Prøv avisen
Bog

Havvand i køjen og søbemad på tallerkenen

Historien, som Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen fortæller, er detaljeret dokumenteret - i høj grad takket være ”Søfartsmuseets bugnende arkiv af erindringer”, hvorfra hun bringer mange og fyldige citater. Det er helt rimeligt, mættede som de er med oplysninger og sansninger. Foto: Jørgen Kirk

Etnolog Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen har skrevet en levende bog om skibskost i sejlskibstiden - og om det liv, den var en del af

Mandskabets opholdsrum var ”yderst elendige”. Det var sjældent, at havet ikke trængte ind i køjerne.

Albert E. Boye mindes sin tid som skibsdreng og kok på faderens jagt ”Catrine” af Marstal, da denne i 1857 sejlede i kornfart til Norge.

Detaljen er en af mange, der bidrager til at indfri den velskrivende etnolog Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsens ambition om i bogen med dens brogede og konkret nærværende beretninger om proviant i sejlskibenes dage at beskrive hverdagsmad til søs i sammenhæng med mennesker og miljø.

Læserne bænkes om en enkel og grovkornet mad, der - som forfatteren udtrykker det - endnu ikke har været ”trukket igennem madskribenternes mølle”.

Det ville heller ikke være i dens ånd: Det, der serveredes, var ikke et mål i sig selv, men udelukkende et middel til overlevelse.

Skibsdrengens og kokkens status om bord var ikke høj. Lussinger var en del af tidens hårdhændede pædagogik. Egentlig mishandling var dog angiveligt sjældent forekommende.

Om dette forsikrer Rasmus Clausen, der i 1880'erne sejlede som skibsdreng med skonnertbriggen ”Vega”. Han blev ellers selv udsat for en behandling, der nærmest hører under kategorien mishandling, nemlig at blive nægtet søvn uafbrudt i tre-fire dage.

Faldt hans hoved et øjeblik ned på brystet, blev han straks kaldt tilbage til arbejdet af et ”uhyggeligt råb: Hvad satan, nu sidder du og sover igen, dreng?”.

I Marstal holdt man fast ved sejlskibsfarten, også efter at dampskibenes æra var begyndt. Sejlskibsfarten kulminerede på stedet i slutningen af 1800-tallet. I 1893 var således hele 332 sejlsskibe hjemmehørende i Marstal Havn.

Omkring to tredjedele af befolkningen var søfolk - eller beskæftiget ved søfartsrelaterede erhverv. Ifølge overleveringen spurgte man ikke en konfirmand, hvad han skulle efter konfirmationen, men om, hvilket skib han skulle sejle med.

Da konkurrencen fra dampskibene blev tydelig, fandt marstallerne i perioden 1890-1940 en niche: transport af klipfisk fra Newfoundland til de katolske lande ved Middelhavet, først og fremmest Spanien og Portugal. Og ekstreme vejrforhold skræmte dem ikke. Tværtimod udvidede de sæsonen og krydsede Nordatlanten to gange årligt trods barske vinterstorme.

Kosten om bord på sejlskibene lignede den, der var almindelig på land i slutningen af 1800-tallet, typisk sule- og søbemad.

Til sidst i bogen gives der opskrifter på ”den mad, søfolkene havde i hovedet, når de befandt sig til havs - og den mad, de helst skulle hjem til igen”.

Historien, som Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen fortæller, er detaljeret dokumenteret - i høj grad takket være ”Søfartsmuseets bugnende arkiv af erindringer”, hvorfra hun bringer mange og fyldige citater. Det er helt rimeligt, mættede som de er med oplysninger og sansninger.

En vigtig del af formidlingen er endvidere et fyldigt udvalg af samtidige fotografier, taget af søfolkene i forskelllige situationer i deres hverdag. Det drejer sig om spontant virkende øjebliksbilleder, emmende af atmosfære.

Det er en meget levende bog, udbytterig at gå på opdagelse i.

grymer@k.dk