”Locked Down” er rig på stjerner, men omtrent lige så meget værd som et brugt mundbind

”Locked Down” er en af de første spillefilm om coronakrisen og er på den måde interessant. Men som fortælling er den en katastrofe

Chiwetel Ejiofor spiller Paxton med den kuethed, der følger af mentale nedture, karrieremæssige fiaskoer og af at blive afvist af sin partner, mens Anne Hathaway spiller Linda med en blanding af sødme og aggression. – Foto: HBO Nordic.
Chiwetel Ejiofor spiller Paxton med den kuethed, der følger af mentale nedture, karrieremæssige fiaskoer og af at blive afvist af sin partner, mens Anne Hathaway spiller Linda med en blanding af sødme og aggression. – Foto: HBO Nordic.

Normalt er produktionstid ikke noget, der tales om i kunst. Hvor hurtigt et værk bliver til, er da heller ikke interessant eller på nogen måde vigtigt for oplevelsen.

Men under pandemien og nedlukningerne har det alligevel været bemærkelsesværdigt at se, hvordan vi først fik sange, digte, og digitale teaterstykker, og hvordan de ”langsomme” kunstarter som romanen og spillefilmen først nu – et år inde i krisen – begynder at melde sig med for-tællinger om en undtagelsestilstand, der desværre er ved at udvikle sig til en ny, nedbrydende normal.

En af de første film om coronakrisen er ”Locked Down”. Og først tænker jeg, hvor velgørende det er at få sat levende billeder på denne utid. Men siden udarter filmen. Ja, den bliver faktisk til en fortællemæssig katastrofe og skulle aldrig have været lavet. Levende billeder eller ej.

Men det begynder lovende i London under den første nedlukning, hvor amerikanske Linda bor med britiske Paxton. De var egentlig på vej fra hinanden, men er nu tvunget til at leve sammen, indtil myndighederne tillader dem at gå hvert til sit.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er et godt dramatisk oplæg, og scenerne, hvor Linda på Zoom forsøger at passe sit arbejde i pæne jakker og knap så pæne bukser – ingen kan alligevel se dem under bordet –, er både morsomme og sigende udtryk for hverdagen under krisen. Men hvor Linda har succes med sit job for en multinational pengemaskine, er digterspiren Paxton ved at gå i frø, og som det ofte er tilfældet under nedlukningerne, vokser hans angst dag for dag.

Chiwetel Ejiofor spiller Paxton med den kuethed, der følger af mentale nedture, karrieremæssige fiaskoer og af at blive afvist af sin partner, mens Anne Hathaway spiller Linda med en blanding af sødme og aggression. Og de står godt til hinanden, både skuespillerne og karaktererne, og måden, hvorpå de gradvist finder hinanden igen, er ganske bevægende. Indtil instruktør Doug Liman og manuskriptforfatter Steven Knight altså beslutter, at nu kan det være nok med det følelsesflossede kammerspil og sender dem ud i en ny handlingsbane: Det viser sig, at Linda drømmer om at være kunstner, og via sit arbejde får hun mulighed for at veksle en falsk diamant til en ægte.

Ved at sælge den på det sorte marked vil hun kunne udleve sin drøm om at male, og det eneste, hun skal bruge, er en chauffør fra et sikkerhedsfirma. Det er Paxton tilfældigvis, og da han også kan bruge pengene, planlægger de to en måde at få fat i diamanten på – den er i det fornemme stormagasin Harrods – og fra at være et intimt drama for to, bliver ”Locked Down” til en kupfilm med mindelser om ”Den lyserøde panter”.

Det er næppe nødvendigt at påpege, at det slet ikke fungerer, og jeg mindes aldrig at have set en film, der på den måde ødelægger sig selv, og det er ubegribeligt, at Hathaway, Ejiofor og de stjerner, der besætter birollerne – Ben Stiller, Ben Kingsley, Claes Bang – har sagt ja til at medvirke.

Måske er det hele ment som en morsomhed eller en leg med genrer, hvad ved jeg, men den fremstår bare forvirret og mærkelig på den dårlige måde, og når historien om kunst om coronakrisen engang skal skrives, vil ”Locked Down” blive nævnt, fordi den var en af de første film om emnet. På den måde er den interessant. Men når det kommer til kvalitet, er den omtrent lige så meget værd som et brugt mundbind.