Umiddelbart kunne det forekomme som et kvantespring at gå fra Joseph Haydns rene wienerklassicisme til Gustav Mahlers spraglede symfoniske univers, men denne uges torsdagskoncert med Lorenzo Viotti på podiet fik de to komponister til at gå glimrende i spænd sammen. Faktisk i så høj grad, at man kunne komme til at opfatte dem som to beslægtede sjæle.
Enkelt sagt var fællesnævneren det gode humør. Haydns symfoni nummer 102 blev komponeret til komponistens succesrige turné til London i 1794 og er i hele sin karakter noget af en humørbombe. Bag dens klassiske struktur viser Haydn sit lune, han er dynamisk og stilren i førstesatsen, indadvendt drømmende i andensatsen, en skøn adagio. I menuetten er han både robust og rustik – musikken skaber mindelser om landlig træskodans, lidt a la tredjesatsen i Beethovens Pastoralesymfoni – og i den forrygende finale kribler og krabler det i orkestret, ikke mindst i strygersektionen. Den slags magter DR SynmfoniOrkestret naturligvis til fulde, og den 29-årige schweiziske dirigent fik musikerne til at opføre en lille musikalsk udgave af det herlige H.C. Andersen-eventyr ”Vanddråben” med den gamle mand, ”som alle folk kaldte Krible-Krable”.
Efter pausen fortsatte den livsbekræftende linje med Mahlers fjerde symfoni, der med sin varighed på en lille times tid er den korteste af de ni, han nåede at færdigkomponere. Den blev uropført i 1901 og vakte med sine spøgefuldheder, grænsende til det bizarre, mere forundring end beundring i kejsertidens snobbede og stærkt antisemitiske Wien. Den fjerde symfoni er vel nok det lyseste af alle Mahlers værker og står som et af mange prægnante eksempler på hans suveræne orkestreringskunst. De tunge messinginstrumenter er forsvundet ud af lydbilledet, til gengæld vrimler det med lyse og klirrende instrumenter, ikke bare fløjter, oboer, harpe og bækkener, men også bjælder.
En sådan form for musik, hvor orkesterpaletten er lys og gennemsigtig, ligger selvsagt lige til højrebenet for vores fremragende symfoniorkester, hvor træblæserne desuden magter at give musikken det skær af vovemod og vildskab, der også er kendetegnende for Mahlers musik – eksemplificeret ved Johnny Tessiers på én gang præcise og løsslupne klarinetspil eller Eva Steinaas talrige smukke indsatser på oboen – hendes spil er så ubesværet, at det kan få en til at tænke på det begreb, Mahler selv kaldte ”ein Naturlaut”.
Et højdepunkt var overgangen mellem den rolige tredjesats og finalen, hvor Mahlers tempoangivelse lyder ”sehr behaglich”. Inden adagioen var klinget ud, gjorde den unge tyske sopran Anna Lucia Richter en entré, der var noget af en åbenbaring, som kom en engel glidende ind på scenen. Og hendes stemme til den tyske folkesang ”Wir geniessen die himmlischen Freuden” var helt i pagt med ånden i den fjerde symfoni, ja, i hele koncerten. Også publikum i Den Blå Kubus i København fik denne aften lejlighed til at nyde de himmelske glæder.