Litteraturforskeren Anders Thyrring Andersen understreger i et af bogens hovednumre, Kristendom er nu, hvor afgørende kontakten mellem kunstneren og forfatteren var for begge parter.

Sven Havsteen-Mikkelsen og den kristne inspiration er et motiv, der behandles kompetent og indgående af kunsthistorikeren Krestina Skirl, der lægger ud med dette citat af kunstneren: Det er dejligt, at kirkens budskab stadig er så levende i vort folk, at man ønsker det udtrykt i tidens sprog, også når det gælder kunsten i kirken. Skirl betragter ordene som udtryk for selve grundlaget for Havsteens arbejde med kirkekunsten: Han lod sig inspirere af traditionen, samtidig med at han fornyede den.

Havsteens stedfar, Ejnar Mikkelsen, møder vi på Kerteminde-udstillingen i form af et portræt fra 1965. Man ser en mand med sind, vilje og kraft. Blikket under de vildt voksende, kraftige hvide øjenbryn er ikke ét, der viger udenom, dertil er det for fast er man sikker på. Mentalt fylder billedet så meget, at det ligesom har svært ved at være inden for den ret snævre ramme. Når man ved, at unge Havsteen søgte sin vej i trods mod denne mand, ved man også noget om styrken af hans kald.

Udstillingen rummer flere eksempler på Havsteen som portrætmaler en genre, han ifølge Kjeld Heltoft havde en særlig evne for: Han karakteriserer med hurtige, heftige strøg uden interesse for detaljerne. Det er helheden, det gælder. Flere af portrætterne er af børn. Heltoft skriver, at når Havsteen smilede på et fotografi, kunne årsagen sagtens være, at han betragtede et barn. Børneportrætterne er set med det smilende blik.

Men den store oplevelse på udstillingen er landskabsbillederne fra Danmark, Færøerne, Island, Norge og Skotland. Som skaber af værker som disse beskrives Havsteen af kunsthistorikeren Mikael Wivel som værende i forlængelse af den særlige nordiske afart af ekspressionismen, hvor fortolkningen af naturen antager sindbilledlig karakter. Et landskab er ikke blot et sted i verden, men også et sted i sindet. Billederne åbner sig ikke uden videre og slet ikke for den utålmodige.

De udgør deres egen alvorlige eller ligefrem tungsindige og næsten knugende virkelighed, uden at andre toner dog udelukkes. Men aldrig forsøger billederne at indynde sig, blottede som de er for føleri. De er anelsesfulde og pirrende. Og berigende at opholde sig i helst længe. Men selv længe er for kort. Altid har værkerne mere at byde på. Man føler det med smerte, når man modvilligt forlader dem.

Jubilæum for Havsteen-Mikkelsen